J. F. Willumsen
1914-12-30
Afsender
Siegfried Wagner
Modtager
Jens Ferdinand Willumsen
Dokumentindhold
Wagner har foreslået Den Frie Udstillings bestyrelse at afholde en udstilling med Willumsens værker. Bestyrelsen er positiv overfor ideen, men vil helst afholde en udstilling med Willumsens nyeste værker. Wagner spørger, om Willumsens egen værkforsikring kan blive overflyttet til Den Frie Udstilling under udstillingsperioden.
Transskription
DEN FRIE UDSTILLING
Kjøbenhavn, Nørregade 27, den 30–12 1914
Kære Willumsen!
Jeg talte med Bestyrelsen igaar om en Udstilling af Deres Arbejder (i dens lille Sal). De andre sluttede sig straks til Tanken, men forinden De faar en skriftlig Opfordring bad Bestyrelsen mig spørge Dem om følgende Ting.
Selvfølgelig kan De godt udstille større Arbejder i de andre Sale, naar dette er nye Arbejder, men da maa disse ophænges af den paa Generalforsamlingen valgte Ophængerkomite, den lille Sal derimod tænkes overladt Dem og De anmodes om i denne selv at ophænge Deres Ting.
Dernæst er det nødvendig for Bestyrelsen at administrere saa økonomisk som muligt,
De har selvfølgelig BrandAssureret Deres Arbejder i Deres Atelier; kan denne Assurance ikke overflyttes til den frie Udstilling, saaledes at vor Præmie ikke bliver saa enorm som fr: Ex: ved Zahrtmanns Udstilling iaar?
De har jo store Priser paa Deres Ting. Helst vil Bestyrelsen ogsaa have nye Arbejder fra Deres Haand, men saavidt jeg forstod paa Dem har De jo ogsaa nok af disse. Det er jo ikke Meningen ellers at paalægge Dem nogen som helst Tvang med Hensyn til hvad De ønsker at udstille.
Vær saa venlig at svare mig paa disse Ting.
Ønsker Deres Kone at jeg iaar skal foreslaa hende til Gæst og har Deres Kone noget at udstille?
Jeg tror det bliver umuligt iaar at faa nogle valgte, saafremt vi ikke gør et stort Arbejde. Kløften imellem de unge og de Gamle er i Øjeblikket for stor.
Med mange venlige Hilsner til Dem og Deres Kone og et glædeligt Nytaar
Deres hengivne
Siegfried Wagner.
Fakta
PDFDansk
- Den Frie Udstilling, København, Danmark
J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: B/I/1 - Wagner