Menu

J. F. Willumsen

Ca. 1885-07-10

Afsender

Sophus Stein

Dokumentindhold

Willumsen ønsker at rejse til Refsnæs, hvor Sophus Stein opholder sig. Han bor på den samme gård, som de begge boede på sidste år. Konen på gården har dog meddelt, at der ikke er plads til Willumsen i år.

Transskription

Refsnæs Fredag.

Kjære Ven, Tak for Dit Brev, som jeg modtog forleden Dag eller rettere sent om Aftenen, efter at jeg kom hjem fra en større Kommers, der var i Anledning af en samsøisk Landboforenings Besøg. Jeg saa strax, at Brevet var fra Dig og kunde ikke dy mig fra at læse det strax, men da jeg hverken havde Lampe eller Lys, maatte jeg ofre en halv Æske Svovlstikker, medens jeg jog Brevet igjennem. Du skriver, at Du gjerne vilde bo her en Tid. Jeg meddelte Dagen efter Konen Dit Ønske, men hun sagde strax, at det troede hun ikke de kunde gaa ind paa; de gik nu en saa travl Tid imøde og ventede desuden et Par Smaabørn herud fra Kjøbenhavn, som de havde lovet at tage imod i Ferien.

Imidlertid lovede hun at tale med sin Mand om Sagen. Hvilket hun gjorde og brugte en hel Dag til. Men da Kvinden som bekjendt er Mandens Herre, var Mandens Mening akkurat den samme som Kvindens, nemlig at de ikke kunde have Dig.
Det er jo kjedeligt nok at det ikke lod sig gjøre. At jeg personligt ikke kunde have noget imod at Du boede her, kan Du da nok begribe, saa det vil jeg slet ikke tale om.
For Resten er nok Mads Jensen's Stue, efter hvad Holst forleden sagde, ifærd med at gaa sig en Tur; det er jo flere Aar siden den blev kjøbt til Folkemusæet, men først nu er der kommen Bud efter Sagerne .
– Ja jeg har ikke godt Tid til at skrive mere idag, men det skal ikke vare længe, inden Du hører rigtig fra mig. En hjertelig Hilsen
fra Din Ven.
S. Stein.

Fakta

Brev

Dansk

Refsnæs (Danmark)
Vordingborg (Danmark)

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: A/III/3 - So-Sø