Menu

J. F. Willumsen

1923-12-11

Modtager

Carl V. Petersen

Dokumentindhold

Carl V. Petersen har skrevet en artikel i Tilskueren om Willumsens virke, og den har interesseret Willumsen at læse. Willumsen kommer dog med en række bemærkninger, og han beskriver de kunstneriske omvæltninger, han har haft igennem tiden.

Transskription

3 Place Charles Felix. Niçe. France. (A∙M)
11 Dec 1923.

Kære Carl. V. Petersen.
Det har interesseret mig meget at læse Deres Afhandling i "Tilskueren". Hvor kunde det vel være anderledes. Udstillingen var ganske vist righoldig, men ikke fyldig nok. Jeg troer at hvis alt hvad jeg har lavet blev udstillet samlet, vilde det blive en dobbelt saa stor Udstilling. Der var mange Billeder, der manglede og i Villaen i Hellerup og her i Nizza har jeg Skufferne fulde af Tegninger. Men Udstillingen viste de store Facer af min Produktion, og det var jo nok.
De har vist megen Ret i at inddele min Virksomhed i to Perioder med et Snit ved Aarhundredskiftet med 1) Kampen for Formen, 2) Kampen for Indholdet.
Jeg selv føler ikke en saa stor Modsætning; thi i alle Aldre har jeg søgt at give "Skønheden" og naar jeg var træt og trængte til at hvile mig, dens Modsætning "Barokken" – eller "Karakteren" som vi hellere skal kalde denne Modsætning.
Dog det som foraarsagede Omvæltningen ved 1900 var ikke at jeg fra en New York'er Skyskraber saa "Skyer over Høje".

Glæde over Rigdommen i Naturen havde jeg allerede kendt i Jura og Savoyen i 1891. Senere skal jeg fortælle Dem Grunden.
Der er nogle smaa Berigtigelser at gøre og som jeg skal tage i den Rækkefølge hvor i de kommer:
Det var i 1888 i København da jeg malede "Kongesønnens Bryllup" og vistnok ogsaa "Loke og Sigyn" at jeg følte mig ækel, jeg fik bogstavelig Kvalme, ved at arbejde med dette mørke, tunge Clair-obscur Maleri, der for mig og for Kunsten, var jeg sikker paa, havde sagt sidste Ord. Jeg trængte til Friskhed, Lys og rent Luft. Jeg rejste ud til Paris i Efteraaret 1888. Min maleriske Gennembrud skete dog ikke i Paris, hvor der var ligesaa mørkt og tungt som hjemme. Saa dog Raffaelli og kopierede Billedet i Luxembourg Saml. Det var i Spanien i Cordova i Marts 1889, at jeg saa de Farver og det Lys, der blev bestemmende for mine nye Bestræbelser.
I 1893 3 Arbejder paa Salonen. Det var paa Salon des Independents. I 1889 havde jeg "Le Lavoir" paa den store Salon i Champs Elyssées. I 1890 var "Parra i Granada" og "Gade i Alora" udstillede paa Salon Champ de Mars.

1890 giftede jeg mig første Gang. og bosatte mig i Paris. Som Modsætning til Clair-obscur Maleriet faldt jeg over i Silhouet Maleriet. I dette bevarer Farven sin Renhed, sin Styrke og Friskhed. Jeg interesserede mig derfor for det kinesiske Maleri, ikke for japanesisk som jeg ikke kunde og ikke kan lide. Omtrent samtidig fik jeg Øjet aabent for den ægyptiske Kunst, der paa engang er Silhouet Maleri og har plastisk Form. Den er skulpteret Maleri. Jeg gaar saa overtil til Keramiken der ogsaa er skulpteret Maleri, eller malet Skulptur. Ved Keramiken var det væsentlig Farven der interesserede mig. Dens Farve er Farven i højeste Potens, sat paa en Form der har sit fulde Volumen.
den samtidige Pariser Kunst paavirkede mig ikke saa meget, som man i Almindelighed troer. Da jeg i 1890 i Pont-Aven malede mine Bretagne Koner, havde jeg af Gauguin kun set et ubetydeligt Lithografi. Det var tværtimod G. som først havde set mine Betragne Koner, og jeg [er] absolut overbevist om at Gauguin, har lært noget af mig. "Montagnes-Russes" er malt før mit Bekendtskab med G.x og der er maaske et Par Linjer i den gaaende Cokottes Arm, der er inspirerede af G. Men Aanden er da ikke G.

Toulouse-Lautrec's Malerier har aldrig set og Lithografier saa jeg første Gang ved 1903 cirka. saa med denne udmærkede Kunstner har jeg [intet] at gøre. Ligheden er tilfældig.
Mit første Gennembrud kom altsaa i Spanien i 1889
fra det gik Udviklingen gennem Experimenter til c 1897. Af den udenlandske Kunst, der bestod af mange indbyrdes modsatte Retninger lærte jeg Retten til at være mig selv. Den danske Kunst havde været ensidig, og den havde kun en Retning fremad, den naturalistisk der slet ikke passede mig.
Vi er nu kommet til noget før 1900, og jeg skal forsøge at forklare Dem hvad det var der laa til Grund for den store Omvæltning.
Mit Barndoms hjem var ikke hyggeligt Min Barndom ikke lykkelig. Min Fader behandlede mig nærmest som om han ikke var min Fader (Det var han dog alligevel) Da jeg giftede mig første Gang blev mit Ægteskab ikke lykkeligt. Min Kunst gjorde mig til en foragtet Person, en Paria. Jeg var et meget ulykkeligt Menneske gennem Periode No 1.
Men kommer der to Begivenheder der bouleverserer fuldstændig mit Sjæleliv. Den ene var min Moders Død i 1899. Jeg holdt meget af min Moder.

Den anden var mit Møde med Edith Wessel i 1897. Voldsom og uimodstaaelig som en Naturkraft var min Følelse for hende. Min Kærlighed til hende var ophøjet, den store Eros, som Grækerne vist kaldte den. Jeg troer at kun meget faa Mennesker har kendt noget lignende.
Jeg skal ikke gaa i Detaljer. Men ved min Kærlighed til hende fik en Række Begreber Liv som jeg før kun havde kendt som Ord: Det Ædle, det Skønne, det Gode. Jeg blev for første Gang i mit Liv virkelig Lykkelig.
De kan nok forstaa at de to Begivenheder for en Tid medførte oprivende Sjæletilstande og at de maa have haft en stor Indflydelse paa min Kunst. De kan se det paa Motiverne. "Gravmonument" og "Askeurne", "En Moders Syn"
"Moder og Datter i tre Alderstrin", "En Bjærgbestigerske".
Saadanne Motiver kan ikke løses saa de virker sympatisk deltagende paa Beskueren uden at Formen bliver Skøn. Og Skønheden er fra den Tid af bleven mig et Maal. Men Skønheden kan have saa mange Iklædninger, og det synes at være vanskeligt for de fleste at faa Øje paa den.

Fakta

PDF
Brevudkast

Dansk

Nice (Frankrig)
  • New York, USA
  • Córdoba, Spanien
  • Paris, Frankrig
  • Jurabjergene
  • Savoyen

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: A/II/6 - PQ