J. F. Willumsen
1940-03-23
Sender
Jens Ferdinand Willumsen
Recipient
Siegfried Wagner
Document content
Awaiting summary
Transcription
42 rue des Ponchettes
Nice. France. (AM) den 23 Marts 1940.
Kære Wagner.
Tak for Dit Brev af 7de Februar - som jeg fik allerede den 12te.
Det var jo en hurtig Expedition. I Reglen tager det en Maaned med at faa Svar paa et Brev. Fra København og hertil gaar det endda, men det er herfra til København at Brevene gaar saa langsomt.
Her [h]ar vi i Dag smukt Foraarsvejr med megen Sol. Det synes nu som Vintren er forbi; men den har været lang og haard -, med Sne, Taage, og Graavejr. Det har ikke været det rigtige Nizza, hvor Solen skinner næsten hver Dag hele Vintren og hvor man kan arbejde. Jeg har derfor ikke kundet være i mine store Atelierer; men arbejdet i et Par smaa Værelser oppe i Huset. Jeg har maattet nøjes med at lave nogle smaa Raderinger.
Min Buste er vel nu færdig, og den er vel nok bleven god, at dømme efter Din Beskrivelse. Jeg glæder mig til at se et Fotografi af den.
Du beklager Dig over at det gaar saa skidt der hjemme. Du kan være overbevist om at det gør det ogsaa her. Det er en forfærderlig trist
Tid vi lever i. Og værre bliver det for hver Dag. Hvad ender det med? Vil vi nogensinde blive glade og tilfredse igjen?
Det er rigtig, til næste Aar har "Den Frie" 50 Aars Fødselsdag. Bliver der stor Fest? Jeg kunde nok have Lyst til at være med. Men varer Krigen ved kan jeg ikke komme hjem. D.v.s jeg kan maaske nok rejse ud af Frankrig; men jeg kan ikke komme ind igjen. Det blev betydet mig af Politikommissæren, da jeg rejste ind i Efteraaret.
Blot den Krig var forbi, den ødelægger ogsaa Livet for os der ikke er direkte med i den som Soldater. Jeg taber Lysten til at producere. Jeg siger: til hvad Nytte, jeg kan ikke sende hjem, og jeg har ingen Forbindelse med dem derhjemme. Der er ingen Esprit mere.
Denne Krig er ikke inspirerende, som den forrige var. Alt det der foregaar er kun flade Ulykker saa godt som.
Dette, skal kun være en Hilsen. Der er ikke noget at skrive om.
Modtag Du og Din Kone de hjærteligste fra os to her, som ønsker og haaber et snarligt Gensyn.
Din gamle Ven
J.F. Willumsen
Facts
PDFDansk
J.F. Willumsens Museum
Bog: Breve fra J.F. Willumsen til Siegfried Wagner 1905-46