1905-05-24

59 avnenue de Saxe. Paris.
24 Maj 1905.
Kære Hannover.
Tak for Deres Brev forleden, og for den gode Tone der gik igjennem det.
De rakte mig Deres Haand deri, og jeg griber den, som Tegn paa Forsoning, eller at vi begge forsøger paa at forsone os.

Thi jeg synes at det er vrangt at to Mennesker der i Offentlighedens Øjne synes at staa nær hinanden i Virkeligheden undgaar hinanden.
Men lad mig svare Dem paa et Spørgsmaal de gjorde mig i Deres Brev; De skriver at det er kommen Dem for Øre at jeg bærer Nag til Dem. Nag er ikke det rigtige Ord. Den der bærer Nag, søger at skade den Anden, og det har jeg aldrig forsøgt paa, tvertimod, men jeg har været vred paa Dem, og det med Grund.

De tog nemlig Parti imod mig i min Skilsmissesag, raaede Juliette W til at handle saadan eller saadan, for at hindre mig i mine Maal. Det bør ingen Husven gøre, En Husven bør holde sig neutral; Naar jeg ønskede at blive fri, var det en Livssag for mig, en Selvopholdelses drift der gjorde sig gældende for at bevare mit indre Liv usvækket, og Tiden har givet mig ret deri, Og man kan ikke finde sig i at blive hindret i Selopholdensen. Men lad os være ærlige overfor hinanden, et varmt Venskab var ikke tilstede mellem os førend den Kampperiode, vi havde aldrig fundet hinanden, de havde

fundet det gode hos Juliette W; men hos mig havde De ikke fundet noget godt, menneskeligt set, vi havde begge en Maade at være paa der jog Modparten langt bort, vi var ikke + og ÷ Magnetisme. Derfor forstod jeg, at De under Skilsmissesagen maatte være paa Juliette W’s Side; men rigtigt bar de Dem ikke ad.
Jeg har imidlertid forandret mig meget i disse mellemliggende Aar, og der skal nok ogsaa være sket en stor Forandring med Dem; det er disse to Forandringer der giver mig Grund til at haabe at vi nu bedre end før ere udrustede til at kunne være aabne overfor hinanden.