J. F. Willumsen
1900-07-31
Sender
Johan Rohde
Recipient
Jens Ferdinand Willumsen
Document content
Awaiting summary
Transcription
31.VII.1900
Nyhavn 22. Kjøbenhavn
Kjære Ven!
Hjærtelig Tak for Deres to Breve (det første fra Dagen før Deres Afrejse) og for Avispakker. Men allerførst Tak for godt Venskab og Samlivet herhjemme. Det var mig en stor Glæde i den sidste Tid saa ofte at se Dem og arbejde efter Dem, at jeg nu dobbelt føler Savnet af at have Dem saa langt borte.
Forlængst skulde jeg da derfor ogsaa have sat mig i Forbindelse med Dem, om jeg ikke følte mig lidt trykket ved at skulde sende et Brev over Atlanten. I Deres Brev var der saa megen Friskhed og Sundhed og Begejstring over alt det nye, De er Vidne til; hvad jeg har at exportere er kun gamle overgjemte Sager, De kjender ligesaa som jeg selv. –
Og er der en sjælden Gang en Nyhed at berette om, er det som Regel kun noget til at ægre sig over, men at sende Ærgelser til Amerika er der jo ikke megen Mening i. –
Men lad mig nu først ønske Dem til Lykke med Indflytningen, og skulde der nu ikke komme mere ud af det end, at De ad Aar igjen atter vender tilbage til den hjemlige Muddergrøft (noget som De jo véd jeg slet ikke vilde være saa kjed af), saa vil De dog sikkert mens De er derovre samle Dem mange rige Impulser og kommer saa styrket hjem, at De, for nogle Aar i hvert Fald, har Kræfter til rive op i Andemaden.
Jeg misunder Dem egentlig, thi De har i saa meget Ret; det er jo uomtvistelig, at den bedste Kunst giver et Aftryk af sin Tid og dens Rørelser, og det er derfor sikkert sundere+ +for et Nutidsmenneske at begejstres over en amerikansk Millionby end for en lille fattig gammel By som Ribe, der lever et døende Liv over en middelalderlig Domkirke. – Men til alle Tider har jo Modsætningerne ogsaa deres
Berettigelse, selv om De ikke er de bærende Kræfter. – Solskinnet er det frembringende, det kraftige og det festlige – det, der triumferer; – men det triste melankolske Graavejr, der er som en fattig Per Eriksen, har jo dog ogsaa sin Berettigelse – sin Betydning og sit Maal.
Men der lever inderst inde i mig en Kjærlighed til noget af det samme, som De saa begejstret omtaler. – Jeg troede engang, at jeg skulde blive den moderne danske Byes Banliue-maler; - noget lignende som Raphaelli var for Paris, og jeg begyndte med mine Forstads haver og Frelsens Hærs Møder – men førtes ved et Tilfælde hen i helt andre Strømme.
-
I Øjeblikket deler jeg mig imellem det gamle Kristianshavn og mine Møbelarbejder, af hvilke de sidste lægger megen Beslag paa min Tid.
-
Af Nyheder er her ikke meget at melde; der har været et nyt og hæftigt Angreb – eller rettere en hel Række af Angreb – under Anførsel af Gustav Vermehren og Robert Henriques – et herligt Par! (Kan De bare Dem for at le) – paa os og vor nærmeste Venner. – Saa latterlige og voldsomme som vi endnu har set dem. – Jeg gider imidlertid ikke sende Sager over til Dem, med mindre De skulde ønske det.
-
Saa har N.V. Dorph giftet sig med Bertha Green. – Der laa humlen fra i Foraaret begraven.
-
Med Henrichsen var jeg for et Par Dage siden ude paa "Friheden" (om hvilken De formodentlig sige salig Ihukommelse) for at se til Deres Hustru, der i Øjeblikket boer derude. Hun var i nogen Tid rigtig daarlig, men nu synes jeg dog, at hun har det bedre. Trist for hende, at den gamle kniber saadan med Pengene, at hun lever i et stadigt Bryderi for det daglige Udkomme. Begge Drenge har ogsaa været syge men er nu raske igjen.
-
Folk der kommer fra Paris ere egentlig ikke meget begejstrede over Udstillingen; ikke blot Danske finde at den danske Kunst og Kunstindustriafdeling hører til de bedste. Indlagt et lille Udklip efter et Foredrag af Krohn om Udstillingen.
-
At Krøyer betragtes som helt rask nu, tror jeg vil glæde Dem at høre -
-
Ja lev nu vel for denne Gang og lad mig snart igjen høre lidt fra Dem om Deres Liv og Arbejde. Deres hengivne Ven
Johan Rohde
Tusind Tak for Tegningen!
Facts
PDFDansk
N.V. Dorph
Erik Henrichsen
Robert Henriques
Pietro Krohn
P.S. Krøyer
Jean-François Raffaëlli
Gustav Vermehren
Bode Willumsen
Jan Willumsen
Juliette Willumsen
- Ribe, Danmark
- Paris, Frankrig
- Nordamerika
J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: A/III/1 - R