Menu

J. F. Willumsen

1951-09-04

Afsender

Siegfried Wagner

Dokumentindhold

Wagners datter Taïs er interesseret i at købe en gentagelse af Willumsens maleri Syngende ung amerikansk pige. Lola. Hun vil vide, om Willumsen vil lave en gentagelse, om han vil følge originalen, prisen på det, og hvornår det kan være færdigt. Olga blev syg, sidst Willumsen rejste fra Danmark, og Wagner fik dermed ikke sagt farvel. De ønsker begge Willumsen tillykke med de 88 år.

Transskription

Kære Willumsen!
Læs Bagsiden af vedlagte Fotografi!
Kan du huske Din Samtale med min Datter Taïs da Du var herude sidste Gang? Hun sagde blandt andet, at hun elskede Dit Maleri “Lola sønger”
Saa sagde Du til hende bestil saa en Gentagelse den bliver ikke saa kostbar.
Nu har hun bedt mig spørge Dig, om Du kan

tænke Dig at lave en saadan Gentagelse, og hvad Du forlanger for en saadan. Jeg ved hun har nogle opsparede Penge, som hun gerne vil ofre for at faa et saadant Billede.
Vær rar og svar mig paa følgende? Vil det blive en Gentagelse som nøje følger Originalen baade Størrelse, Tegning og Farver? Naar kan et saadant Billede blive færdigt? (Originalen er

jo her i København) Vil Du selv lave Gentagelsen?
Naar jeg faar Dit Svar skal jeg forelægge hende Svarene og dersom det ikke overstiger hendes Evner, kan hun jo selv sætte sig i Forbindelse med Dig.
Her er ellers intet nyt. Den dag Du rejste vilde jeg have været ind og sige Farvel, men Olga

blev saa syg den Morgen saa jeg ikke kunde tage hjemme fra. Her har været en meget daarlig Eftersommer. Forhaabentlig har Du det bedere efter Du er kommet hjem. Har Du begyndt at arbejde igen?
Jeg har været meget flittig i den sidste Tid, lige sluttet en ny Figur. (Ikke den paa Fotografiet.)
Mange Hilsner til jer Begge
Din meget hengivne
Siegfried Wagner.
4/9–51.

Olga og jeg sender Dig mange hjærtelige Hilsner og Lykønskninger i Anledning af de
88
Nu har du snart naaet Metusalem.
SW
1951

Omtalte genstande

  • J.F. Willumsen: Syngende ung amerikansk pige. Lola (1896). Olie på lærred, 87 x 74 cm. Statens Museum for Kunst, inv. nr. KMS3787

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Lyngby (Danmark)
Cannes (Frankrig)

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: B/I/1 - Wagner