1905-09-28

Vesterbrogade 56
København V
28.IX.05

Kære Willumsen,
Tak for Deres Tilbud om at købe de beskrevne Ørenringe til Museet.
Vi modtager gærne Deres Tilbud i Tillid til Deres Smag.
Dernæst til Deres Udkast til Monumentet for Hørup, som efter nogle Dages Ophold i Edv. Brandes' Hus befinder sig i min Varetægt paa Museets Kontor, hvor kun rette Vedkommende faar Adgang til den.
Lad mig iøvrig sige Dem med det samme, at jeg selv hører til de sidste. Jeg har opdaget, at jeg, mod min Antagelse, er Medlem af Komiteen, - dog ikke mere end 1 af dennes 200 ordinære Medlemmer.
Samtidig med, at jeg modtog Anmodningen fra Brandes om at tage Deres Udkast i Forevaring, fik jeg af Cavling at vide, at Brandes og Hørups meget bestemt havde taget Afstand fra Deres Arbejde og endog allerede havde drøftet Muligheden af at yde Dem et mindre Gratiale, for at De ikke skulde have spildt Deres Tid helt. Jeg kendte ikke den Gang Deres

Udkast, og jeg indskrænkede mig derfor til at bemærke, at Brandes og Hørups Familje jo ikke kunde tage nogen Bestemmelse egenmægtigt; exempelvis fordrede jeg selv som Medlem af Komiteen af have Ret til at afgive mit Skøn i den Sag. Det skal navnlig have været over Mangel paa Lighed, Familjen beklager sig. Men herimod indvendte jeg paa Forhaand, at jeg har staaet Fadder til ikke saa faa Buster uden en eneste Gang at opleve fuldstændig Tilfredshed med Ligheden af den Fremstillede hos dennes nærmeste. Endvidere, at den strænge Lighed for mig ikke var det væsentligste, eftersom om 50 Aar ingen spørger derom.
Igaar kom saa Udkastene mig i Hænde, og i Dag kan jeg glæde Dem med at meddele, at jeg er parat til at sætte Tid og Flid ind paa at faa Deres Statue af Hørup rejst. Unødvendigt at drøfte Monumentet i dets udvidede Form, d.v.s. med Bondemanden; thi der er jo ikke Halvdelen af de Penge til Stede, det i denne Skikkelse vilde koste. Heller ikke tror jeg, det vilde blive heldigt

saaledes. I bedste Fald vilde der fremkomme en Scene mellem to Figurer; i alle Fald vilde det være vanskeligt, for ikke at sige umuligt for Dem at lade Beskueren ane Masserne bag den ene Bondemand. Men som sagt: vi behøver ikke at drøfte det; thi Tanken om at realisere Monumentet i denne Form er fuldstændig udelukket.
For Skitsen til Statuen af Hørup og dennes Buste har jeg derimod den største Sympathi. Jeg finder Ligheden baade i den ene og den anden forbavsende god. Busten glimrer med alle gode Egenskaber; Skitzen til Statuen er plastisk nær det fuldkomne, skøndt Opgaven jo ikke er det. Det er noget nær første Gang, jeg har set en Mand i Frakke og Buxer fra vore Dage behandlet saaledes i et plastisk Arbejde, at Frakken og Buxerne ikke blev saarende stygge.
Deres Skitze er smuk i sine Linjer og udmærket karakterfuld. Den gengiver fortrinligt det formløse ved Hørups Optræden. Blot kunde jeg ønske, at De havde ladet H. have sin venstre Haand i Lommen. Baade for at skaffe Haanden et Støttepunkt og for yderligere at frembringe det rette Indtryk af H. Saaledes stod han

gærne, naar han talte.
Som sagt: jeg er lutter Beundring for disse Udkast. Jeg ynder ikke, at de to Led af Fodstykket er stillede paa Kryds af hinanden; men Ideen med den grundlovskransede Estrade, paa hvilken Figuren staar, er god. Meget smuk er ogsaa Deres store Akvarel. Der er den rette Grundlovsstemning i den; man kan mærke paa den, at man netop holder ved d. 5^te Juni. Men Tegningen synes mig ellers at bekræfte Formodningen om Umuligheden af at faa mere end en Scene mellem to ud af Monumentet i denne Form.
Jeg havde i Formiddags indstævnet nogle Mennesker til at tage Deres Udkast i Betragtning: Johan Rohde, Erik Henrichsen, adm. Direktør for Politiken Hansen-Ott, Cavling, P. Nansen. De to sidste blev forhindrede og kom ikke. De andre var derimod ganske enige med mig i min Opfattelse og lovede mig deres Medvirkning til at føre Sagen igennem. Med Rohde, som var lige saa glad, som jeg, over Statue-Skitzen og Busten, drøftede jeg Muligheden af at foranstalte en samlet Udtalelse fra Kunstnere

til Fordel for Deres Arbejde, hvis Hørups vedblivende skulde vægre sig ved at godkende det. Foreløbig vil jeg sørge for, at nogle flere faar det at se for saaledes at øve nogen Indflydelse paa Stemningen eller i hvert Fald sondere dem. Imidlertid, d.v.s. medens dette staar paa, vil jeg – alt under Forudsætning af, at De betragter Sagen som værende i gode Hænder - bede Dem forholde Dem selv passivt til dens videre Forløb. Meget hurtigt kan dette ganske sikkert ikke gaa for sig. Der maa jo nedsættes et Forretningsudvalg indenfor den store Komité. Der maa endvidere tænkes over, hvorledes de manglende Penge skal skaffes til Veje. Komiteen raader, saa vidt jeg véd, kun over 10-11000 Kroner. Før jeg har faaet Sæde i det nævnte Forretningsudvalg, fra hvilket man vel ikke godt kan udelukke mig, kan jeg naturligvis intet direkte foretage mig, og jeg har desuden – formedelst Krohns Sygdom – saa enormt meget andet at gøre i denne Tid, at De maa have nogen Taalmodighed m.H.t. det Arbejde, jeg skal gøre i Deres Sags Tjeneste. Love Dem, at De sluttelig vil gaa sejrende ud af den Strid, der vil komme til at staa, kan jeg naturligvis ikke. Men

jeg sagde i Dag til Henrichsen og Rohde: den Sag sætter vi altsaa igennem, og med deres og andres Hjælp nærer jeg noget Haab om, at det skal ske.
Men til Flyttedag – umuligt! De maa have Taalmodighed. -
Saa er De altsaa saa venlig at besørge det omtalte Smykke for os. Pengene for det kan De faa, naar De ønsker det.
Venlig Hilsener fra min Kone og
Deres hengivne
Emil Hannover
Undskyld den jaskede Form i mit Brev. Jeg har henved 20 andre at skulle skrive i Aften.