Menu

J. F. Willumsen

1911-12-10

Modtager

Valdemar Faber

Dokumentindhold

Afventer resumé

Transskription

10 Dec 1911
Hr Generalkonsul Faber.
Da jeg modtog Deres sidste Telegram, saa jeg som i et Lysglimt det Hele ligge klart for mig. Jeg saa De sad i en Klemme,
Paa den ene Side 18de og paa den anden Side det allerhøjeste.
Husker De hvad jeg sagde Dem paa Hotellet i København? Jeg forklarede Dem hvorfra Vanskelighederne vild[e] komme.
Jeg besluttede at komme Dem til hjælp ved paa Møde[t] i Dag at foreslaa at 18de Nov fik den inderste Sal overladt med egen Komité, og under fælles Administration dvs. Formand og Sekretær og Ophænger. Paa den Maade blev der et Rum hvori en Masse "Sager" kunde puttes ind. Men saa kom i aftes Mr Roberts meget uheldige Brev og ødelagde den bedste Vilje. Jeg skal nemlig sige Dem at Komitéen for lang Tid siden var bleven træt af at have saameget Vrøvl med en ubetydelig provinsiel Udstilling. Tilmed har Mr Roberts gjort et meget daarligt Indtryk paa sine Værter, De ser i ham kun en Stræber, uden Forstaaelse af Kunst og hvad værre er uden Interesse for den. En Mand der kun vil bruge dem. Saa kan jeg ikke heller skjule for Dem at Komitéen ogsaa føler sig forbavset og vred over Deres Opførsel, over Deres Mangel paa Fortrolighed til den. Under Deres Besøg, fortalte De os mange Gange, at De aldeles ikke vilde beskæftige Dem med Udstillingens Sager. Da De var rejst fik den at vide at

De havde været hos Gud og Hver Mand Herodes og Pilatus for at søge Raad i Karl Madsen, Weis, Wentorff etc. medens Det ikke fald[t] Dem ind en eneste Gang at henvende Dem, paa det rigtige Sted: hos Deres Komité og dens Formand, og der lagt Dere Bekymringe. Da De kom hjem blev der opfundet et nyt Ord for at skubbe os ud og klare Situation[en] - den foreløbige Komite.
Komitéen var altsaa reduceret til at have været en Festkomité for Mr. Robert. Da kom den grimme Historie med det private Brevs Offentliggørelse før Brevet havde naaet mig. Det var dog det tarveligste Trick.
Sagen var og blev redningsløs fortabt.
Ja, Resultatet af Mødet blev følgende:
-
Det er klart at det nu ikke vil føre til nog[et] om Mr Roberts vil invitere enkelte Medlemmer af M.K.S. eller af Billedhuggerforening[en]
de vil naturligvis svare Nej tak.
Saa er der til Slut det, at jeg har faaet et Krav stort - - -
paa Brighton Byraad, som jeg tillader

mig at bede Dem, som de Danskes Representant og vor tidlige Ærespræsi[dent] at skaffe mig
Jeg finder at der aldeles ikke er nogen Grund for mig til at jeg betaler disse Penge, Jeg har heller ikke Raad dertil.
Ingen kan mere end jeg beklager at saa meget Arbejde er gjort forgæves
Med venlig Hilsen
Deres hengivne
J.F. Willumsen
Fik nu Deres Brev af 4/11.
Beklager at det nu er for sent at diskutere Sagen mere.

Fakta

PDF
Brevudkast

Dansk

Hellerup (Danmark)
London (England)

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: CII, 4 - Den Danske Udstilling i Brighton