Menu

J. F. Willumsen

1904-06-03

Modtager

Richard Bergh

Dokumentindhold

Salon des Étrangers nærmer sig en virkeliggørelse, og Willumsen ønsker, at Richard Bergh skal stå for den svenske del af udstillingsprojektet. Willumsen forsikrer, at de kunstnere, som udstiller på Salon des Étrangers, ligeledes kan udstille på de franske saloner. Det er vigtigt, slår han fast, at Salon des Étrangers ikke fremstår som en opposition til de franske saloner. Den tyske kunsthistoriker Meier Graefe vil stå for at hverve kunstnere fra Rusland, Tyskland, Østrig og England.

Transskription

59 avenue de Saxe. Paris
3 Juni 1904.

Kære Richard Berg.
Som De vil se af hoslagde agter vi at danne en aarlig tilbagevendende Udstilling her i Paris af Kunstnere fra alle Lande. Vi spørger Dem, om De vil være med til at starte den og tage den i Deres Haand for Sveriges Vedkommende. Nogen nærmere Forklaring af de medføl-

[gende] Statuter er vel ikke nødvendigt.
Jeg maa blot sige at Foretagenet vinder almindelig Fremgang, thi det synes som Tiden nu er moden til dets Fuldbyrdelse,
Franskmændene bliver mere og mere ked af de mange Fremmede der udstiller paa deres Saloner, og vil helst være alene, hvilket vi finder er ganske naturligt, og Franskmændene finder det ogsaa naturligt at vi laver vor egen Udstilling. Vi maa blot arbejde paa, at forme Foretagenet

saaledes at det ikke bliver en Opositions Udstilling imod Franskmændene; men tværtimod forsøge at gøre Udstillingen til en Honnør for dem. Paris er jo efterhaanden bleven en international By, et Verdens Centrum for Kunst, hvori vi Udlændinge ogsaa har Ret til at leve og arbejde. Vilde det da ikke ogsaa være naturligt at alle Landes Kunst fik en Indvirkning paa den kunstneriske Smag? Da Franskmændene

har udelukket os fra Juryerne, bliver det selvfølgelig dem der bestemmer hvad der skal kaldes god Kunst, og Deres Dom kan til Tider blive for ensidigt.
Den tyske Kunsthistorier Meier-Graefe (Pan’ Redaktør) har paataget sig at ordne Tyskland,- Østrig og Rusland, Han rejser i disse Dage i England for at opfordre de bedste Englændere der.
I de første Aar vil Udstillingen vistnok blive afholdt i Januar eller Februar Maaned og det vil saaledes ikke være Nogen til Hinder samtidig at være Medlem af én af de franske Saloner. Vi haaber altsaa paa at vinde Dem for Sagen og beder Dem om Tilladelse til at skrive Deres Navn under blandt Grundlæggerne og Indbyderne.
Modtag mine bedste Hilsner
Deres hengivn
J.F. Willumsen

Fakta

PDF
Brevudkast

Dansk

Paris (Frankrig)

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: B/II/6 - JFW: Projekter