1938-12-19

Kære Willumsen! Jeg kom ikke til mødet, jeg gaar slet ingen steder for tiden. Gærne havde jeg været der. Men gennem Struckman og Karen Hannover har jeg hørt derom. Det er jo en forfærdelig tid at komme frem med saadan plan, der forlanger lys og opgang, og tro paa fremtiden. I øjeblikket? Jeg har aldrig mødt en saadan depression. Man tør knap se hinanden i øjnene. Mit lette sind er tungt som aldrig før. Saa vi kunne let blive enige om, at øjeblikket for musæumsmødet kunde ikke være uheldigere end netop nu i denne kivets og ufredens tid. Saa vidt jeg forstaar, mener man at vist udgiften kan sættes betydelig ned (nævntes der ikke tre hundred tusind kr?) da mente staten og kommunen at turde tage sagen op. Men kender jeg ret min kære ven Willumsen, da hører han ikke til dem, som let forandrer en lagt plan. At jeg, med uhyre spænding, venter Deres svar, og hvad virkning alle disse udtalelser har gjort paa Dem, kan De

nok forstaa, netop nu da mine private forhold gør at jeg lever meget tilbagetrukket og kun ser faa mennesker.
Mine tanker er meget hos Dem i denne tid. De er jo et saa storslaaet menneske, en saa stor kunstner, at hvad De beslutter, vil jeg kunne forstaa.
Nu sender jeg Dem og Mdm Bourret en hjærtelig julehilsen, og haaber det ikke maa vare for længe inden jeg hører fra Dem.
Deres meget hengivne
Marie Henriques
19/12.38.