1886-07-27

I
Kjøbenhavns Garnisons Sygehus
d. 27. Juli 1886.

Min Ven. Hansen!
Tak for det sidste Brev Du, det skulde glæde mig om vi nu atter begyndte at skrive rigtig til hinanden, ja, jeg ved nok at det ikke er din Skyld; men jeg troer ogsaa jeg vil være undskyldt, for alt dette herinde, det adspredte mig en Tid, saaledes at jeg ingenting gad, hverken legemligt eller aandeligt, saaledes kan et Liv, som man ingen Interesse har af, sløve en, - nu da det snart er forbi saa begjynder jeg igjen at leve op, tænkende paa den Fremtid, som skal følge ovenpaa. Ingen rigtigtige Venner har jeg forskaffet mig i min Omgang der er ingen som sympatiserer med mig, den eneste som jeg har Agtelse for, en Boghandler, - som heder Bøving, og som jeg betragter for et meget dannet Menneske, han har god Forstand paa alt literært og Skuespil; men paa bildende Kunst, har han ikke nogen rigtig alvorlig Tanke at vise, saa er han saadan en underlig én som Menneske taaler ikke at faa at vide sine Fejlmeninger, saa bliver han affejende gal, hidsig skulde jeg skrive. Jeg har forresten raderet ham, og jeg troer, at kunde glæde mig

ved et godt Resultat, det er jo saa sjældent at opnaa ved Radering for os unge, idethele har jeg kastet mig over Radering med en fordærderlig Iver, som maaske tillige med den forrige Omtalte Grund, gjør at jeg ikke har skreven saa tidt som jeg burde, det fortryder mig højlig i de sidste Dage, at jeg i den sidste Tid slet ikke har coresponderet med Jes, især da han skulde dø, for det sidste Brev jeg har fra ham er helt inde fra Vinterens Kærne, det kom samtidig med det jeg var oppe, hos Dig, med paa dit Atelier. Og det var jo ikke saa saadan særlig indholdsrig; men hvem vidste at han skulde dø, derfor Hansen bør du nu i dine fremtidige Breve til mig fortælle mig om Eders sidste Corespond[ance] som jeg har en Anelse om skulde være righoldig, for han hørte dog ligesaa godt mig til som Dig til.
Jeg vil fortælle Dig at jeg ligesom Du føler Trang til at vise Jes min Deltagelse paa en eller anden Maade enten det nu skal [være] ved Krands eller Andet; men en Ting synes jeg at vi snart kan blive enige om, og det er paa ingen Maade opfordre nogen af vore Akademi Kamerater til at vise deres Deltagelse, de satte ikke synderlig stor Pris paa ham, medens han omgikes dem, hvorfor skulde de nu græde Krokedilletaarer da han er død, nej lad os to slutte os sammen, vi ere dog de eneste som vare hans Venner og som vist ogsaa ere de

2.
eneste som vil vedblive at være det og som vil holde ham oppe paa Grundlag af det faa som han har lavet.
Nu lader vi det imidlertid bero til vi træffes igjen, det varer vel ikke saa længe, saa har jeg vel ogsaa bedre Raad til et eller andet.
Jeg bruger nemlig i denne Tid Pengene til en Subskribtion paa "Ude og Hjemme" som jeg traf tilfældig hos en Boghandler. Mine Tænder løb i Vand, da jeg saa det og jeg kunde ikke modstaa, jeg faar det i Kvartaler, et om Ugen til 1 Kr. 25. Og der er 28 Kvartaler, saa det bliver egentlig en temmelig dyr Historie naar jeg bliver færdig, jeg mangler vel ⅓ Del endnu; men saa har jeg ogsaa en Samling af fortrinlige Ting, om der maaske findes mange middelmaadige Tegninger, saa findes der saa mange desflere fortrinlige Afhandlinger om Kunst og Kunstnere som ret kan fryde mig i mit Inderste.
Forresten har jeg faaet en Bestilling, selv om den er saa kjedelig som vel muligt saa faar jeg dog altid 150 Kr i Lommen, og det er jo altid til Noget. Opgaven bestaar i at male Bøvings Faders Villa af, og hvis der bare var noget særligt kjønt ved Villa og Omgivelse saa var der naturligvis mere Haab om at kunde male noget kjønt; men Villaens Facade er

fuldstændig jævn og flad med fem alm. Vinduer i uden Spor af Arkitectonisk Prydelse, foran Huset (som forresten er beklisteret med en Veranda af Pindeværk) findes de alm. afklippede Græsplaner med et Rosenbed, jeg har maatte bruge al min Omtanke for at finde et Sted hvorfra den ser bedst ud, og "ingen Grene fra Træer maatte skule noget af Huset", den store grimme Facade skulde [skure] en i Øjnene – Jeg har malet det i sen Eftermiddags Belysning, saa Solen kun skinner paa den Øverste Del af Huset og Solens gyldne Skjær falde ind mellem Stammerne. I Forgrunden et stort Kirsebærtræ hvis Grene ikke er fri for at være næsvise mod Husets Facade. [D]et staaer mørkt fra de solbeslyste Baggrundstræer, jeg har maattet forsøge at tage hele Opgaven fra en anden Side en[d] den af Ejeren tænkte – "et tro fotografisk Billede af Hus og Træer^["^] – jeg laver det til den sidste Time paa en Sommerdag i en Villas Have, som jeg tænk[er] skal have mere Almen Interesse end den første.
En Gang om Ugen og hver anden Søndag, som er mine Fridage tilbringe jeg derude i Jægerborg Alle
Naar dette Liv herinde er til Ende tænker jeg at jeg atter skulde tilbagevinde min gamle Friskhed og Villiekraft, som fuldstændig er forsvund[en] under dette Skjørteregimente, den 29 August bliver jeg permiteret og saa vil jeg ud at rejse

3.
og nyde Livet som saa skændigt er berøvet mig af vort eget Lands Interesser.
Kunde Du ikke have Lyst til at tage med, paa denne Tur som skal være en Fodtur, jeg skal med faa Ord gjennemgaae Planen for Dig. Vi tager med Jærnbanen til Frederiksberg, tager saa med Gribskovbanen til Maarup gaar derfra til Tidsvilde, som Du ved gjemmer saa mange gode Ting, Ørkennatur, uigjennemtrængelig Krat, St Helenes Kilde, som Sonne har malet og vist nok et ejendommeligt Folk, gaar derfra videre mod Vest til Isefjorden, som vi skulde sé at komme over paa en eller anden Maade; men inden vi kommer saavidt, saa findes der paa Vejen mellem Tidsvilde og Isefjorden en Onkel til mig, som jeg forresten aldrig i mine Dage har besøgt og hvor vi rimeligvis kan faa vore Maver stoppede, sove og Madposerne fyldte til videre Rejse, naar vi saa er komne overpaa den anden Side af Isefjorden komme vi ligestrax til Nykjøbing, hvor jeg ogsaa har en Onkel, som kan tjene os paa samme Maade som den anden, vi gaa videre idet vi følge hele Nordvestkysten af Sjælland, gaar over Sjællandsodde, og kommer ned til Sjællands højeste Punkt "Vejrhøj" hvor fra vi kan se Refsnæs og Spiren paa Roskilde Domkirke paa Engang, vi gaa videre til Drags-

holm, over Kalundborg ud paa mit kjære Refsnæs ud til Præsten paa Spidsen, som jeg længes efter, i en umaadelig høj Grad, at se, og jeg troer med fuldstændig Overbevisning at vi derude vil være overordentlig velkomne som intet andet Steds paa Jorden, hvilket herligt Liv kan vi komme til at leve derude i et Par Dag eller tre gjense alle de kjære Steder, som jeg ikke fik at se i fjor og saa tage hjem over Kallundborg med Jærnbanen; vil Du nogensinde glæde mig eller glæde Dig selv, saa tager Du med paa denne Tur, snik, snak at vi ikke skulde have Penge, vi fægte os frem det bliver det morsomste, 3 vigtige Holdepunkter har jeg jo og det er allerede meget, sikken Minder, der kan gjemmes derfra og hvor morsomt for mig ovenpaa dette usle Liv, Folk er altid saa elskværdige paa denne Strækning, saa Rejsen vil neppe koste stort andet end det Jærnbanen tager, jeg trænger saa haardt til at være sammen med en som jeg kjender, igjen, og det samme synes jeg Du maa gjøre. Hvad er dit Billede, det har Du aldrig omtalt, og jeg forstaar ikke rigtig hvad det er bleven til med Din Forlovelse, om det er gaaet i Stykker eller om det er bleven godt igjen.
Skriv nu snart til
Din Ven
J.F. Willumsen.

Du vil maaske gjennem min Skrift og Brevet i det Hele mærke hvor sløv jeg er bleven, og i høj Grad ønsker at forfriske ovenpaa dette.