Menu

J. F. Willumsen

1903-07-26

Modtager

Johan Rohde

Dokumentindhold

Willumsen har ikke modtaget Emil Heilbuts breve angående en artikel i Kunst und Künstler. Han skriver til Rohde, at magasinet gerne må gengive hans værker. Han vil dog ikke selv have noget arbejde at gøre dermed. Willumsen er for tiden i Schweiz for at gøre studier til et bestillingsarbejde. Han ønsker at høre mere dybdegående til Rohdes følelsesliv. Derudover bebrejder han Rohde, at de ikke kan få en ordentlig brevkorrespondance igang.

Transskription

26 Juli 1903.
Kære Ven.
Jeg fik først igaar Deres Brev, saa hvis De har ventet Svar før, er jeg at undskylde.
Først til Forretningerne. Disse Breve fra Prof. Heilbut er aldrig komne til mig, saa jeg har ikke kundet svare ham. Da De, som det lader til, staar i Forbindelse med Manden, vil De maaske ogsaa svare ham paa mine Vegne? Jeg kan selvfølgelig ikke have noget imod at man reproducerer nogle af mine Arbejder, det er mig en Ære. Men jeg vil ikke have den allermindste Ulejlighed med at sende Fotografier eller lade aftage saadanne. Det har jeg før indladt mig paa; det forvoldte mig

megen Udgift og Ulejlighed og ingen Glæde.
Af mine senere Arbejder har jeg ingen Fotografier. Poulsen, Winkel og Magnussens Ejendom, har en Plade af Gravmonumentet i Gibs. Men jeg har bedt ham om at gaa ud paa Kirkegaarden og tage hele Graven med Stakit ogsaa. (hvilket jeg har tegnet). Maaske De eller den der har med Sagen at gøre kan formaa ham dertil. Mine senere Arbejder er ikke fotograferede og findes her i Paris.         -
Naa gamle Ven lad os faa en Passiar udover ovenstaaende. Først kan jeg svare Dem paa hvorfor at vi ikke har Held med at faa en Korespondense i Gang imellem os. Fordi den ene af Partnerne ikke gider skrive og den ene er: Dem. Til mig gider De ialFald ikke til andre nok. Jeg har hos mig liggende cirka 5-10 Breve fra Dem

alle følgende hinanden, som alle enten begynder eller ender med : I Dag kun et Par Ord. I sidste var Undskyldningen at De var i daarligt Humør. Det er ganske vist at de sidste ordentlige Breve, jeg skrev til Dem var fra Amerika; men da jeg allerede dengang modtog disse : I Dag kun et Par Ord, Breve, saa besluttede jeg at holde op med Korespondensen, idet jeg gik ud fra at jeg kedede Dem. Venskabet kunde jo være lige godt for det. I sidste Brev faar jeg den Undskyldning at De er i daarligt Humør og derfor ikke vil udvikle Deres Følelser og Tanker for mig. Naa det maa De jo ganske som De vil; Men hvad skal der vel ellers skrives om i Breve naar det ikke var for at faa lettet sit Hjærte, saaledes som jeg nu gør, eller at give af sin Overflod af Glæde. Jerimjader er naturligvis ikke rare at høre paa; men at have Sorger er kun givet de højeste Dyreklasser og Sorg er ligesaa smuk som Glæde, hvorfor ikke at tale om den?

Naa, og saa fik De jo stor Glæde af Deres sidste Udstilling og solgte hele Butikken, den Glæde kan vel ikke være fordunstet. Jeg haaber derfor at Deres daarlige Humør stammer fra daarlig Mave, og for meget Indelukkelse i den nationale Hovedstad.
Jeg selv fører mig altid vel naar jeg er borte fra denne Simili Hovedstad med dens næsvise og dominerende selvglade Indvaanere. Jeg har idetmindste ikke været i daarligt Humør siden jeg var der i Efteraaret. Jeg føler et lykkeligt Familieliv; hvis en Familie kan bestaa af to. Penge har jeg ingen af; men slæber dog Livet hen fra Dag til Dag. Engang imellem vanker der nogle paa Puklen af en altid utilfreds Fader. Arbejder paa en Bestilling af 3 Billeder, som jeg gør mig megen Umage med. Er for tiden, indtil 15 Aug, i Sweitz for at gøre nogle Studier dertil. Havde i Foraaret et stort Bjærgbillede: Sol over Sydens Bjærge, udstillet paa (min) Salonen her. Trods dens uforskammede Chauvinisme og Conservisme og dens Begrændning af Medlemmer, akkurat som dens Søster "den Frie" i København, fik jeg kun gode (ti) Avisomtaler.
Mange Hilsner fra mig selv og min Hustru
Deres hengivne
J.F. Willumsen. Hotel Blumlisalp, Grindelwald, Schweitz
senere 59 avenue de Saxe Paris.

Omtalte genstande

  • J.F. Willumsen: Forældrenes Gravmonument (1900)
    Granit, 288x149x82 cm
    Vestre Kirkegård, København

  • J.F. Willumsen: Sol over Sydens Bjerge (1902)
    Olie på lærred, 207x207cm.
    Thielska Galleriet, Stockholm, Inv. 394

  • J.F. Willumsens maleriserie: Moder og datter i tre alderstrin (1904)
    Olie på træ. Privateje

Fakta

PDF
Brev

Dansk

Tilg. 392, Håndskriftsamlingen, Det Kgl. Bibliotek.