1901-05-11

Lørdag d 11 Maj 1901.
Kære Matthies
Du har maaske tænkt at jeg ikke mere gider skrive til Dig.
Det er ikke saa. Jeg har ikke skrevet til Nogen før i disse Dage. For naar jeg skulde skrive hjem, havde jeg besluttet, skulde Brevet indeholde noget positivt.
I disse 2-3 Maaneder jeg har været her, siden jeg sidst var hjemme, har jeg ikke bestilt andet end rende, rende, jeg tror, jeg har talt med over hundrede Mennesker og til ganske uden Gavn.
Jeg havde jo nogle smukke Introduktionsbreve med til New Yorks bedste Mænd. Nogle tog dannet og elskværdigt imod mig, gav mig en Lunch, en anden gav en privat Dinner; men Ingen bragte mig i Forbindelse med Folk, der kunde skabe mig en Fremtid. Andre tog uelskværdig, ja raat imod mig, og jeg gik bort med Øjnene

fulde af Taarer.
Langt om længe fik jeg fat i nogle smaa Bestillinger. En Tegning til at sætte udenpaa en A.B.C. En Illustration til et Magasin. En Tegning til en Plakat for kondenseret Melk. Jeg tegnede og sled i det haabefuldt og saa lysere paa Fremtiden; dog efter kort Tid var Humøret lige sort igjen. Alle mine Tegninger fik jeg hjem igjen, de kunde ikke bruge dem. Da jeg senere saa hvad de kunde bruge, blev jeg meget forbavset; det var Makværk de vilde have.
De har her den forbandede Skik at give den samme Opgave til 4 Kunstnere, de vælger saa En og de andre kan faa 10$ for Udlæg. Lær ikke Danmark sligt.
Du kan forstaa at jeg var Fortvivlelsen nær. Jeg maa være for gammel til at rejse ud. Jeg kan ikke nu, tage de Knops som Verden giver, paa den Forhaabningens

Baggrund som Ungdommen kan. Skal man Emigrere skal man begynde fra neden af i det nye Land, og arbejde sig op ved at tage Chancerne.
Jeg tænker paa at komme hjem og resonere, for bruge ti Aar af mit Liv, til alsken “Pot boiling”, som de her kalder det, kan ikke gaa an.
Men for en 8^te Dages Tid siden kom Fru Rohl-Smith op til New York for at tale med mig, om jeg vilde gøre de fire Relieffer færdige til Scherman Monumentet. Efter nogen Underhandling og efter at jeg havde været nede at se paa Sagerne, blev vil enige, og jeg bor nu hos hende i Washington. 3015 Brightwood Ave.
Det er et Arbejde som vil tage Maj og det meste af Juni.
Jeg havde tænkt mig det kunde blive et Par behagelige Maaneder, hos en elskværdig Kone, men det bliver det vist neppe, thi hun er vanskelig

at have med at gøre, og betragter mig vistnok, som et nødvendigt Onde, der skal røre ved hendes Mands Relieffer, istedet for at betragte mig som den hjælpende Haand, der skulde bringe en smuk Afslutning paa det engang afbrudte Arbejde.
Jeg spurgte hende om jeg skulde skulde hilse Dig. I maa nok være Uvenner Uvenner, for hun sagde kun nødtvungen "Ja det maa De gærne".
Skulde nu dette Arbejde ikke føre til en Fremtid, saa rejser jeg tilbage til Europa, og ser om jeg kan tage min afbrudte Kariere op igjen.
Jeg kunde have Lyst til at male et Bjærglandskab fra Sweitz, eller en vild Skovegn i Nord Sverrig. Gider Du rejse med, eller kender Du en anden som vil, En Ven og Sympatiser.
Endelig har jeg det legemligt vel.
Haaber at Du og Kone og Børn ogsaa har det godt. Mange Hilsner til hele Familjen. Skriv snart.
Din Ven
J.F. Willumsen