1903-09-28

Charlottenlund 28 Sept.
Kjære Willum!
Nu må jeg snart høre lidt fra Dig igjen; derfor skriver jeg. Tak for Pennene – ja, og først og fremmest for Brevet naturligvis. Jeg tror nok at jeg har gemt alle Dine Breve så jeg skal ved snarlig Lejlighed finde nogle af de ældste frem til Din Kone – Din søde elskværdige lille Kone. Misse har det som sædvanlig; dog synes vi med lidt Fremskridt; hun ligger dog bestandig om Dagen i sin Liggestol og tåler endnu ikke at gå. Jeg har

2)
fået et lille Atelier herude i et Asyl – med Salmesang og Barnehyl – Men det er forresten meget godt. Og jeg maler Studier. I Øjeblikket et Portræt af en ung Billedhugger Jonsson fra Island, som vi traf sidst i Rom. Jeg kæmper mig frem i Oliefarven. Jeg kan nemlig slet ikke mere finde mig i at male som jeg gjorde i gamle Dage, Klat ved Klat; jeg er blevet forvænt ved Frescoteknikken. Jeg kan ikke undvære det flydende, det letflydende. Så nu maler jeg på glat Bund med Petrolium i Olien, og det begynder at gå

3)
rigtig godt. Jeg kan heller ikke mere finde mig i Legemstørrelse; den ser så snever ud, synes jeg; det må være over legemstort – eller også meget mindre. Foreløbig kan jeg ikke nøjes med mindre end meget stort. Jeg forbereder mig på at male et Mesterværk – når jeg engang får Råd dertil.
Som Du ser, er jeg ikke åndelig død endnu; og jeg begynder at tro på, at jeg har lige så mange Liv som en Kat. Jeg har raset og søgt hvor jeg kunde, om nogen ønskede at holde Liv i mig – men der var Ingen. Nu ser jeg

slet ikke udad mere; men har vendt Blikket indad; og dér traf jeg et Hjærte efter mit Hoved, og nu følges vi to ad og baner Vejen for hinanden. I Danmark behøver man ikke at føle sig ene!
Skriv nu lidt til mig Willum og lad mig høre, hvordan det går med Billederne til Jøden. Og fortæl mig om Dine Elever; dem har Du sikkert Glæde af.
En hjærtelig Hilsen fra Camilla og mig til Eder begge.
Din hengivne
Oscar Mathis.