1916-09-29

FR. G. KNUDTZON
TELEFON: NORA 1983.

Hellerup, Margrethevei 6_III.
den 29 Septbr 1916.

Kjære Herr J. F. Willumsen!
Jeg er nu i Besiddelse af det i mit Brev af tidligere Dato nævnte Billede, som jeg indlagt gjør mig den Fornøjelse at sende Dem til Deres Greco-Samling. Det vil interessere mig meget at erfare, om den gamle Hane bliver accepteret i det fine Selskab.
Jeg fik netop for et Par Dage siden de nødvendige supplerende Oplysninger angaaende Jerichaus Død. Det viser sig, at den stakkels unge Mand gjennem Aar har gaaet og dragedes med den Tanke at ende sit Liv. Han bar altid en Revolver hos sig; man fik listet den bort, han skaffede den tilveje. Indtil et Par Uger før sin Død boede han 3 Uger sammen med en Søster paa et Hotel i Paris; de var hele Dagen sammen; han talte helst om Døden. "Naar jeg er død, saa har I mig meget mere; saa er jeg Eder langt nærmere". Med særlig Forkjærlighed spadserede han med Søsteren paa Mont-Parnas-Kirkegaarden og talte om, hvor skjønt det vilde være at hvile dernede under Jorden. Han var altsaa dybt melancholsk. Jeg har jo kjendt Bedstefaderen ret nøje; han var ligedan.

Jerichau boede i Paris paa Mont-Parnasse; under ham boede den unge danske Maler Salto og Hustru, og med dem omgikkedes han en Del. Den 17^de August indbød han dem til at tage paa [Tur] med sig; de skulde rigtig have det godt sammen; og det havde de; i den gladeste Stemning skiltes de, efter at være komne hjem. Saltos gik ind til dig selv og Jerichau op til sine Rum. Et Øjeblik efter høre de et Skud; Salto springer op ad Trappen; Jerichau laa paa sin Seng med et Skud i Tindingen – død. Han saa saa overordentlig smuk ud, – saa smuk, som de ikke syntes at have seet ham i levende Live. – Saaledes lyder den triste Historie!

Jeg vender mig nu til Greco. De skriver, at De paa Musæerne har truffet paa Greco-lignende Portræter, der dog ikke vare af ham. Jeg vilde være Dem meget forbunden for at faae opgivet, hvor disse findes, for at jeg muligen kan skaffe mig Fotografier af dem. Ere de betydelige Kunstværker, saa synes jeg, de maa have Krav paa at faae sig anvist en anden Baas, i hvilken de høre hjemme. Ere de kun Efterligninger, da ses dette jo let, selv om Teknikken er den samme som Mesterens.

Kriterierne, ifølge hvilke et Billede tilkjendes en Maler – eller frafalder ham – ere hos de Forskjellige, der tage Ordet i slige Spørgsmaal, vidt forskjellige. Der er dem, som føle, at de befinde sig i denne eller hin Malers Selskab, naar de staar ligeoverfor Billedet en question, og der er dem, der sige: maa jeg see Strøget, derpaa bygger jeg. Mellem de to Yderligheder ligge en Mængde intermedioise Bestemmelser, der have Krav paa at tages med i Betragtning. Saalænge der har existeret "Æsthetik", har der ogsaa været "Indholdsæsthetikere" og "Formæsthetikere". Jeg mener, at det gjælder om at see Genstanden deuteroscopisk, ja mere end det: om at see Følelsen virke gjennem alt det intermedioise lige ud i Strøget, - og saa at tage Hensyn de mangfoldige influerende Elementer, der skyldes de forskjællige Tilfælde. Jeg vilde f. Ex. vente et mindre temperamentfyldt Strøg i min Mands Ansigt end i Rabbiens, da Emnet i min Mand er et langt finere og interessantere.

Jeg er lidt ængstlig ved at lægge en altfor stor Vægt paa Formsiden; jeg mener, at et Strøg kan bedre efterlignes end en Følelse; jeg troer paa Thiis' gamle Mand som en Greco i Kraft af den Følelse, der er lagt ind i ham. Jeg veed intet om alt det Tekniske, der ikke strax møder Øiet. Derimod har jeg Rønnes Ord for en fuldkommen Overenstemmelse i saa Henseende mellem Rabbien og min Mand.
De skriver om mit Billede: ikke spansk, skjøndt man skulde troe det. Hvorfor skulde man da troe det. De skriver: "Læg det noget før Portrætet i Kjøbenhavn" og dog skriver De senere: "Og det er jo skjøndt, at Greco i den første Tid saa helt anderledes ud, end man skulde troe. Derfor det urigtige i at stille Deres Portræt til Sammenligning med Galeriet(s)".
Jeg forstaaer Dem ikke paa dette Punct. Ligge de nær hinanden i Tiden, synes jeg, de maa kunne sammenlignes.
Det vilde interessere mig meget en Gang at kunne staae ved Deres Side overfor mit Billede; men De kommer vel ikke hjem for det første.
Med venlig Hilsen, Deres ærbødige
Fr. G. Knudtzon