1935-05-24

24-5-35.
Norgesmindevej 16
Hellerup.

Kære J.F. Willumsen!
Min bedste Tak for Deres lange og prompte Skrivelse. Jeg havde slet ikke turdet vente, at der skulde komme noget Resultat ud af min Forespørgsel, dels fordi det drejede sig om saa fjerntliggende Begivenheder, og dels fordi disse maatte være af forholdsvis underordnet Interesse for enhver, der ikke lige beskæftiger sig med dem. Men jeg blev glædelig overrasket, da jeg læste Deres Brev. Det gav et overordenligt livfuldt Billede af hvor ganske anderledes primitive Forhold Kunstnerne dengang arbejdede under end nu, og da navnlig de af dem, der ønskede at bryde nye Baner og ikke kunde tage til Takke med de dengang afstukne.
Og jeg fik mine Formodninger med Hensyn til Tilblivelsestiden for min Fars

2.
Raderinger bekræftet; jeg havde ogsaa regnet med, at den laa i Midten af Firserne. Det forbavsede mig, at De virkelig kunde huske disse Smaating og ovenikøbet ett af dem saa tydeligt, at jeg efter Beskrivelsen tror at vide hvilket. Det er en lille Radering, der hedder "Fiskere" og (er) er raderet efter en Tegning fra Bornholm, hvor Far jo i de Aar gerne tilbragte Sommeren. Pladen existerer endnu, og Far tog nogle Aftryk af den paa sin egen Prene!, da han igen begyndte at radere for 2½ Aar siden. Den minder ganske rigtig om Kyhn, mens de andre fra den Tid snarere ligner Carl Bloch.
Raderingerne fra de sidste Aar har derimod en anden Karakter, skulde man finde Slægtninge til dem maatte det vel være blandt de gamle Hollændere f. Eks. [Waterlov.]
Da jeg nu har gjort Dem Ulejlighed for disse Sagers Skyld vil jeg bede Dem som Tak at modtage medfølgende smaa Blade. Det ene er netop det, De taler om i Deres Brev, de andre er af ny Dato.

3.
Saa noget helt andet, selve Brevet ikke vedkommende, men derimod Udskriften paa Konvolutten. Her maa jeg desværre korrigere Dem. De kalder mig Maler, men jeg gør ikke fortjent til denne Betegnelse. Saa lidt som nogle af mine Søskende har jeg nemlig arvet det bitterste af min Fars kunstneriske Evner (en Kendsgerning Far for resten kun var himmelhenrykt over), og jeg har givet mig i Lag med noget saa jordbundet som at studere Jura. Af og til falder Æblet jo ikke lige ved Stammen. Da jeg (yder) desuden nu til Jul skal op til 1. Del af min Eksamen, vil De kunne forstaa, at jeg ikke er i Stand til at efterkomme Deres elskværdige Opfordring til at møde Dem i Sydfrankrig eller i Italien. Det lyder uhyre fristende, og var jeg ikke en Slave af min Eksamenslæsning, gav jeg ogsaa efter. Jeg maa have det til Gode til en anden Gang. Og jeg haaber, De alligevel vil lade mig det vide, hvis der dukker noget mere op i Deres

4.
Erindring. Det, De allerede har sendt mig, er jeg Dem som sagt meget taknemlig for. Til Slut en hjertelig Hilsen og Tak fra Deres
hengivne
Peter Rohde.
P.S.
Min Mor beder mig hilse Dem.