1938-07-20

20 Juli 38
SMIDSTRUP STRANDGAARD
VEDBÆK
Kære Willumsen! Det kom til at trække længe ud inden jeg nu kommer til at besvare Deres rare brev. Grundene er mange. Jeg modtog Deres brev brydsom   Jeg var ved at bryde op fra byen. Vilde saa besvare derovre fra den gamle gaard i Skaane, hvor jeg agtede mig hen for der at have sex ugers herlig arbeidsro men nei. Mig mødte arktisk kulde derovre. Et gammelt stenslot med meter tyk mur, en bred kanal udenfor mit vindue, som uddunstede skyer af fugtighed – kort og godt en velvoxen tyktarms katarrh var følgen, og jeg har ikke været sen til at tage til Montebello v. Helsingør for hurtigst at blive af med den. Jeg maa jo se at være i god stand

til efteraarets Romerreise.
Jeg har med spænding gaaet og ventet paa, at opraabet, De i Deres Brev omtalte skulde blive udsendt. Det er ikke kommet mig i hænde endnu. Man venter maaske med udsendelsen til ferien er forbi. Det er jo ogaa et dertil bedre egnet tidspunkt, at skynde sig er jo ikke den danske mest fremtrædende nationalegenskab. Det tillod jeg mig ogsaa at yttre til Prof. Aksel Jørgensen da vi i Mai maaned kørte i bil sammen. At De har det saa godt, at De er i fuldt arbeide, er deiligt, og De kan tro jeg glæder mig til at se Deres venetianske arbeider. At De og Mdm B. ikke er naaet til Skagen antager jeg for sikkert, for i saa tilfælde var det nok blevet

udbasuneret i aviserne. Hvad angaar min tyske nevø, jeg i siste brev omtalte, saa er han i sommerferien paa Ærø, med min niece og hendes drenge, men, ak, ser det ikke ud til at vi kunne erholde opholdstilladelse til ham, da han har begge forældre levende, og de er udvandret fra Wien til Chekoslovakiet.
Hvilken verden vi leve i!
Montebello er en udmærket kuranstalt. Her er smukt, udmærket pasning, ligesaa fredelig som man selv ønsker at have det, den diæt man ønsker. Jeg tænker jeg bliver her en tre uger. Men det er ikke blevet den arbeidssommer for mig som jeg havde haabet.

De skal dog vide, at jeg altid bliver glad naar den gule konvolut kommer ind ad døren med Deres saa personlig prentede typer, saa skriv snart, at jeg kane vide, hvor De er, hvad De gør, og hvilke planer De har, paa denne aarstid trænger man til smaa snapse af denne slags.
Jeg har jo, ikke sandt, fortalt Dem at jeg skal lave fem akvareller i Villa Papa Guilio til Glyptoteket. Jeg glæder mig dertil. Jeg er saa uhyre interesseret i etruskisk kunst.
Nu ender jeg med den hjærteligste hilsen til Dem og Mdm. B.
Deres hengivne
Marie Henriques