Menu

J. F. Willumsen

1921-06-31

Afsender

Johan Plesner

Dokumentindhold

Plesner har rejst rundt i Italien i snart to måneder. Han beskriver en nattevandring i Roms gader og landskabet udenfor Ovieto. Plesner er stærkt optaget af Masaccio. Han har undersøgt og analyseret en del af Masaccios værker, og han vil nå at se dem alle på sin rejse. Derudover har Signorellis fresker i domkirken i Ovieto og Michelangelos Dommedag i Det Sixtinske Kapel gjort et stort indtryk på ham.

Transskription

1)
Rom 31 Juni 21.

Kære Hr og Fru Willumsen!
Tak for Kort og Brev, og mangfoldige Undskyldninger fordi jeg er saa seendrægtig til at svare! De kender sikkert bedre end jeg de Rejse-Fornemmelser, som modsætter sig Brevskrivning: Ønsket om at se saa mange Ting, som muligt og se dem saa godt som muligt faar een til at løbe Støvlesaalerne tynde; og naar man endelig kommer "hjem" paa sit Værelse, er man ikke i Stand til stort andet end at vadske sig og gaa i Seng til - Tider kan man knapt sove formedelst alle de nye Indtryk, man har samlet. Breve opsættes fra Uge til Uge – nu er det aabent, nu skal det ses. – I Dag har jeg imidlertid ligget død p. Gr. af Varmen og da jeg nu liver op ved Aftenstid finder jeg Øjeblikket passende for at skrive det Brev, jeg længe har skyldt dem – maatte nu Guderne være mig naadige, saa det kan blive nogenlunde indholdsrigt.
I Florens fik Massacios Fresker i Carmine Løvens Part af min Interesse og Begejstring. Jeg traadte ind i Kirken uden større Forventninger, gik med det Løfte til mig selv at her skulde jeg komme et Par Gange til. Næste Dag var jeg der igen, næste Dag og næste. Efterhaanden er jeg blevet klar over, at fraregnet Michel-Angelo, har Italien ikke frembragt nogen større Kunstnerbegavelse end Massacio. Jeg fik skrevet Noter og Analyser til alle hans Billeder i Florens, og her i Rom har jeg ogsaa snart faaet alle hans Efterladenskaber seet grundigt

2)
efter – før Rejsen slutter vil jeg i Følge mine Planer have seet alle de Billeder, der tillægges ham – med Undtagelse af to, som er i Belgien og Frankrig. Jeg glæder mig meget til at vise Dem hvad jeg har faaet ud af min Helt. Der er skrevet rent forbløffende lidt om ham – det væsentligste er en Doktordisputats fra 70erne af den danske Kunsthistoriker Knutson (vistnok ham med "Greco"-Portrættet"), saa jeg tænker mine Undersøgelser kan være af nogen Interesse. – Det er mærkeligt at se til hvilken Grad hele Renaiscansen indeholdes i Massacios Kunst; og den Opgave at udrede, hvorledes en enkelt Kunstner i saa faa og smaa Værker kan have naaet saa umaadelig meget, er særdeles spændende og æggende. Først maa man imidlertid klare, hvad han har malet og hvad han ikke har malet og man maa tegne hans Kunstnerpersonlighed klart op; dette er - saavidt jeg kan se efter de faa Biblioteksstudier jeg har gjort i Florens og her - aldrig udført. Jeg har vistnok her fundet en Arbejdsmark af de allerbedste og interessanteste, som igennem Tiderne har ligget nogenlunde upaaagtet hen.
De har talt meget til mig om, hvor utiltalende de store Kunstneres Elever er. Ikke destomindre har jeg vovet i eet og alt at drive mine Studier som Elev af den store danske Maler Willumsen. Det er mig – selvfølgelig – ikke muligt at komme uden om Deres Metoder og det skulde undre mig om ikke hele den fremtidige Forskning af de store Kunst-

3)
neres Produktion vilde blive nødt til at følge de Baner Greco-Bogen anviser. Har man Begreb om Maleriets Teknik bliver jo eens Analyser af Billederne i Værdi ligmed autentiske Dokumenter. Disse Dokumenter kan selvfølgelig læses forskelligt, men det forringer jo ikke deres Værdi. Jeg ser tydeligere og tydeligere at De ved Deres Studier over Greco har skabt Videnskaben et nyt og i Fremtiden uundværligt Instrument. Skulde da jeg, som er saa lykkelig at være den første, der er indviet i dets Brug, ikke benytte det?
Naar jeg gør det paa en fuldtud loyal Maade – hvad jeg eengang har lovet Dem og hvad jeg atter lover Dem – kan De vel ikke have noget derimod.
Det var Massacio. Jeg vil ikke gøre dette Brev til en Prøveafhandling over ham, men jeg glæder mig meget til at samtale med Dem om de Fotografier og Noter, jeg bringer hjem. – I Florens fik jeg desuden seet og bestilt en Del mere. Men det blev, ret selvfølgeligt, naturligt for mig at betragte alt i Forhold til den ene, der uvilkaarligt blev mit Centrum, se paa det som Forudsætningen for og Konsekvensen af hans Kunst. Mest har det undret mig at se hvor stor en Betydning Lorenzo Ghibertis "Paradis-Døre" har haft. Jeg deler fuldt den kunstneriske Dom over dem, som udtales i Greco-Bogen - men dens historiske Indsats er overordentlig.
Siena – ja Siena var jo god, navnlig Aftenen i Muslingeskallen, men Orvieto. Orvieto var en æventyrlig Oplevelse af Romantik og Paradisfornemmelser. Jeg var tre Dage i Byen og glemmer den

4)
aldrig. En Aften var jeg med en ungarsk Maler, der havde kopieret i Carmine, og med hvem jeg, p. Gr. af den fælles Begejstring for Massacio, havde sluttet et varmt Venskab, gaaet ned i Dalen, den saftiggrønne Dal under den okkergraa Klippeby. - Da vi ved 11 Tiden vilde op igen til Byen og møjsommeligt var vandret ad de snoede Veje op mod Murene – saa var Portene lukkede. Der stod vi i den mørke Nat under et højt etruskisk Taarn og foran os var der en Egetræsport som trods Banken og Raaben ikke vilde aabne sig. Det var som at komme til Paradiset en Dag, hvor St Peter er daarligt oplagt. Vi stod og saa paa hinanden og saa udover den mørke Dal, hvor Floden snoede sig som i Baggrunden af Mona-Lisa-Billedet. – Naa, det endte med, at vi slap ind ad en anden Port – men Oplevelsen og Fornemmelsen var mærkelig – i et Øjeblik følte vi, hvad Middelalder var – følte det ikke som en romantisk Stemning, et æstetisk Pust, men som virkelig Virkelighed.
Signorellis Fresker i Domkirken betog mig stærkt. Jeg sad to hele Dage i Kapellet, tegnende og skrivende. Tilsidst sagde jeg med Stolthed til min ungarske Ven: "I Danmark har vi en Kunstner, der er lige saa udpræget en Mand, lige saa alvorligt arbejdende og lige saa genial" og i Anledning af den Udtalelse maatte jeg love ham at sende nogle Gengivelser af Willumsens Billeder til Ungarn. – Foruden Signorelli er der forresten een Kunstner til, som jeg uvilkaarligt har følt var dybt beslægtet med Dem: Donatello.

5)
Lidenskaben for at gøre levende og Karakterfuldt og en Understrøm af varm Kærlighed til det fuldendt harmoniske og skønne. Brydningen mellem disse Faktorer gør, at hvert Værk bliver noget for sig, noget eenestaaende i Kunstnerens Produktion. – Er der noget rigtigt i, hvad jeg siger?
Fra Orvieto rejste jeg ved Nattetid til Rom. Kl 1 om Morgenen stod jeg paa Stazione Termini. Jeg deponerede min Bagage, købte et Brød og vandrede saa ud for at se, hvad dette Rom var for noget. Natten var skøn og stjernerig – de eneste Lyde kom fra Byens mange susende Fontæner. Jeg gik og citerede en Versestump af Bødtcher: " - -strømmed Fontænerne og løde - om Tuskulanums Øde - som gamle Dages Tys – naar Cicero sig rømmed før Talens Fynd og Lys." – Det første, jeg saa af det egentlige Rom, var Monte Cavallo. Denne Plads, der i Virkeligheden et ret lille og dog virker saa stor; paa de tre Sider Paladserne, til den fjerde Udsigten over den sovende, mørke By. Midt paa Pladsen de to vældige Antike Hestetæmmere den naaleslanke Obelisk og den brede Fontæne, der skummede over Randen med en højtidsfuld Brusen. Videre gik jeg, uden at ane hvor. Mørke Gader, ned ad en Trappe, forbi Trajansøjlen, Gader igen - Over Kapitol, ned ad de stejle Trapper mod Forum. Efterhaanden som jeg gaar ned ad Trappen løfter de hvide Marmorsøjler sig spøgelsesagtigt i Vejret mod den mørke Stjernehimmel. Ved Nattetid

6)
virker Forum som en Aandeverden af uendelig Udstrækning. – Min Nattevandring endte paa et Bjerg langt udenfor Peterskirken – der lagde jeg mig lige ned paa en haard Vej og faldt i Søvn. Jeg sov i 1½ Time og drømte at jeg var i Orvieto – derfor – da jeg vaagnede anede jeg ikke, hvor jeg befandt mig. Jeg var i fri Luft – Solen var lige staaet op, under mig laa en stor By, bag den var der blaa Bjerge – Til Siderne skjultes Udsigten af grønne Træer – men dér imellem to Stammer – det var Peterskuppelen som en vældig lysegrøn Frugt, bestraalet af Solen saa dens Form blev stærk som en Statues.
Saadan saa jeg Rom første Gang. De følgende Dage blev jeg sørgeligt afribbet for de Illusioner, jeg havde dannet mig under min første Nattevandring. Jeg opdagede Corsoen – denne "Store Kongensgade" og Viktor Emmanuel Denkmalet, dette 10 Gange Kristiansborg; længe kunde jeg ikke frigøre mig fra den Fornemmelse, at Rom var Corsoen og Mindesmærket – dette var Byens stærkeste æstetiske Virkning. Men nu turde jeg være kommet til et mere fornuftigt Syn.
I Capella Sistina var jeg den første Dag, der var aabent. Jeg kom ind ad den lille Bagdør saa straks Loftet og gav mig til at se paa det. Et Sted midt i Rummet kom jeg til at vende mig om og fik da Øje paa "Dommedag". Jeg overdriver ikke naar jeg siger, at hele min Krop kom til at ryste og at mine Knæ blev usikre; 5 Minuter efter

7)
lagde jeg Mærke til at jeg talte højt med mig selv. Saaledes har jeg aldrig før været bragt fra Fatningen, ikke engang, naar jeg var allermest forelsket. Jeg kendte jo i Forvejen Billedet ret godt fra Fotografier og havde sagt til mig selv, at jeg godt vidste, hvorledes det saa ud. Men her fik jeg et eklatant Bevis paa min Fantasis Utilstrækkelighed – aldrig havde jeg kunnet tænke mig noget saa stort! Og saa følte Michel Angelo maaske endda det Billede som et Nederlag!
Jeg har ofte haft Anledning til at tænke over de Folk, som siger: "Nej, vi havde rigtignok udmalet os det altsammen meget bedre!"
- Enten har de Mennesker en overordentlig skøn Fantasi – men hvorfor omsætter de den saa ikke i Kunst, der overgaar den italienske? – eller ogsaa har de ikke Begreb om, hvad de ser. – Selvfølgelig kan det ofte hænde, at man ved at se et Billede forstaar, at man paa Forhaand havde overvurderet det; men i de 9 Tilfælde af 10 ender det da med, at man ved at se nøje paa Billedet maa indrømme, at Kunstneren har tænkt det bedre, end man selv. Saaledes gaar det da mig.
Hjertelig Til Lykke med de skønne Fund i Paris! Jeg glæder mig meget til at se baade disse Ny-Erhvervelser og den gamle Samling paa Strandagervej. En Kopi af min Note fra Genova vedlægges; jeg beder Dem bedømme Tegningen skaansomt, De veed hvor vanskelige Forholdene er i det mørke Kapel. I hvert Fald kan

8)
man dog nogenlunde bedømme Attituderne af min Tegning – ogsaa mere end nogenlunde idet den absolut ikke er positiv gal; bare daarlig.
Forhandlingerne om Bogens Udgivelse forekommer mig at være lovende. Selvfølgelig kan de ikke nægte Dem Tilskud til et saadant Værk – selvom 20000 selvfølgelig er en Post. De forstaar jo nok, at jeg meget gerne vil høre Resultatet saa snart det foreligger.
Jeg skal i den Anledning holde Dem à jour med mine Adresser.
Fru Sporon saa jeg ofte i Florens. Hun var meget svag og overordentlig sød og god. Da jeg rejste fra Byen, var der Tale om at hun skulde hjem en Tur til Efteraaret; med Søsteren synes hun at være blevet forsonet.
Jeg har hørt, at Wanscher er i Italien og i saa Tilfælde haaber jeg saa smaat at træffe ham. Men hvis han er i Danmark og De ser ham, maa De endelig hilse saa mange Gange fra mig. En ung Arkitekt og jeg har netop i Aften sunget hans Pris.
De bedste Hilsener til hele Familien og Anna
Deres hengivne
Johan Plesner.

Omtalte genstande

J.F. Willumsens bog: La Jeunesse du Peintre El Greco (1927) G. Crès & Cie, Paris

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Rom (Italien)
  • Firenze, Italien
  • Rom, Italien
  • Siena, Italien
  • Orvieto, Italien
  • Genova, Italy

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: A/II/6 - PQ