Menu

J. F. Willumsen

1890-05-22

Modtager

Johan Rohde

Dokumentindhold

Willumsen kritiserer Kunstakademiet og den censurerede udstilling på Charlottenborg. Han har nydt at læse Rohdes afhandling, men han synes, at Rohde udøver smagsdommeri i sine tidskriftartikler. Willumsen udstiller på Champ-de-Mars i Paris, og han understreger, at udviklingen i fransk kunst er fremskreden i sammenlingning med den danske.

Transskription

32. Rue du puits de l'Ermite.
d 22 Mai 1890.
Kjære Rohde. Tak fordi De sendte mig Deres Mening om den danske 3 Værelses Udstilling derhjemme fra.
hjemme skriver jeg ganske hen i Vejret jeg hører jo ikke dertil mere, jeg er glad og stolt over at have revet mig ud derfra, og det vilde være mit Ønske om alle andre vilde følge mit Exempel, idet mindste Recrutterne af den danske Malerkunst. Jeg har ganske vist ikke set Udstillingen i Aar; men efter alt at dømme kan den ingensinde have været saa blegsotig som denne nu er, Comiteen har fuldtud været sig selv og holdt en Ratia for den gode Kunst evige Bestaaen, nej Gudskelov at jeg i aar er representeret ved "Parra'en" og "Gaden nedaf" paa Champ de Mars, og ikke i Lejligheden paa Kongens Nytorv, og ikke i Salonerne

i Champs Elysses, jeg siger Lejligheden paa Kongens Nytorv, for de Udstillingens Lokaler ser for mig ud som en 3 Værelses Lejlighed der stod ledig, og midlertidig blev benyttet til at hænge et Par Malerier op i af den aller ynksomste Slags. ja det er for mig aldeles ufattelig at Folk (Kunstnerne i Danmark) talende paa Møder og privat, gider blive ved at røre ved det Academie det er dog nu allerede en temmelig opslidt Strømpe, og dog troer de alle at det kan lade sig opføre at stoppe den hel, mange Gange er der forsøgt paa det, men stadig ganske soleklart uden Held, skulde vi meget hellere kunde undvære det Akademie, jo dejligt, alt det som academier har lært mig har jeg haft den meste Vanskelighed med at faa pillet ud af mig igjen, det er det værste af alt Arbejde jeg har haft at gjøre med; men

Academiet har Pengene, vi maa bejle til det, og hvorfor siges det skal de gaa tilbage i Statskassen igjen, og det vilde være dumt at lade de andre af Kammeraterne faa dem. jeg kan lige saa godt fortjene dem. - Jeg troer ikke én af alle de mange der har været fortjenstfulde Bejlere har faaet nogen, og dem der har faaet har ikke været fortjenstfulde og deres Existens kan vi altsaa undvære. Ustillingerne kan nok (til Nov) forsættes     bedre var det dog om de ikke var der og enhver havde sin egen, eller ogsaa at alle udstillede uden Censur. Gud sikken en Masse Ris der saa vilde komme, jo rigtig, og sikken en Masse Godt der ikke blev kasseret
Og saa kunde Tidens fortsættende rigtige Smag udvikle sig ud af saadan en Udstilling hvor alt er representeret
ikke gode Smag og ikke den daarlige

Smag for det kan vi ikke være Dommere overfor saa vi klart paa Forhaand kan skjeldne og rangere thi da er vi ikke bedre end dem vi fordømme som refusere vore Unges Arbejder. Troer De ikke at de selv engang vil komme til at blive blind paa godt og ondt, saa var Verden da ikke kommet et Skridt videre til Deres kommende Regeringsaar. Aa jeg ser det paa Deres Critik nu fra igaar. De dømmer mellem godt og ondt.
mindst 100 Gange i Løbet af Bogen nævnes: simple, fordringsløse   Prunkløshed, nobel, gammeldags, graa. hjærtevindende, harmonisk, fine, sjælfulde; alle Ord som betegner den gode Smag, saaledes er Egenskaberne for god Kunst. Hvor fejlagtig, kan det som er lige stik modsatte af alt

dette: indviklet, moderne, fordringsfuld, o.s.v., et hvilket som helst egenskabs Ord af de tusinder af existerende, ikke ligesaa godt være Udtrykket for en vægtig Smagsretning, aa Kjære, der kan ikke nævnes den Ting under Solen som ikke har Berettigelse til at leve, vil man gjøre alt over en Smagslæst; er lige saa slemt som Kjedsommelighed. jo mere Frihed jo mere Liv, og de maa erkjende at en "van Beers" er en stor Kunstner som nogen anden og en Cleret ikke mindre. selv om de ikke male Billeder der er sjælfulde og som vinde ved det Hjærte de indeholde, det Hjærte og den Sjæl har ikke spor med det de fremstille at gjøre, og var det det nu saaledes at de var i Danmark og den eneste Vej var at udstille paa Charlottenborg, saa var de sku

blevne casserede den Dag i Dag og det med Jubelskrig af alle Kammeraterne og af dem med, som jeg har hørt af Dem, og de var intet blevet til de to.
De maa blive noget yngre endnu end De er Kjære Rohde, deres Tale omkring i Tidskrifter maa falde dræbende, De maa blive radikal, uh det er saa farlig aldrig at løbe Linien helt ud. Hør endnu mere Fremtiden til, og forstaa at Realismens Punkt ikke er et overskredet Standpunkt for Danmarks Vedkommende; den naar vel dertil om 10-20 Aar. I Frankrig staar dens Forkjæmpere i deres fuldeste Glans; de unge her gaa i en anden og mere fremskreden Retning, de forstaaer nu at der er Videnskab i Kunsten at Kunsten ikke længere er god fordi den dyrker Hjærtesiden eller Moralen Dyden o.s.v., det gode; Mennesket; men at de

blive som Videnskabsmænd paa deres Omraader, bruger deres Hjærne deres Øje og med fuld Behjærskelse af deres Haand fortæller om alle de mærkelige interessante, ja ligefrem videnskabelige Ting som forskes op i Naturen, jeg føler at det er den Opgave som passer for at de gamle Kunstnere lige op til Nutiden med deres naive, dejlige følelsesfulde ellers daarlige gjorte Billeder ikke har Spor tilbage for mig at sige uden at jeg ved de ere Led i Helheden, og den Interesse er ikke stor, Troer De ikke at den Kunst er blodrig, aa jo jeg har de stærke Muskler føler jeg; og en klar Bevidsthed om Styrke er Sundhed, Tvivl er Sygdom, alle de som famle ere syge.

Deres Afhandling om Slottmøller fornøjede mig meget at læse fordi vi der har et Punkt som stemmer overens; men det samme var ikke Tilfældet med Phillipsen og Monet. Sig mig mellem os to ingen hører det vel, skal nu Phillipsen sidde paa Tronstolen et Aars Tid, og hvem vil De skal være hans Succeseur., det er svært hvor "Vippen gaar" i Cjøbenhavns Kunstnerliv, saa mangen god er slet ikke med oppe at leje, jeg mener naturligvis Dem selv.
Naa nu til Slut mange Hilsener fra Deres
Ven og Veninde
J. F. Willumsen

Omtalte genstande

  • J.F. Willumsen: Gade gående nedad, Alora (1889)
    Olie på lærred, 97 x 81 cm.
    Davids Samling. Inv. B 453

  • J.F. Willumsen: En "Parra" i Martssol, Granada (1889)
    Olie på lærred, 100 x 117 cm.
    Opholdssted ukendt

Fakta

Brev

Dansk

Paris (Frankrig)

Tilg. 392, Håndskriftsamlingen, Det Kgl. Bibliotek.