1953-08-21

Lyngby d. 21. 8. 53

Kære Willumsen!
Man skal jo ikke skrive Breve naar man ikke føler sig helt oplagt og heller ikke har noget særlig interessant at fortælle, og det er vel ogsaa Grunden til, at De og Md. Bourret ikke har hørt fra mig saa længe; men nu har Pigebørnene og jeg talt saa længe om Dem og sendt Dem saa mange Tanker, at vi kom til at længes efter Dem.
Jeg lever meget stille, heldigvis stadig i mit eget Hus;

jeg kan kun daarligt gaa med 2 Stokke (som De saa mig sidst) og kan jo slet ikke gaa ud og besøge andre, saa jeg ved kun om Dem, hvad jeg læser i Aviserne, jeg ser, at De har været syg og nu er vi saa spændt paa, om De kommer hjem og fylder 90.
Nu er det netop et Aar siden Siegfried døde og jeg har nogenlunde vænnet mig til at være her uden min gamle Kammerat. Huset bugner af Billedhuggerarbejder, mange af dem i kortbart Materiale, de er ikke til

at sælge i Øjeblikket, saa man kan maske haabe at vore Efterkommere kan faa nogen Fornøjelse af Indtægterne en Gang i Fremtiden. Det mærkeligste er, at mange Mennesker paa Alder med mine Børn, aldrig har set nogen af Tingene, men glæder sig over disse ukendte Arbejder, naar de besøger mig. Det er for lidt at udstille hvert Aar kun for nogle faa Tusind Mennesker. Billedhugger kan jeg ikke mere være, jeg har kun Kræfter til at more mig lidt med at tegne. Humøret er

der for det meste ikke noget i Vejen med, men besværligt synes jeg det er at blive gammel.
Her er et lille Billede, som et af Børnebørnene har taget i Foraaret. Haven kan De slet ikke kende igen for Vejvæsenet har taget hele Skraaningen ned mod Søen, men til vor store Forundring har Helheden vundet derved. Ja, dette er blot en Hilsen til Dem og Md. Bourret for at sige, at vi længes efter Dem beggeto.
Deres altid hengivne
Olga Wagner.