Menu

J. F. Willumsen

1918-01-21

Afsender

Harald Bing

Dokumentindhold

Harald Bing takker for Willumsens hilsen i anledningen af sit jubilæum. Han fylder nu snart 70 år, og han ville ønske, at han kunne have fejret sin fødselsdag i selskab med Willumsen. Bing beskriver derudover livet i Danmark, som han synes er fyldt med småborgerlige banaliteter og mørke sind. Et lyspunkt er dog, at Bings ældste søn snart skal giftes.

Transskription

Kbhvn 21/1/18
Kære Willumsen;
Det var et ypperligt Indfald af Dem at sende mig en Julehilsen.
Jeg blev meget glad over at modtage Deres illustrede Skrivelse, selv om den havde været længe Underveis, en hel Maaned.
De spørger om hvordan vi lever heroppe? Graat i graat, Søle og Slud, mørke Sind og tunge Tanker. Derude i Verden gaar de store Drag og medens de overalt Kæmpe for Ære, Liv og Gods, sidder vi i Danmark og skærer Hakkelse med alt det Sludder om Valgkredse og Partier og han sa’e og Du

2
mente. Der var et Øjeblik ved Krigens Udbrud da jeg virkelig troede, at en Verden i Brand dog kunde bevirke at vi afrystede lidt af vor Smaaborgerlighed. Men vi er nu født til Bagateller – og noget stort vi bli'er eiheller.
Hvad mit Hjem angaar trives vi alle ret godt; min Kones Helbred er jo aldrig fuldt paalideligt, dog synes hun at overvintre taaleligt.
Selv er jeg jo nu en Olding, som med rystende Knæ og vaklende Skridt nærmer mig Gravens Rand. I næste Maaned – d. 26 Februar – fylder jeg 70 Aar; det kan man da kalde for en Jubelolding. Naar nu ikke alt var saa trist og elendigt rundt omkring i Verden, saa skulde der

3
være Fest den Dag i det gamle Hus paa Versterbro; De og jeg skulde fylde et Bæger af den rigtige Flaske og drikke en Skaal paa vort tyveaarige Venskab. Og bagefter traadte jeg Dandsen – en Sagtevals om jeg maa bede – med den slanke Fru Edith. Dog, nu sidder De begge mange Mile borte og kigger udover det blaa Middelhav; medens jeg er ved at forgaa af Mug og Gnavenhed over Menneskehedens Daarskab og Synder.
En lille Solstraale faldt ind til os da min ældste Søn – De husker nok den tykke Ludvig med det glade Ansigt – en smuk Dag for nogle Maaneder siden forlovede sig med en sød, ung Pige, Frk Abildgaard, som i Løbet af kort Tid er bleven

4
vor kære Datter. Han altsaa Sønnen er Jurist, gaar Sagførerveien og saasnart han opnaaer Bestilling, tænker de at gifte sig.
Herregud – saa Børnene gaar nu i Skole. Ja Tiden rider forbandet hurtigt, altfor hurtigt for en stivbenet gammel Kavalleer. Jeg tænker tilbage paa de Dage da en vis Frk E. Lautrup traf sin tilkommende Ægtemand herude paa den gamle Fabrik. Ja, det blev jo efter Omstændighederne ganske godt, dette Sammentræf.
Farvel for idag, cher maitre og Mme W, Hilsen fra alle hos mig, vi bevarer Dem begge i venlig og kærlig Erindring.
Deres hengivne
Harald Bing

Fakta

PDF
Brev

Dansk

København (Danmark)

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: A/I/2 – B