J. F. Willumsen
1922-07-22
Afsender
Karl Madsen
Modtager
Jens Ferdinand Willumsen
Dokumentindhold
Willumsen har foreslået Karl Madsen at indkøbe et Turner-værk til Statens Museum for Kunst. Overretssagfører L. Zeuthen, der sidder i museets indkøbskomité, har dog frarådet denne erhvervelse. Derudover tvivler Karl Madsen på værkets ægthed.
Transskription
Statens Museum for Kunst.
København, 22 Juli 1922
Kære Hr. J. F. Willumsen
Paa Museets Vegne bringer jeg Dem en hjertelig Tak for den venlige Meddelelse, at dette vil kunne erhverve et Venedig-Billede af Turner for Frcs 60.000. Da Indkøbskomitéen for Øjeblikket neppe kan samles, har jeg forelagt Tilbudet for Overretssagfører Zeuthen, der foruden at være Medlem af Komitéen er Næstformand i Foreningen "Kunstmuseets Venner". Han var ikke stemt for Købet, bl.a. fordi der føres Forhandlinger om vigtige Indkøb til Museet og alle dettes til Raadighed staaende Midler vil være opbrugte, hvis disse Indkøb finder Sted.
Iøvrigt har jeg i Paris [set] Turner tilskrevne fantastiske Venedig-Billeder til saa relativ[t] beskedne Priser, at der sikkert var god Grund til at dra[ge] Ægtheden i Tvivl. Det vilde være betænkeligt for Museet [at] anvende en ikke ringe Sum paa Købet af et Billede, hvis Ægthed ikke var garant[eret] af en Specialkender af Turners Produktion.
Med venlig Hilsen
Karl Madsen