Menu

J. F. Willumsen

1900-11-11

Afsender

Oscar Matthiesen

Dokumentindhold

Willumsen mangler inspiration i New York. Matthiesen opmuntrer ham med, at kunst først skabes, når kunstnerens indtryk og ideer er blevet bearbejdet. Modsat Willumsen synes Matthiesen, at Amerika er et gunstigt opholdssted for kunstnere. Han har selv været to måneder i Paris, hvor han har studeret fransk kunst fra det 19. årh. på Verdensudstillingen. Han er nu i gang med at udsmykke en vestibule i Th. Wessels villa. Juliette er i Paris. Hun har skrevet mange breve til Willumsen, som ikke er afsendt. Jan tegner hver dag, og Matthiesen synes, der er en vis originalitet og stilfølelse i hans tegninger.

Transskription

Charlottenlund 11 Nov. 1900.
Kjære Willum!
Tak for Dit lange gode Brev. Vi havde længe længtes efter at høre fra Dig. Jeg forstår så overmåde godt, at Du endnu ikke kan blive inspireret; thi sålænge Ens Sind er optaget af nye Indtryk og af at bearbejde dem, så er man – som sagt - optaget. Man har nok at gjøre; og en Kunstner, der arbejder som Du, arbejder jo altid – nu ialfald – på afklarede Ideer, på Indtryk og Tanker, som have lejret sig. Det vil med andre Ord sige: det er Erindringens Kunst Du er nået ind i. Ergo: kan Du ikke inspireres, så længe Du er i Virksomhed med at bearbejde Indtryk, thi så er Du endnu ikke begyndt at erindre. Det er jo kun Erindringen, som skaber Digtet. Al anden Kunst end Erindringens er Naturalisme, og Naturalismen er jo for os kun Materiale.
Jeg deler i Alt væsentligt Din Opfattelse af Amerikanernes Syn på Kunst og Kunstnere; dog må jeg sige, at mit Indtryk fra den Gang jeg var derovre i Modsætning til Dit er supleret med den Opfattelse, at Amerikanerne også forkæle deres Talenter og egentlig gjøre det både mere og langt klogere, end man gjør det i Europa,

idet der som oftest er Penge rede og en Bestilling rede, for at give Vedkommende en Chanse til at vise sine Ævner og udvikle dem. Det har vi jo desværre intet af hos os. Er et Talent hos os stolt og tilbageholdende, vil sikkert Ingen komme til ham; er han beskeden og ydmyg bedende, vil alle komme ham tilhjælp. Den Vej, som Forholdene har levnet mig at gå, nemlig uden at tigge at tilbyde sin Arbejdskraft, er tornefuld og kantet med andre Øjne; og kun Energiens Skyklapper kan holde Blikket fremad mod Målet.
Men hellere end denne Passiar vil Du vel høre lidt om os herhjemme. Camilla og jeg var jo i Paris, da Du rejste. Vi blev der i to Måneder og havde det godt. Jeg måtte arbejde uafbrudt med Skriveri og Studier dertil. Men jeg fik da også ved den Lejlighed studeret Kunsten på Verdensudstillingen godt, og da navnlig det sidste Hundredårs franske Kunst. Det var meget interessant og lærerigt at se Frankrigs Kunsthistorie fra Davids Kæmpebillede af Faneeden, som aflægges til Napoleon den Store, fra den franske Klassisisme, fra Delacroix’ lidenskabelige Bevægethed, fra Theodore Chasseriaus stille Skønhed til Millets Inderlighed, til Impressionismens Skaber Manet, til det flimrende Luftlys’s Opdagere Monet-Pizarro-Sislen og

Renoir, til Rafaëllis sære Individualisme, Bernards renkultiverede Farvesammensmeltning og den sidste store Stillist Puvis de Chavannes. Efter vor Hjemkomst har jeg næsten Intet skrevet men malet meget. Og mit Hovedarbejde, som jeg blev færdig med igår, har været Udsmykningen af en stor Vestibule i en Villa som ligger ved Siden af Gøyes og som tilhører Wessel fra Magasin du Nord. Den, Vestibulen, er hvid, inddelt i Feldter som er omrammede med Cinober Friser og derindenfor grønne Streger. I Feldterne stå på pompeiansk vis en Figur i hvert Feldt, omrammet af Fuxiagrene. Det er Psyches Historie, som jeg har malet, udelukkende fremstillet i hendes Figur med alle hendes Oplevelser på Kjærlighedens Veje. Det har været et langt Arbejde, men har interesseret mig overmåde meget, og jeg tror nok, at det i alt Væsentligt er blevet godt. Juliette besøgte mig en Dag og syntes udmærket om det.
Hun selv er vist i Øjeblikket i Paris på et lille Stipendium for at se, hvad der vedkommer hende på Udstillingen.* *Nej, det er sandt: Stipendiet får hun først senere; det er for Penge som hun har tjent ved Salg af nogle Småfigurer. Jeg var nylig oppe hos hende for at hjælpe hende at skrive Ansøgning. Fernanda Jacobsen var der, så jeg fik ikke Lejlighed til at tale med hende om Dig. Dog traf jeg hende senere på Kunstindustri-Musæets Jubilæumsudstilling af Lorenz Frølichs Tegninger, og dér

talte vi nærmere sammen. Hun sagde mig, at hun havde skrevet men ikke afsendt mange-mange Breve til Dig; thi enten indeholdt de hendes Følelser overfor Dig – og det brød Du Dig ikke om at høre – eller også vare de tørre Beretninger – og så forekom de hende at være skrevne af en anden end hende selv – og så blev de også kasserede. Videre om Juliettes indre Liv kan jeg ikke sige Dig, da jeg ellers ser hende så sjældent. Grunden er kun den, at jeg altid er optaget af Arbejde, om Dagen Maleri, og Aftenen Skriveri. Jan ser jeg af og til på Skolen, han går jo i Klasse med min lille Poul. Han voxer så stærkt og ser -vel af den Grund – lidt dårlig ud; men han er en meget køn Dreng; og jeg synes, at både han og Bode ligne Dig meget. Jan tegner altid – i Tide og Utide. Han tigger sig til at blive ½Time længere oppe om Aftenen for at tegne, og han står op om Morgenen meget tidlig og tænder Lys for at tegne. Der er en vis Stilfølelse i hans Ting og ofte en original og barnlig pudsig Opfattelse. Når han tegner, vil Bode jo også tegne med, men opgiver det i Reglen med den Motivering, at han sveder så voldsomt ved det. Så leger han Soldat og er en kvik og sød lille Fyr.
Lev nu vel Willum – skriv snart igjen – og modtag de kjærligste Hilsner fra Misse og
Din Ven Oscar Matthis.