J. F. Willumsen
1930-01-03
Afsender
Jens Ferdinand Willumsen
Modtager
Siegfried Wagner
Dokumentindhold
Willumsen takker for Wagners nytårshilsen. Han bor alene i sin lejlighed i Nice, men er der næsten aldrig. Han arbejder om dagen i sit atelier og spiser på restaurant om aftenen. Gersemi og Anse er rejst til Paris for at gøre karriere inden for musikken.
Transskription
3 Place Charles-Felix.
Niçe-France (A·M)
d. 3 Januar 1930
Kære Wagner.
Tak for Din Nytaars Lykønskning som Du sendte mig med en Fugl. Kan den Lykkefugl hjælpe mig skal jeg saa sikkert nok benytte den. Jeg husker god Dit Kunstværk. Det er morsomt.
Modtag I begge, Din Kone og Dig selv mine hjærteligste, gode Ønsker for 1930.
Ja saa naaede vi 1930, da jeg i Skolen i 70'erne tænkte mig ind i Fremtiden og saa at der kunde være Mulighed for at leve i 1930, da stod dette Aar for mig; saa langt, langt borte, og nu er
jeg der, gammel er jeg naturligvis bleven; men dog ikke saa gammel at jeg mærker: det. 30 Aar er jeg stadig - i det mindste bilder jeg mig det ind.
Fra min Familje kan jeg ikke hilse. Den er i Paris og jeg er alene her. Jeg har, til ingen Nytte, en stor Møbleret Lejlighed, hvori jeg kun er om Natten. Om Dagen er jeg i mine to Atelierer. Og jeg spiser ude paa Restauration. Tilværelsen er ikke morsom for mig i disse Aar.
Børnene skulde jo se at blive til noget "ved Musiken", og det kan de ikke her i denne lille By.
Ingemor-Gersemi (Sangerinden) synes at faa Fodfæste i Paris – navnlig blandt Amerikanerne for Tiden. Hun har sunget flere Steder i Klubber og ved private Soiréer. Hvis Du kan høre Paris i Radio, saa vil hun Synge i LL d 5 Januar fra 8½ Aften (Pariser Tid) Da det er en Russisk General der staar for Aftnen saa antager jeg det er et russisk Festival. Desværre faar Du Brevet for sent.
Anser spiller 1ste Violin i Charpentiers Amatør Orkester
der giver offentlige Koncerter rundt i Frankrig. – Som Udlænding kan hun ikke faa Ansættelse i et fransk Orkester hvor hun kan faa Gage. Hun har faaet en Elev, Søn af en Pianist.
Lev nu vel begge to, til vi ses. Jeg antager ikke at jeg kommer hjem til Sommer, men I kommer maaske til Syden.
Din hengivne gamle Ven
J.F. Willumsen.
Charpentier er en Broder til Komponisten af Operaen "Louise".
Fakta
PDFDansk
J.F. Willumsens Museum
Bog: Breve fra J.F. Willumsen til Siegfried Wagner 1905-46