J. F. Willumsen
1905-05-04
Afsender
Emil Hannover
Modtager
Jens Ferdinand Willumsen
Dokumentindhold
Willumsen har skrevet til Hannover, hvilket kom som en overraskelse. Hannover troede, Willumsen bar nag til ham, eftersom Hannover tog Juliettes parti under skilsmissen. Hannover bemærker, at han altid bevarede sin sympati for Willumsens kunst. Han er genansat som kunstanmelder på Politiken, men han tror kun, det bliver for en kortere bemærkning. Han beklager sig over udvalget på forårsudstillingerne, som har været usandsynlig kedeligt at skrive om. Karen Hannover har været syg efter sin seneste fødsel.
Transskription
DKIM DET DANSKE KUNSTINDUSTRIMUSEUM
KØBENHAVN. 4.V.05
Kære Willumsen,
De skal have Tak for Deres Brev.
Jeg havde ikke ventet det. Mere end en Gang er det kommet mig for Øre, at De bar Nag til mig, uden at jeg i øvrig nogensinde erfor, hvad Grunden dertil kunde være. Min Sympathi var ikke paa Deres Side i den Strid, De som Mand og Menneske stod igennem for snart mange Aar tilbage; men min Sympathi for Deres Stræben som Kunstner var alle Dage den samme.
Hvilken Glæde derfor for mig, at Deres Udstilling i Aar var en saadan, at jeg kunde begynde dér hvor jeg slap: med Dem, da jeg efter megen Overvindelse bestemte mig til at genoptage min Virksomhed i "Politiken".
Lad mig sige Dem, at det ikke er paa længere Tid, jeg har tænkt at knytte mig til Bladet. Det bliver højst for et Par Aar. Hvis De havde set Udstillingerne i Aar, vilde De forstaa, at det er et Offer at skænke dem sin Tid og sine Tanker i hele to Maaneder. Der er Deres Billed, og der er
et Portræt af Rohde; der er et Billed af Wandel og der er en Statuette af Jarl. Der er ogsaa enkelte andre smukke Arbejder og enkelte Talenter i Opgaaende. Men Resten er gudsjammerlig kedelig Kunst, som der ikke vilde være mindste Fornøjelse ved at skrive om, hvis jeg ikke af og til kunde tage Lejlighed deraf til at sige noget om Kunst i Almindelighed.
Jeg har til at begynde med modtaget mange Vidnesbyrd om, at jeg har været savnet, mange Forsikringer om, at en Kritik, der stræbte efter at være retskaffen, vilde være velkommen selv hos dem, den maatte gaa ud over. Sluttelig vender de sig dog naturligvis alle mod mig, saaledes som de gjorde forrige Gange. Saa – om ikke før – gaar jeg.
Deres Brev har dog været mig et Opmuntring, som ikke vil gaa mig af Minde. Og mere end det. Det har vist mig, at De alligevel bevarede mig i nogen venskabelig Erindring, og jeg har taget det som et Tegn paa, at Fremtiden maaske kan føre os nærmere sammen igen.
Karen, som nylig har født vor tredie lille Pige, har desværre været meget syg, men er nu i Bedring. Hun har just været oppe for første Gang i disse Dage. Ogsaa hun har glædet sig over
Deres Brev og føjer sine Hilsener til mine. Paa Genskrivelse en Gang ved Lejlighed, hvis det da ikke kan blive paa Gensyn!
Deres
Emil Hannover.
