1950-04-30

30 April 50
Kære Willumsen!
Tak for Dit Brev af 18^de April; Du skulde have haft mit Svar omgaaende, men det kolde Atelier har hævnet sig. Jeg har iaar for første gang faaet en nederdrægtig Gigt i min højre Skulder, det bevirker at jeg næsten ikke kan røre Armen naar jeg har arbejdet paa den store Fugl hele Dagen; om Aftnen maa jeg saa hvile den og saa blev det til intet med Brevskrivningen.

Du skriver at Struckmann “gør vist mere Skade end Gavn”[!] Den Overbevisning har jeg haft i adskillelige Aar, og jeg har ogsaa givet Udtryk for den Mening overfor Dig, jeg forstaar ogsaa at Du ikke har været helt Opmærksom paa det tidligere, han har jo forhen slaaet store Slag for Dig, men nu tror jeg han slapper af. Han ser ikke godt ud mere, han er mager og vaklende, et rigtigt Stativ til at hænge Ordner paa, men hul helt igennem ligesom en Elverpige.

Det er ogsaa en modbydelig Tone han har indført paa den frie Udstilling. I tidligere Tid var der Idealitet iblandt Udstillerne, nu er det hele en Forretning. Naar Udstillingen har været aaben i 3 Uger og Malerierne solgt ud og Bjærg vist os Modellen til et eller andet opstillet Monument, saa lukke de Butikken, for ellers koster den Penge. Vi har et meget stort opsparet Byggefondt, men alligevel har vi ikke Raad til at lade Din Rytter støbe. Jeg gør stadig Vrøvl med dem, men

Struckmann vender stadig det døve Øre til. Nu igen idag skal [han] faae et alvorligt Brev fra mig. Her foregaar ellers intet for Tiden, jeg hører i det mindste ikke noget. Jeg er flittig og gaar ikke udenfor mit Værksted. Naar der sker noget skal jeg nok holde Dig underrettet.
Olga er rask og glad men kan næsten ikke gaa, endsige Arbejde. Nu glæder vi os til Sommer. Igaar havde vi Sne Storm, hele Haven var hvid da vi vaagnede. Nu de hjærteligste Hilsner fra os begge til Dig og Madame fra Din gamle Ven
Siegfried W.