1934-01-05

5.I.1934
Norgesmindevej 16
Hellerup

Kjære Willumsen.
Ja det er længe siden, De har set denne Skrift, og De undrer Dem maaske over, hvad jeg nu har paa Hjærte –; for at De ikke skal være spændt paa, hvad der kommer, vil jeg strax sige Dem, at Brevet ikke er skrevet for andet end at bringe Dem en Hilsen fra en gammel Ven.
Det gaar jo saa ofte saaledes, at gamle Venner komme fra hinanden uden Grund, tilfældig eller maaske paa Grund af Alderen, der for

mit Vedkommende viser sig ved det manglende Initiativ.
Blot dette at sætte sig til at skrive et Brev kræver en Overvindelse. Derfor har det varet saalænge med dette.
Da De blev 70 vilde jeg gjerne have sendt Dem en Lykønskning, hvis det virkelig er en Lykke at have forbrugt saa mange Aar. Men jeg vidste ikke hvor, jeg skulde finde Dem. Det hed sig dengang herhjemme, at De havde gjemt Dem et Sted i Bretagne.
Naa, men nu vil jeg i Anledning af Aarskiftet sende Dem denne

Hilsen i Erindring om gamle Dage med gode Ønsker om, at De endnu maa have gode frugtbringende Arbejds aar.
Ofte har jeg tænkt paa og haft Lyst til, megen Lyst – at besøge Dem dernede i Syden og leve lidt sammen med Dem, men det er ikke saaledes at rive sig løs i Øjeblikket, hvor Tiderne jo er vanskelige. –
Hvorledes mon De egentlig har Det, og hvorledes ser De paa den Udvikling Kunsten tager. Ja det nytter jo ikke at klynke over Tiden, men det er jo for mig og – måske – for Dem ogsaa lidt vanskeligt at forstaa de

unge og Deres Syn paa Kunsten; Man synes at Indsatsen er for ringe og Arbejdet for slapt.
Men forhaabentligt er det kun en Overgang; Verden er jo for Øjeblikket ganske af Lave.
Det siges, at De lever ret ensomt – men er det egentlig saa slemt. –
Her staar i vor Telefonbog – jeg tror 300 Kunstmalere, men jeg ser aldrig nogen af dem; jeg lever her i Hellerup lige saa isoleret som De nede i Nizza. ! –
Nu glæder jeg mig til at se den Udstilling af Deres Billeder, som aabnes om et Par Dage og saa ønsker jeg at vi maa se Dem ogsaa paa "den fri Udstilling" som i gamle Dage.
Deres gamle Ven
Johan Rohde.