Ca. 1906-04-28

26.IV.1906
Nybrogade. 12
K.

Kjære Willumsen.
De har Ret; det er ikke videre sympatisk at se en Ven ønske sig Taknemmelighed, fordi han har gjort en Vennetjeneste, endnu mindre at se ham ønske sig prist som Velgjører; men der er dog Forskel paa saadanne Ønsker og saa det ganske naturlige og selvfølgelige Ønske at være fri for den stadige Misfornøjelse, Mistro og Stornudethed, naar man dog efter fattig Evne og i bedste Mening har søgt at støtte en Ven.
Nu har saaledes i den sidste Tid – som ofte tidligere – et Par af Deres Venner spildt megen Tid og meget Arbejde for at forskaffe Dem et Arbejde, som man vidste, De vilde sætte Pris paa, har paataget sig et utaknemmeligt Tillidshverv udelukkende for Deres Skyld, og da der saa naas et Resultat saa godt som det i Øjeblikket er muligt (og som sluttelig ender ganske efter Deres Ønske), hvad Svar sender De saa? – Et Brev med alle de gamle Ord om Miskjendelse, et Brev fuld af Vigtig-

hed, hele Brevet fuld af den isnende Kulde, som De fortæller mig, De selv ikke kan taale.
Mit Brev til Dem var ikke skreven for at ydmyge eller saare Dem, end mindre for at "skjælde ud," sligt morer i hver Fald ikke mig. – Men ligeover for den evindelige Overlegenhed overfor en Kammerat, der aldrig har vist Dem noget lignende, maa min Harme havde Luft. Og tro blot ikke, at jeg er den eneste af Deres gamle Kammerater, der føler saaledes.
De skriver til mig, at De behøver Varme af Deres Venner, men faar Kulde; jeg maa indrømme, at jeg forstaar Dem ikke.
Mon De egentlig selv kjender Deres Optræden? Husker De saaledes Deres første Besøg i mit eget Hjem nu i Vinter. Jeg havde netop skrevet Dem til, til Paris, varmt begejstret over Deres Hørups-Arbejder, ikke sandt? Og hvorledes var saa Deres første Besøg hos os? Saaledes, at min Hustru ikke uden Grund erklærede, at hun aldrig havde faaet en saadan Behandling.
Da De var kommen til Sæde, begyndte De

strax paa følgende Maade, "Ja alt, hvad man gjør her hjemme er skidt, ingen kan noget eller duer til noget, men lunt og godt har man det alligevel inden Døre", og idet De sagde dette sidste, strakte De Hals drejede Hovedet omkring og saa haanligt op og ned ad os og vore Vægge. Det var Tonen, De anslog, og saaledes blev De ved. Hvad tror De Willumsen, De vilde have sagt, om jeg havde behandlet Dem saaledes.
Imidlertid ligeoverfor en gammel Ven er jeg ikke saa nøjeregnende, daarligt Humeur kan jo undskylde meget; jeg bliver ikke let fornærmet; og Beviset har De jo deri, at jeg faa Dage efter bad Dem og Deres Hustru ned til os. – altsammen naar man siger Tingen ærligt lige op i mit Ansigt; men, Willumsen, naar man – oven i Kjøbet samtidig med, at man beder om Tjenester – gaar omkring og bagtaler mig, taler ondt om mig bag min Ryg,

saa maa De undskylde mig, saa taber jeg Taalmodigheden; – Det er det, De har gjort, og der har De Grunden til, at jeg ikke har sat min Fod hos Dem.
Deres Johan Rohde.
Med Hensyn til Krohns-Mindesmærket, da staar det altsaa helt og holdent til Dem at gjøre det, hvis De vil. De har ganske frie Hænder og kan foreslaa hvad somhelst af et dekorativt Arbejde (Sten, brændt Ler, Glas, Metal, det maa De om) Før til Efteraaret behøver De ikke at fremsætte Deres Forslag, som helst maa være ledsagen af Udkast. Komiteen mente, at det var bedst, De havde god Tid til at tænke over Planen; derimod vil jeg raade Dem til ikke som ved Hørup-Monumentet at bruge saa megen Tid og Omhu paa selve Skitserne. Det var jo bedst for Dem først nogenlunde at blive paa det rene med Komiteen, i hvad Retning De skulde udføre det endelige Arbejde. Husk, at det er ikke nødvendigt at Arbejdet indeholder et Billede af Krohn.