1903-04-15

Menton 15 April.
Kjære Willum!
Tak for Dit Brev – ja det trøster jo altid lidt at få et godt Ord i onde Tider, og at få at vide, at i Håbet er alle gode Aander skjulte – når de bare ikke for længe leger Saltebrød med En. Jeg har skrevet lange Breve til M^r Allis, Ejeren af Palaiet, og til Arkitekten M^r Tersling og forklaret Meningen med alle mine Arbejder og forklaret dem, at når der blot var nået noget sjæleligt i et Arbejde, så var det mere til at værne om end til at hugge ned, og at de

II
måtte kunne forstå, at det gjorde mig ondt at se. Men trods det er flere Dage siden, har ingen svaret mig endnu. De var inde at se til mig idag hvor jeg arbejder; den første så venlig og mild ud, den anden mukken og flau; men ingen sagde noget. Jeg kunne se på Situationen, at De havde haft Conferance om Sagen; og jeg er meget spændt på Udfaldet.
Angående Din Fader, så fortalte jeg Misse lidt derom, og hun svarede mig omtrent følgende. Din Fader kan ifølge Loven ikke testamentarisk gjøre Dig arveløs. En Søn er absolut Arving til 2/3 af Arv, og kun 1/3 kan Faderen testamentere til andre. Kan det bevises, at han vil berøve Sønnen Arv ved at stifte Legater

III
el. lignende, kan det omstødes. Selv om han altså skriver det i sit Testamente, at andre skal arve, så er det ulovligt. Enten må han da forære Pengene bort i levende Live – og det holder Folk nu i Reglen ikke af – eller han kan købe en Livspolice, som tilskrives en anden ved Dødsfald, og det gjør han vel næppe heller, da han har nok at leve af. – Og Misse skriver med spændt Skrift: Men bed nu endelig Willum ikke at være dum og lade Faderen ane han ved det! – Såmange vare Ordene, og jeg give dem min Velsignelse med på Vejen. Kan det more Dig at jeg traf Anders Hvass? i Spillebanken i Monte Carlo. Vi er gode Venner

fra gammel Tid, og han var lykkelig over at træffe en Meningsfælle i politisk Henseende, da Valget til Borgerrepræsentationen (det var da Fanden til langt Ord at skrive i et Træk) jo blev et Nederlag for de Radikale. Jeg tog så til Nice med ham og hans Kone og spiste hos dem på det eleganteste Hotel med Strygeorchester til Taffelmusik; og ved oukulliske Retter og Champagne sørgede vi over Demokratiets Fald! Og næste Dag kom de til mig i Menton og fortsatte ved at drikke den fyldigste italienske Drue, der var stampet med Fødderne, på Civilisationens Fremskridt og Frihedens Sejr, mens Solen skinnede og Duften fra blomstrende Orangetræer og Mandler strømmede om os fra min lille søde Have. – Nå hils nu min Veninde, Din Edith, og lad Modet lyse i Dit Blik og Villien kruse Dine Læber – og vær hjærteligt hilsen fra Din Ven
Oscar Matthis.