1949-12-12

12–12–49.
Kære Willumsen!
I dag er det saa mørkt, at det er ganske umuligt at se noget, man kan ikke se hvad man selv hedder. Hvorledes har Du det? Det er forfærdelig længe siden jeg har hørt fra Dig, Du er vel ikke syg?
Vi har haft Generalforsamling i den frie Udstilling uden Struckmann. Han ligger paa Hospitalet, han er blevet kørt over af en Bil, han har ligget i 2 Maaneder, men kommer antagelig op om c: 14 Dage. Vi kunde godt undvære ham til Generalforsamlingen. Jeg paatalt meget alvorligt

at Din Hest udenpaa Udstillingen ikke var bleven støbt i Bronce. I Sommer sendte jeg en Broncestøber til Struckmann med en Pris paa Støbningen. Struckmann har helt fortiet Sagen for Bestyrelsen, de kendte intet til det. Nu har jeg som sagt paatalt det, og nu skal der gøres noget ved Hesten, ellers forsvinder den for os. Struckmann gør kun hvad der passer ham. Dernæst har jeg imod Din Villie paatalt, at der ikke kunde skaffes Plads til alle Dine Billeder paa Foraarsudstillingen.

Bystyrelsen var meget flove og lovede, at sligt ikke skulde ske oftere. Jeg sagde, at det jeg fremførte var paa min egen Regning og at Du ikke vidste noget om “min Paatale”. Alt endte ellers uden Gnidning!
Her sker ellers ikke meget. Alle er saa deprimerede herhjemme, her er ingen Liv eller Foretagsomhed. Alle føler sig skuffede! Jeg er flittig og arbejder kolosalt. Jeg har faa en interessant Opgave. Jeg skal lave Modellen til en meget stor Fugl, som skal sidde 30 meter oppe paa en

Bygning i Hjørring. Jeg har ogsaa solgt et mindre Arbejde saa nu klarer jeg mig igen en Tid. Livet er kolosalt dyrt herhjemme. Nu vil jeg ønske Dig en glad Jul og alt godt i det nye Aar 1950. Paa Papiret ser 1950 jo godt ud, ikke?
Olga har det godt (paa nær Benene, som er meget daarlige,) men Humøret er godt.
De hjærteligste Hilsner til min gamle Lærer og Ven Din hengivne
Siegfried W.
Olga Hilser ogsaa M^–Bourret.