Menu

J. F. Willumsen

1931-05-02

Afsender

Johan Plesner

Dokumentindhold

Johan Plesner skriver til Willumsen efter lang tid uden kontakt. Han er blevet gift med en skotsk kunstner, og de har fået en søn. Den lille familie er midlertidigt bosat i Firenze, hvor Plesner er ved at færdiggøre en større afhandling om byen. Plesner har desuden købt et værk, som han mener er et ungdomsarbejde af El Greco.

Transskription

Erta Canina 19
Firenze
Italia
2 Maj 1931

Kære Mester! Tilgiv min lange Tavshed. Jeg vidste ikke rigtigt hvor De boede, før jeg nu i Vinter var hjemme en kort Tid og havde det Held at møde Wilhjelms. –
Det er Æventyr alt hvad jeg har at berette Dem om. Mest af alt er min Kone et Æventyr, jeg kan ligefrem være bange for at De skal elske hende altfor meget naar De ser hende. Hun er stor og smuk, men ikke efter Reglerne for hvad "en Skønhed" skal være, helt sig selv. Naar vi er ude at gaa, skal det nok passe at 5 af 10 Forbipasserende uvilkaarligt standser og maaber efter hende, men hun er sig det kun i ringe Grad bevidst.

Saa er hun fuld af Sjov og Vitalitet, Godheden og Gavmildheden selv. Og saa er hun – selvfølgelig rigtig Kunstner, jeg glæder mig til at vise Dem hendes Skitsebøger med Tegningerne af vores Dreng. Han er Æventyr Nr. 2. Ni Maaneder nu, en vældig Tamp gylden og straalende, der spadserer rundt langs et Kravleburs Tremmer og synger og jodler hele Dagen. Heldigvis er han lidt nervøs, ellers vilde han være for kraftig og muskuløs. – Saa er der den store Bog om Firenze jeg har arbejdet med nu i fire Aar, den skal gøres færdig i Løbet af Sommeren – og det er ganske æventyrligt, hvad Materiale jeg har og hvilke nye Udsigter det giver.
Naa, og saa kommer jeg til den Be-

2
(gi)venhed der endelig tvang mig til at tage mig Tid til det Brev jeg længe har villet skrive Dem:
Jeg har fundet – og købt! en typisk lille Greco fra Bassano-Perioden. En "Forkyndelse for Hyrderne", med Køer og Faar og alle de typiske Skolefigurer. Med en extatisk langstrangt El Greco der modtager Budskabet, medens Bassano-Bønderne højest drejer paa Hovedet. Der er alle de berømte Detaljer, lange 2den Taa "à la Grec" Drapperier, perspektiviske Enormiteter. Farven er den straalende Emalje domineret af kolde Glasmaleriagtige kobberblaa der omgiver Rubinrødt som changerer til svovlgult. Billedet er malt paa en lille Kobberplade (23 x 27 cm) i aaben spids Malemaade, en Rigdom af Detaljer, fjerne Træer Bjerge, Blomster, alt [juvelagtigt].
Af Indicierne mangler kun Kraplak i jordfarvens Dybder. Helheden er

saa straalende, emaljeagtig, som jeg aldrig mindes at have seet det. Det er som en magisk Rude i et gotisk Kapel; hævder sig stærkere end den gamle Venetianske, voldsomt barokke Ramme, der lyner af to forgyldte Bladkanter rundt en flad Rammebund, ogsaa Guld, i hvilken der er indridset en flad Ornamentik. (Rammen er original, meget tyder paa at Billedet er malt i den, dog ved jeg ikke nok om Rammer, denne kan være lidt yngre).
Intet kan være mere typisk Bassano og intet kan være mere gennemtrængt af Grecos lidenskabelige Aand og byzantinske Følemaade. Jeg kunde lide engang at publicere Billedet som Bevis paa Deres Teorier om Grecos Ungdom. - Min Ven Billedhugger Rahr, hvem jeg viste det i Gaar, arriverede her fuld af Skepsis overfor Billedet og overfor Teorierne Jacopo B – El Greco,

3
men han følte sig slaaet af at det var Greco helt igennem da han havde set Billedet. Det er saa skønt, saa intenst, saa personligt, at vi føler hele Tilværelsen en anden ved at have det i Huset. Jeg har ikke kunnet samle mig om Arbejdet siden jeg fandt det – men er hensat i en extatisk Tilstand af aandelig Frugtbarhed, Ideer af alle Slags vrimler ind paa mig, Syner og Opfattelser modnes.
Billedet er for El Greco, hvad "Den grimme Ælling" er i Andersens Produktion, et Symbol paa hans eget Liv: ham selv blandt de tunge hæderlige, lyriske Bassanobønder, blandt hvem han er den fremmede, den eneste der evner at se Himlene aabne sig. Han har taget alt det traditionelle Bassano-Apparat og bundet det sammen i nye Rytmer og Klange, sat det i dramatisk Kontrast til den vredne Selvportræt Figur.

Saadan tog ogsaa Andersen de traditionelle Æventyrskikkelser og skabte nye og intenst levende Skikkelser og Dramaer.
Det er Dem jeg skylder hele denne voldsomme Oplevelse, og jeg maa takke Dem. Gid De kunde komme heromad i Sommerens Løb, vi er her til 1ste November. Vi har et Æventyr af en Terrasse, under S. Miniato, og vi har Plads til at huse Dem, hvis De vil gøre os den Glæde og Ære. Min Kone er henrykt ved Ideen – bare De vilde. Jeg har paa Fornemmelsen at De vil kunne slaa Dem ned her og male. Min Mor kommer, maaske Juli-August – prøv at komme i Maanederne før eller efter! Helst for en god, rum Tid. Hvis De "ikke vil være til Udgift" kan De godt betale hvad De koster. Vi vilde være mere end lykkelige ved at have Dem.
Mange kærlige og taknemmelige Hilsener fra min Kone og
Deres hengivne
Johan Plesner.

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Firenze (Italien)
Nice (Frankrig)

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: A/II/6 - PQ