J. F. Willumsen
1944-04-27
Sender
Jens Ferdinand Willumsen
Recipient
Siegfried Wagner
Document content
Awaiting summary
Transcription
Villa "Le Lido"
Route de Fréjus,
Cannes
France. AM. den 27 April 1944.
Kære Wagner
I mit sidste Brev til Dig, sagde jeg, at Du ikke skulde skrive til mig før jeg havde meddelt Dig min nye Adresse -
Men, ak, desværre sidder jeg endnu paa samme Sted, og kan ikke komme herfra, skøndt "Ministeriet for Kunst" (Louvre Museet) har lovet mig at flytte mine Kunstsamlinger og mig til et sikkert Sted : En Herregaard (un chateau) i Midten af Frankrig
I Ventetiden har Skæbnen spillet mig et slemt Puds, en slem og sørgelig Ulykke er hændt mig.
Natten mellem den 4 og 5 April udbrød der Ild i den store Stue i Villaen hvor saa mange af mine Kunstsager var ophængte og opstillede.
Straks mente man at det var en Kortslutning der havde foraarsaget Branden. Men det var ikke det, min Expert, en Arkitekt, har konstateret, at
det var en daarlig bygget Kamin i Stuen ved Siden af der har sat Ild i et Træpanel i den store Stue.
Skaden paa Kunstgenstandene, dels helt brændt[e] dels ødelagde beløber sig til over Frs 600,000.
De var ikke assurerede. Skaden paa Stuen er ca. Frs 100.000. I den havde jeg tegnet en Assurance, men ved en underlig Udregning af Assurenceselskabet skal det kun betale Frs 16666 i Erstatning til mig. Hvis det bevises, at det er Kaminen der har tændt Ild, saa er det Ejeren som skal betale Skaden – i modsat Tilfælde er det mig. Det vil altsaa være fuldstændig ruinerende for mig.
Det var alle Ting af den saakaldte "gamle Samling["] som brændte. Desværre var der mange gode og sjældne Ting i mellem, som et Maleri af Bramante.
I alt 7 større og 11 mindre Malerier og Miniaturer.
3 Malerier blev halvt ødelagde, 3 Skulpturer helt 3 Møbler brændte fuldstændigt. e.t.c. Jeg var syg i mange Dage derefter. Og er det forøvrigt endnu.
Du kan vist blive ved med at skrive til denne Adresse.
Brevene kan vel eftersendes mig.
Modtag mine kærligste Hilsner og fra os begge her – til Dig og Din Kone
Din gamle Ven
J.F. Willumsen
Facts
PDFDansk
J.F. Willumsens Museum
Bog: Breve fra J.F. Willumsen til Siegfried Wagner 1905-46