Menu

J. F. Willumsen

1936-09-10

Afsender

Marie Henriques

Dokumentindhold

Henriques er hjemme igen fra Svaneke. Albert V. Jørgensen og Struckmann har begge gentaget, at Willumsen skal komme til Danmark, hvis hans interesser skal ordnes på en fornuftig og smuk måde. Der er Rundskueudstilling i København, og Willumsen er repræsenteret med to malerier. Anse Willumsen skal giftes, Anne Marie Carl Nielsen har været dødssyg, og Anders Vinding er vendt hjem fra den spanske borgerkrigs rædsler. Willumsen har været på kurophold med sit ben, og Henriques takker for det fotografi, han har tilsendt.

Transskription

København.
10/9.36.
Kære Willumsen!
Tak for Deres siste brev. Hvor var det pænt af Dem at sende mig fotografiet efter den af mig saa elskede Andrea Castagno'ske figur.
Jeg er nu, som De ser, atter i København, i mine egne stuer, og lykkelig er jeg derover. Jeg var dygtig træt af stadig at skifte opholdssted, saa jeg vendte d. 27de August hjem fra Svaneke, efter paa øen at have overstaaet "den bornholmske syge", som er alt andet end behagelig.
Jeg har snakket med Albert V. Jørgensen, og fortalt om Dem, ligesom jeg har haft en lang samtale med Struckmann som var glad over at høre om sin gamle ven af én,

der saa nylig har været sammen med ham. Begge de to sagde det samme, som jeg saa ofte gjorde gældende, at før De selv kommer hertil, kan der ikke loddes, hvad der vil kunne opnaas, for at Deres forhold kan ordnes paa en smuk og fornuftig maade.
Jeg har indtryk af, at De ikke kan have en bedre mand til at varetage Deres interesser end Albert V. J., det var klogt og fornuftigt alt, hvad han sagde, og stærkt sympatisk betonet overfor Dem. Han har udviklet sig til en meget klog og verdenserfaren mand, synes jeg, men hans ægteskabelige forhold er vist saa indviklede og lidet lykkelige, at

han sikkert gennemgaar meget. Men to gode venner har De deri, begge gentog gang paa gang: men Willumsen maa dog engang komme hertil og vise at han lever, og er i fuld vigeur.
Jeg ser i avisen, at Deres datter allerede feirer bryllup d. 26de September. Jeg tænker mig, at der er lagt stærkt pres paa Dem at være tilstede.
Her er fortiden en interessant udstilling kaldet rundskueudstilling. Der er Deres to billeder "stenbruddet" og studien til Oslobilledet, den skrækslagne kvinde. Godt at gensé dem. - Ved De at fru Carl Nielsen har været dødsens syg i sommer. Man var bange for hendes liv. Men hun kommer sig, ligger ude paa

Rigshospitalet.
Hvor det var fornuftig af Dem at tage nordpaa og bruge kur for benet. Jeg haaber da, det har hjulpet. Jeg har i disse dage truffet Andreas Winding lige hjemkommen fra Spanien, forvaaget og med røde øjne. Han siger, det gaar endnu værre til dernede end der kommer frem i aviserne. Han kunde simpelthen ikke holde ud at blive længer dernede. Det deilige Spanien! Der hvor De har lavet saa mange storartede ting.
Jeg har endnu ikke naaet at telefonere til damen i Hellerup, om drengens artikel om Deres billed. Men det kommer, naar der er kommet mer ro over vandene.
Jeg haaber paa gensyn og hilsener til Mdm Bourrét. Deres hengivne
Marie Henriques

Wilhjelm er paa Skagen.

Omtalte genstande

  • J.F. Willumsens studie til maleriet: Efter stormen (1905)
    Oliemaleri, 155.5 x 150 cm.
    Nasjonalgalleriet, Oslo

  • J.F. Willumsen: Stenbrud nr. 2. Fantasi over et Menneskeliv (1913)
    Olie på lærred, 224 x 150 cm.
    Herman Gotthardt Samling, Malmø Kunstmuseum

Fakta

PDF
Brev

Dansk

København (Danmark)
Chamonix (Frankrig)
  • Svaneke, Danmark
  • Rigshospitalet, København
  • Rundskueudstilling, Charlottenborg, København, Danmark
  • Skagen, Danmark