Menu

J. F. Willumsen

1936-02-22

Dokumentindhold

Planerne for Willumsens museum har ligget stille, men Wilhjelm har nu pustet liv i dem igen. Flere kunstnere ønsker et museum i Danmark med Willumsens egne værker frem for blot hans Gamle Samling. Edith har afvist at sælge villaen på Strandagervej, og der skal dermed bygges en ny villa, hvis planen skal realiseres. Willumsen beskriver, hvad museet skal indeholde, og hvad hans krav er.

Transskription

1
Nice.
22 Februar 1936

Kære Wilhjelm.
Det glædede mig meget at modtage Deres hjærtelige Brev og jeg skynder mig med straks at svare paa det.
Det er elskværdigt af Dem og et Tegn paa stort Venskab at De tager Initiativet til at faa Gang i Sagerne, der desværre har hvilet altfor længe. Det er trættende og modløst at arbejde saa længe paa noget der gaar saa trægt. Og mellem os sagt, jeg tror at HRS. Alb. V Jørgensen helst vil være fri for at befatte sig mere dermed. Vi maa vist arbejde videre uden ham. Han siger at han har forberedt Jordbunden.
Imidlertid dette Afslag af min Kone; at hun ikke at ville sælge mig min Villa, har bragt et nyt Element ind og paa den Maade sat Farten lidt op.
Det glæder mig at høre, at De kan tænke Dem at jeg bør bygge en ny Villa – hvis jeg kan.
Ja, jeg vil meget gærne gøre det, for det bliver vist den bedste Løsning; men min Formue er ikke større end at alle Rentepengene gaar med til at leve for. Jeg sælger jo ikke mere noget.
Jeg har tænkt mig at det maaske alligevel kan gøres paa følgende Maade:
Som De ved har jeg tilbudt Staten min Samling

2
af gammel Kunst til et Villa Museum.
Men jeg har forstaaet at de Kunstnere, som vi har bedt om at støtte denne Tanke, ikke ønsker at der dannes et Museum af disse gamle Kunstværker, men hellere saa at det var mine egne Arbejder der dannede Museets Kærne.
Dette kan jeg kun optage som en overordentlig stor Ære, og som jeg naturligvis gærne vil efter komme –
Jeg ejer i Øjeblikket cirka 100 Malerier, som jeg selv har malt. Deraf er de 14 meget store og store og 90 mellem store (92 x 73) og mindre.
Af disse 100 vil [jeg] gærne forære Museet 10 af de store og 50 af de andre. Museums Bestyrelsen kan selv gøre Udvalget. Resten maa jeg foreløbig beholde for at have noget a[t] sælge af.
Efter min Død tilfalder de efterladte Malerier Museet.
Alle mine Skulpturer i Marmor, Gips Voks etc giver jeg straks til Museet.
Min Samling af gammel Kunst faar Museet straks.
Den Villa som jeg ønsker bygget, skal være i samme Stil som den gamles, men smukkere, noget større og bedre indrettet. Den Tilføjelse

3
der er nødvendig for at huse Museet. d.v.s. 3 - 4 Sale med Ovenlys skal have "Den frie Udstilling"s Stil og bør bygges samtidig med Villaen.
Jeg vil selv være Arkitekt med en Tegner eller Conducteur som Hjælper.
Uden Hjælp af Staten, og Ny Carlsbergfondet og andre kan det naturligvis ikke lade sig gøre – Maaske Københavns Kommune vil give Grunden. Maaske nogle private Rigmænd, der ejer Billeder af mig, vil give et Bidrag ogsaa –
Man maa huske paa at Staten saa ikke behøver at købe min Villa paa Strandagervej, der er vurderet til 70000 Kr, den behøver heller ikke at ekspropriere Nabo Villaen, der vistnok har 100000 Kr Værdi.
Jeg maa naturligvis have Lov til at bo gratis i Villaen indtil min Død.
Af flere Grunde vilde det være heldigt om der snart kunde foreligge noget fast, hvilket man kan forstaa deraf, 1) At jeg ikke kan gøre mit Testamente 2) at ingen af Kunstværkerne, hverken de gamle eller mine egne er assurerede. Og det er altfor risikabelt at lade Tiden gaa hen uden at der gøres noget.
En stor kommunistisk Revolution er forestaaende her i Frankrig, og hvad kan der der saa ikke ske under den. Helst

4
saa jeg at mine Sager blev sendt hjem, saa snart som Museums Tanken er sikret. Bliver den ikke realiseret maa min gamle Samling sælges ved Auktion i Paris. Dør jeg her i Nice inden Samlingen er afsendt, vil det blive vanskeligt at faa den ud af Frankrig. Tingene i min Villa paa Strandagervej er ikke assurerede og slet ikke i Sikkerhed.
Jeg har skrevet dette Brev i Hast; maaske jeg i Farten har glemt nogle Detaljer
Med mine hjærteligste Hilsner
til Dem og Deres Kone samt til mine Venner
Deres gamle Ven
J.F.W

Fakta

PDF
Brevudkast

Dansk

Nice (Frankrig)

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: B/I/4 - JFW's Korrespondance om museet 1927-1942