1951-04-10

10–4
1951

Kære Willumsen!
Jeg indrømmer, at jeg er én af Vennerne som fortjener en “Reprimande,” men dersom Du vidste hvilken Syndflod af Ubehageligheder, Fortrædeligheder og Ærgelser jeg har haft i dette Foraar, saa vil Du tilgive, at Du ikke har hørt fra mig for længe siden og til alt dette kommer, et frygteligt Foraar. Hver Dag ud at skuffe Sne, i Paaskedagene endda flere Gange og saa til

Slut en følgelig Mangel paa Brændsel. Jeg har i To Maaneder ikke været i mit Værksted, jeg havde intet at fyre med.
Naa, men nu Tak for Dit Brev, det gør mig ondt at høre, at Du har været syg, men nu haaber jeg paa bedere Nyheder fra Dig i næste Brev.
Jeg var inde paa Udstillingen nogle Dag før den aabnede og der saa jeg Dine nye Billeder. Jeg var overvældet! Dit Venedigbillede og det store Landskab er To dejlige Kunst-

værker! Det glædede mig umaadeligt. Vi fik Olga slæbt derind (i min Datters Bil) og hun var fuldt ud lige saa begejstret som jeg. Dette vilde jeg have skrevet til Dig. Jeg har ogsaa flere Gange haft Blæk og Papir fremme, men som Du selv en Gang har sagt, man bør ikke skrive naar Humøret ikke er godt, det forplanter sig til Papiret og afsætter en bitter Smag hos Brevmodtageren. Hvad Storckholmer Udstillingen angaar, saa aner jeg intet om den, jeg er jo aldrig blevet

indbudt til disse Udstilninger og jeg tror heller ikke paa Nytten af disse Opvisninger, det er altid Tordenskjolds Soldater som fremvises. Naar Bjerg har lavet en rigtig skidt Figur, saa ved man at der skal laves en Udstilling i Udlandet og at han skal være eneste Billedhugger som representerer Danmark. Men lad ham more sig. Ferniseringsaftnen blev der afholdt en Fest inde i Udstillingen. Struckmann havde forsamlet

II
flere hundrede kedelige Mennesker og næsten ingen Kunstnere.
Struckmann savlede og savlede og skvadrede saa det var en Gru og det var møj-kedeligt men saa rejste Jais sig op og savlede Struckmann til og gjorde ham vaad op og ned af Ryggen, han sagde blandt andet “Struckmann ofrer sig i den Grad for sine Kammerater, saa onde Tunger hvisker om, at han S: helt har opgivet at være

Kunstner kun for at tjene sine Kammerater.” Saa slog Stemningen om og fra det Øjeblik kunde man mærke en Befrielse. Struckmann selv lallede rundt og var ikke blid. Efter Bordet gik jeg en halv Time rundt og snakkede med Gersami. Hun saa udmærket ud, lignede sin Fader, men var skarp i sin Mund. Jeg kan godt lide hende! Ellers oplever jeg ikke noget, Olgas Sygdom nødsager os til at leve ganske stille. Hendes

Ben smerter hende mere og mere. Hun har ellers deltaget i Udstillingen iaar, med flere mindre Arbejder. Det største har jeg hjulpet hende med at gøre færdigt, hun kunde ikke overkomme det selv. Nu har jeg begyndt igen i Værkstedet og lavet et mindre Arbejde færdigt og begyndt paa et større. Jeg glæder mig til at se Dig her omkring 1^te Juni. Har Du sørget for

at faa Atelier og Medhjælp? Nu koster en Sæk Gibs 15⁶⁰ naar det skal være af den gode Sort.
Nu maa Du ikke samle glødende Kul paa mit Hoved oftere, det er ikke Mangel paa Interesse for Dig eller Dit Arbejde, men Verden er nu en Gang ikke længere den samme som tidligere. Den er meget besværlig. De hjærteligste Hilsner først til Dig fra Olga og mig og saa til Madame B.
Din gamle Ven
Siegfried Wagner.