Menu

J. F. Willumsen

1949-01-04

Modtager

Aksel Jørgensen

Dokumentindhold

Aksel Jørgensen har foreslået, at Willumsen skænker et par originale tryk til det kommende kunstlotteri. Willumsen meddeler, at Struckmann har andre planer. Struckmann har foreslået, at Willumsen genoptrykker nogle gamle tryk, som skal gives i gave for hver solgt lodseddel.

Transskription

Villa le Lido
Route de Fréjus         4 Januar 1949.
Cannes.
France (A·M).

Maleren. Prof. Aksel Jørgensen
Kære Ven.
Tak for Deres meget elskværdige Brev af 26 Dec. 1948 angaaende Lotteriet.
Det har rørt mig meget at forstaa Deres store Interesse vedrørende dette og se hvormeget det ligger Dem paa Hjærte at det lykkes paa den mest fuldkomne Maade.
At De giver som Gevinst et af Deres Malerier og et Blad af hvert af Deres Grafik er i høj Grad beundringsværdigt.
For mit Vedkommende forholder Sagen sig anderledes.
Sidste Foraar havde Struckmann en anden Ide med Hensyn til Ordningen af Lotteriet. Han foreslog mig at gøre et nyt Optryk af mine gamle Sten. Jeg forklarede ham saa at mine gamle Sten var slebne ud, og lovede ham saa i Stedet for, at tegne nogle nye.
Det var hans Mening at bruge dem som en Slags Gave (ikke som Tillægsgevinst), det vil sige: at enhver Køber af en Lodseddel skulde have et

Litografi som Tilgift, godt eller mindre godt, efter den Sum Penge han ofrede paa Lodsedlen. Han talte om at lade trykke 50000 Eksemplarer.
I 9 Maaneder har jeg arbejdet med disse Litografier; der vil om kort Tid foreligge 8-10 forskellige Blade - mere eller mindre gode og interessante.
Naar jeg om nogle Dage har antaget de sidste Prøvetryk, vil disse blive forelagde vor Lotterikomité til Antagelse eller Forkastelse. Blot stiller jeg den Betingelse, at jeg faar 30 Eksemplarer [af] hvert Blad som min personlige Ejendom.
Jeg kan ikke indse at Deres storstilede Projekt og det Struckmannske kan komme hinanden i Vejen.
Heller ikke kan jeg se at de to Projekter kan skabe yderlig Vrangvilje i mod Lotteriet. Men ondskabsfulde Mennesker er der jo desværre altid formange af - selv om man téer sig aldrig saa smukt.
Mme Bourret og jeg sender Deres Frue og Dem selv vore bedste og hjærteligste Nytaars Ønsker
Deres hengivne J.F.Willumsen

P.S. Jeg foreslaar at hvert Stykke Grafik der bliver udstillet indrammes for at kunne presentere sig gunstigt.
JFW.

Fakta

PDF
Brev

Dansk