Menu

J. F. Willumsen

1891-11-17

Modtager

Johan Rohde

Dokumentindhold

Willumsen har været ved Mon d'or, hvor han af grænsevagterne er blevet antaget for at være tysk spion. Han beskriver den dramatiske hændelse for Rohde.

Transskription

13 rue Charlet Paris
d 17 Novembre 1891.

Kjære Ven
Det var Bjærgene som i Sommer udgjorde mine Længsler og Higen, dog med den smalle Pengepung som jeg altid er i Besiddelse af maatte jeg stille Rejselængden derefter og gjøre Afstanden saa kort som mulig, men det gik, som det saa ofte hænder mig i mine smaa praktiske øjeblikkelige Hjælpekneb paa Atelier jeg gjør dem saa nemme og hurtige i det jeg troer at det opfylder Hensigten og om et Par Dage river jeg det ned for at forbedre det - Cote d'or der vare de nærmeste Bjærge, blev sagt mig ikke var noget synderligt men derimod i Arbois, der

begjyndte Jura at hæve sig   der var smukt, jeg fandt det ikke tiltalende, og tog da fra Jærnbanestation til Jærnbanestation højere op i Bjærgene, det var de nøgne Klipper jeg søgte; hvad jeg i Tanken havde set og hvad jeg havde set dengang jeg for gjennem Sierra Nevadas 19 Tuneller, det kom ikke, jeg kunde ligesaa gjerne strax have rejst dybt ind i Alperne ved Mont Blanc, nu ved jeg bagefter   jeg kom dog alligevel dertil, paa denne søgende Maade kom jeg op til de højeste Toppe i Jura Kjæden, hvor fra Landet igjen faldt af ned mod Gjenfersøen menfra hvilken paa den anden Side de saa'es hæver sig dobbelt højt over Skyer med den lange Kjæde af hvidgule Snetoppe dannede den Sweitziske

og franske Alpekjæde, og med de søgte nøgne Toppe og Sider, det maatte staa for mig som et ønsket fjærnt Land som laa for langt borte til at naa, jeg maatte nøjes med Stedet hvorpaa jeg stod og forsøge paa at lade dem tilfredsstille mig, disse afrundede Former der var dog en ordentlig stor nøgen Fjældvæg Mont d'or som gav Forestillingen Styrke at jeg var i en Bjærgegn.
Jeg var nu ved den sweitziske Grændse   over de højeste Toppe var Grændslinien trukken, og ganske rimeligt var det nu at jeg gav mig i Kast med at male disse høje Toppe   som var Maalet for min lange Sommer Rejse   efter at have søgt her og der, oppe og nede, i en fjortens Dag Tid   satte jeg mig fast paa Mont d'or   hvorfra jeg havde den store Udsigt over Dal og Top over alt Grantrær spredte eller

samlede til Skove og til den lille Grændseby Jougne hvori vi boede hvorfra der var en Times stadig Opstigning til mit høje Stade.;
I disse fjortens Dage hvori jeg stærkt havde færdes omkring og trukket af med Papir og Lærreder, var jeg uden at ane noget blevet antaget for en tysk Spion som gik og trak "plancher" af her ved Grændsen. Hele Egnen er gjensyret med Toldmænd, Bondefjolser som naturligt aldrig har hørt eller set længere end deres Distrikt, hvor i der ikke er meget at faa Forstand, af, som tilbringe Dage og Nætter ude   stukken i en Busk hvorfra de antaster alle med Spørgsmaalet om der er noget at fortoldes.
Saa møder jeg en Dag en Toldmand da jeg kommer ned fra Mont' d'or og gaar over Marken, der er altid noget stikken i at møde en Ordenens tjenstgjørende Mand at skulle svare paa alle hans krydsende Spørgsmaal

2.
jeg har altid haft Lyst til at undgaa saadan En; men til ham her havde jeg engang før for en 5-6 Dage siden aflagt hele mit foregaaende og kommende Liv tilsyneladende tilfredstillende for ham, ham da rask i møde som var det en gammel Kammerat glad og kvik men ak her begynder Stykket, første Scene er alt igang. "Hvor kommer De fra" "fra Mont d'or" "hvad gjør De der" 'jeg maler et Maleri" "Vil De følge med mig op jeg vil se det". Efter endt Arbejde og efter den lange trættende Spadseretur op og ned var jeg træt, men det nyttede ikke at kny, og da fulgte jeg ham   medens der fra Egnens Smuthuller ankom et Par andre til   saa jeg var godt eskorteret, hvis at Tyskeren Spionen skulde finde nogle Narrestreger; ladte Revolvere havde de hængende over deres Skuldre. Han snakkede hele Vejen et Slags foreløbigt Forhør, at jeg var Spion fortalte han mig

strax, og det var forbudt at tegne og male den Egn af som var ved Grændsen o.s.v. o.s.v. jeg tog det dog ærgeligt let, der kunde aldrig blive mere end naar vi kom der op og han saa at det var et almindeligt Oliemaleri   saa var det hele forbi; det stod paa en Sæters Høloft godt langt inde forvaret at Ingen nemt skulde kunne gjøre det Skade; det var et bevis mod mig, da de saa at det saa nøjet var malet af alle Egnens Toppe og Byen og Vejene saa var det tydeligt, dette Grænsemaleri og de løjerlige Rémedier som jeg brugte til at skrive med Staffeliet og Malerkassen, alt skulde ned til Gjensdarmeriet i Hopitaux-Jougne, jeg maatte forsikre at intet var gjemt i Høet det blev derefter godt gjennemsøgt, de beordrede mig at tage Tingene, men jeg nød Triumpen at beordre

og se de tre hver med en af de tunge Ting, som de rigtignok brummede lidt til,   den gamle Mand som ejede Sæteren og huset mine Sager, havde ikke før haft den morsomme Ulykke at huse en virkelig Spions Arbejdsredskaber, han var medfølsom, stakkels Djævel sagde han rystende paa Hovedet da de førte mig bort; men kan jo ogsaa lade være med at befatte sig med saadant et "salle metier". Saa gik det ned ad, jeg blev vaad til Knæene af det høje Græs med Aftenduggen i, jeg blev ærgelig over det hele nu, maaske de dernede heller aldrig før havde vist at Malere kan male en Egn af uden at være Spion, men jeg var destoværre den første Maler der havde slaaet sig ned i den Egn. Der var dog kun den Ting der gjorde mig bange at jeg havde min ladte Lommerevolver i Lommen, og

faa en for stor Historie ud deraf ved Visitationen dernede   jeg tænkte paa at kaste den, men jeg indsaa at det ikke kunde gjøres ubemærket thi En gik foran En ved min Side og En bagved jeg havde hørt at det var forbudt at være bevæbnet, naa lad der komme hvad der vilde, jeg maa anstille mig uvidende at jeg havde den for løse Tyre eller saadan noget, og i min Ærgelse derover og over det Hele Vrøvl og ved at tænke paa det Mas jeg skulde have i Morgen med at slæbe de tunge Sager op i gjen   saa slog jeg med min Stok Blomsterkurven af alle de mange Skarntyder   som jeg passerede i det de dumpede tunge ned i Græsset under dem "Ha det er nok Hovedet af vore Soldater de slaar af bilde De dem ind, de hævner dem" Han Toldmanden begyndte paa dette Tidspunkt at blive for uforskammet

3.
som senere steg og som holdt for længe ved. "tegner De ogsaa paa Papir" "ja det gjorde jeg" den var ganske tydelig' nok, og at jeg havde Kort hjemme over Egnen var endnu tydeligere.
Vi naaede Hopitaux-Jougne.
Told Leutenanten var ikke i Byen han var den øverste, foruden ham kunne der intet bestemmes han var gaaet til en Naboby i en lille Visit, Gendarmen og Underordnede Toldmænd undersøgte Maleriet og de fandt ingen Tvivl Maleriet var netop udmærket gjort, et rigtigt smukt tableau at have over Grændselinien "lad os sætte ham over i Bureauet indtil videre Monsieur venez". min Forhaabning om foreløbig at slippe fri forsvandt, jeg begyndte at tabe Modet, nu var det mørkt og man tændte Lys, Der i Bureauet var en en Toldsergent som overtog en Overord-

nets Pligter han overtog den saalænge frygtelig ventede Visitation han befølte mig kjælent, allesteder og pillede alt op af Lommerne som han stødte paa, Og tænk hvor underligt for mig da han sidst kom til Lommen med Revolveren   hvor spændende haabende om han skulde glemme den Lomme og frygtende Resultatet af en Opdagelse, det jog igjennem min Krop i smaa Stik ligesom naar et Ben sover da han følte paa den fyldte Lomme med Revolveren i, "hvad har De der" sagde han idet han trak den halvt op "naa en Lommerevolver", ligegyldig lod han den glide ned igjen, jeg var let mit Mod fyldte mig igjen og alt svarede jeg paa med Overbevisning af rent Brød i Posen; min Notesbog blev gjennemset Blad for Blad og til de for dem uforstaaelige Ting   maatte jeg give Forklaring. Mine Visitkort mente de var falske da de var

af den billigste Slags, i min ene Lomme stak han Fingrene i en vaad levende Snegl af den allerstørste Slags   et nydeligt Exemplar   som jeg skulde tegne efter, min Bøn om at lade idetmindste den komme i Frihed blev accepteret
Burauret laa paa Jærnbanestationen og der samledes da efterhaanden Jærnbanebetjente og Toldmænd "en masse". og de blandede sig i Affairen og gav deres Besyv med og jeg fra de mere Delagtige taale mange Forhaanelser, og jeg ved nu hvor lidt ordentlig Tiltale   grov Tiltale der henvendes til den stakkels Fyr som er falden i deres Klør enten ha[n] er skyldig eller ej.
En gjenkendte saa udmærket jeg havde rejst der paa Stationen for 12 Dage siden i den Tid havde jeg aldeles sikkert faaet noget godt noget, det var Løgn at jeg kun havde faaet begyndt paa det Maleri der   det var kun Skalkeskjul og min Accent var tysk   dette med

Danmark som jeg var født i var dog for latterligt at jeg vilde bilde dem saadant et Land paa   som de ikke kjendte, og saa tog de Revolverne ned af Væggen og smed dem over deres Skuldre og stillede sig op som Vagt ved Døren og inde der idelig afløstes, Deres Koner og Børn kom til da Begivenheden rygtedes i Byen og betragtede det nøjagtigt udførte Billede af Grændsen og saa mig naturligvis denne Guldfugl som de der havde sat i Bur denne virkelige Guldfugl som der skulde give deres Fædre et extra Guldstykke i Honorar. Jeg bad min Fænger om at gjøre sig Umage med at faa hele Sagen lavet i Orden i Aften, han svarede grinende at de skulde den nok, tillige bad jeg om Mad som de kunde bringe mig for min Regning ovre fra Gjæstgiveren da jeg ikke havde spist siden elleve om Formiddagen, det lovede de

4
men de kom bare ikke med nogen, saa bad jeg sende Bud til min Kone som maatte være bange for mig, hun tænkte at jeg var falden ned fra Mont d'or langs den stejle Klippevæg og laa nu som Mask, det vilde de ikke, som De ser, var de ikke elskværdige. - De telegraferede derimod til Pontarlier; den store Kjøbstad som ligger 1½ Mil derfra som de med sidste Tog vilde sende en Escorte af Gendarmer for at afhente mig, men Svaret blev at sidste Tog var afgaaet. Endelig kom Toldlieutenanten   han maatte have Historien om igjen og jeg blev tiltalt i haarde Ord naar jeg paa Grund af mig ukjendte Gloser ikke forstod Pointen i hans Spørgsmaal. han befalede at naar det sidste Tog gik herforbi til Pontarlier skulde jeg med to Toldmænd føres dertil, gratis[.] Transportsedlen blev skreven og signeret og alt var i Orden der ventedes paa Toget

en Menig traadte frem for Lieutenanten og meddelte ham at jeg var bevæbnet, jeg maatte vise ham den og bejae at den var ladet skarp. den blev saa overgiven til Escorten.
Dette at jeg nu skulde føres længere bort til et større Forhør for En eller anden Jurist og saa blive puttet ind i et Hummer for Natten, gjorde mig fortvivlet over den hele Situation, jeg ville det meget nødigt selv om det havde føjet maaske endnu et morsomt Ark til Brevet, jeg fand min List og forklarede at hvis jeg virkelig var Spion og min Kone mærkede at jeg blev borte om Natten saa vilde hun antage at jeg var bleven nappet og tilintegjøre alle de Spionerier som laa der hjemmme de maatte hellere gaa hjem og gjøre Undersøgelse forinden det blev forsent. Hm sagde de og saa paa hinanden og gik ud i Mørket og holdt

Raad, de kom langt om længe ind igjen og forklarede at jeg vilde blive ført til Jougne til mit Hjem for at efterse min Stue. Jeg var ikke rigtig sikker paa at de ikke skulde bestemme sig om. Toget til Pontarlier holdt uhyggelig længe men da det begjyndte at gaa lettede Frygten af mig og jo mere des hurtigere de kom i Fart og det var forsvunden bag Stationen følte jeg mig fri   som var jeg det virkeligt   om nogle Øjeblikke maatte de alt være rystet af mig   al dette væmmelige Paahæng   som der havde været om mig nu i over 6 Timer. Lieutenanten bankede paa Ruden som en Vind for Slaven ud at høre Ordren at vi skulde begive os paa Vej, jeg fulgt af Fangeren af Lieutenanten og af Gensdarmen, fine Folk og stor Forbryder igjennem en sort Nat i et øsende Regnvejr; men det generede mig ikke stort at Regnen

rendte gjennem Straahatten ned over Panden i Øjnene og i Munden   jeg blev gjennemblødt for jeg var i Sommerklæder og ikke belavet paa Regn de andre derimod havde store Kapper med Hovedhætte paa, nu skulde hun da faa at vide at jeg ikke var falden ned fra Mont'd'or selv om de maaske skulde finde paa at slæbe mig bort igjen, jeg tog nogle Fløjtetoner derover, Toldmanden blev urolig kiggede om til højre og venstre ind over Markerne "var det Dem der fløjtede før" sagde han da jeg begjyndte igjen og jeg beroligede ham ved at svare ja, Gud ved for et hemmeligt Signal han havde antaget det for; Det gik dog efterhaanden en Anelse op for dem at de vist var en Betise de havde begaaet i Dag; saa der kom en noget

5
mere privat Samtale igang mellem os om Toldmandens Pligter og Fortjeneste   han faar kun 60 fr om Maaneden i Løn og han maa da være ude Dag og Nat minus 5 Nætter i hver Maaned og saa opmuntret af 15 fr extra Fortjeneste havde jeg været Object. Vejen var svunden bort bagud under vore Fødder, vi stod ved Huset, Huset som indeholdt saa megen Angst og Sorg, som var bleven baaren om fra Stue til Stue og oppe og nede; da hun hører mange trampe paa Vejen udenfor saa tænkte hun at de kom bærende med mig og hun lukkede Vinduet op for at se ud og raabte for hundrede Gang efter mig, denne Gang svarede jeg hende og hun for ned og faldt mig om Halsen med en ny og stærkere Graad som varede længe ved; paa Escorten virkede det ikke som et Komediespil, hendes Sorg og hendes forgrædte Ansigt var ægte, de bad nu, meget høflige,

om blot at vise dem mine Papirer som saa overbeviste dem baade om at der existerer et lille Land som kaldes Danmark og at jeg var boende i Paris; de vare saa blevne overdrevne høflige; og jeg maatte drikke en Omgang Øl med dem paa Santéen   dog ønskede de mit Visitkort for inden de forsvandt; skønt de vare gaaede turde Værtens kun hviske thi de mente at vide at der var stillet en Vagt udenfor Huset. Natten gik men den gik forfærdeligt hun var febrilsk af Graaden og maatte gaa frem og tilbage paa Gulvet. og jeg kunde heller ikke faa Ro paa mig før ved Morgengryet.
Dagen efter var Toldmændene igjen med et gammet daarligt maleri som jeg skulde vurdere; det var vist Humbug, jeg saa Toldmænd allevegne;
Denne virkelige uhyggelige Tildragelse havde gjort mig saa

led ved Egnen samtidig med en stærk Kighosteepædemi som gjorde os bange for Drengen, at vi besluttede hurtigt at rejse bort herfra, fra denne uhyggeligt gennemsyrede Bjærgegn bort til det fjærne taagede Klippeland paa den anden Side Genfersøen som jeg stadig stille havde længtes efter, vor Afrejse fra Stationen saa hurtig efter Historien saa underligt ud for Toldmændene men de maatte lade os rejse, vi kom over Søen og slog os ned ved Foden af de mægtige Savoiske Alper, der fandt jeg Bjærgene og endnu mere   da jeg gjorde en Fodtur ind igjennem dem til Mont blanc og fik set dette enorme Snebjærg, som stikker op over alle sine antagelige Omgivelser.
Heller ikke der i Savoien [lod] de Gendarmer mig være i Fred en eller to Gange om Ugen i de sex Uger jeg var der, kom de for at forhøre sig hos Naboer og Genboer om de ikke have mærket noget lovstridigt ved mig, og jeg selv blev underkastet

et Krydsforhør efter de snedigste Regler   jeg gav dem min Adresse i Paris for at de kunne lade forhøre om mig der, at der brændte Lys hele Natten på mit Værelse, kunne de ikke regne ud at det var en Natlampe der stod og brændte det var de for snedige til, jeg havde andre Sager for ved det Lys, da jeg rejste ud af Provinsen paa Turen til Mont'blanc maatte jeg skjule mig i Kupéen da de samme Gendarmer stod paa Perronen for at lægge mærke til de Passerende, thi jeg vilde nødig standses op for nogen Pris samtidig med det ubehagelige nervepirrende ved at stå under Forhør.
Under saadanne Forhold føler jeg det nærverende praktiske og behagelige ved at have haft Frankrig til Fødeland
-
Vi sende Dem nu mange Hilsener vi har det godt og haaber det samme med Dem   Pengene takker jeg for; men det ser ikke ud som de trækker Deres Udgifter fra   jeg længes nu efter at høre om hvad de har faaet gjort i Sommer
mit Arbejde faar vente til et næste Brev
Deres h.   J. F. Willumsen

Fakta

Brev

Dansk

Paris (Frankrig)

Tilg. 392, Håndskriftsamlingen, Det Kgl. Bibliotek.