1885-08-05

Refsnæs d. 5^te Aug.

Kjære Willumsen, Tak for Dit Brev, som jeg modtog igaar og som jeg iøvrigt havde længtes efter og forventningsfuldt imødeset. Da jeg nu aabnede det og saa Brevet til Præsten's – som skal blive besørget i rette Tid – saa skal jeg ikke nægte at jeg troede, der forelaa et Resultat og tilmed et rigtig glædeligt Resultat, som Du ogsaa vilde gjøre Præstens bekjendt med. Naa, jeg saa jo snart, at det desværre ikke er saa vidt endnu og jeg gav mig saa til den ene Gang efter den anden at læse Brevet igjennem saa sov jeg derpaa i Nat og efter nu atter i Dag at have læst det igjennem tror jeg nok, at jeg har et saa nogenlunde Overblik over Sagernes Stilling, at jeg kan tale med derom, - Lad os nu begynde med Begyndelsen af Brevet. Du taler om de vexlende Sindsstemninger Du har været i. Ja det kan jeg saa godt være med til, men hvad Du skriver om den "Ligegyldighed, der efterhaanden udviklede sig til Had" saa tror jeg ikke
 
rigtig paa den; i det mindste er det ikke det rette Navn. Kald det hellere; en vis Sløvhed der efterhaanden næres af en Slags Krænkelse ved Tanken om maaske at blive forsmaaet. Men Du kan tro mig – og det tror Du ogsaa, er jeg vis paa – en oprigtig Kjærlighed forvandler sig ikke saa let til Ligegyldighed og Had og hvis Du en Dag virkelig modtog en officiel Meddelelse af hendes Forlovelse med den anden, saa vilde Du næppe modtage den med Ligegyldighed, forudsat at Du virkelig holder af hende. Lad vær at tale om den Kjærlighed "som hun forsmaaede"; det ved Du jo slet ikke, om hun har gjort, og lad vær at tale om at kaste Din Kjærlighed over paa en anden, hvis der var én "som syntes smuk i Dine Øjne", for det mener Du jo ikke et Muk med; og kan Du end maaske bilde andre ind, at Du er saa letsindig at kunne vende Dig lige fra én ung Pige til en anden fordi Du tror, at den første "forsmaar" Dig, saa kan Du dog ikke bilde mig det ind. – Du har
 
talt med Frk. Thune. Meget godt! Skjøndt jeg begriber ikke Din Frækhed, første Gang Du er sammen med en ung Dame at spørge hende, hvad Indtryk en saa indirekte Hilsen, som den jeg sendte T.U (det var jo den Du mente, ikke?) havde gjort, om hun var bleven rød o.s.v. Frk Thune er naturligvis inde i T.U.^s Fortrolighed og passer godt paa, at hun ikke svarer paa mere end det passer i hendes og hendes Venindes Interesse. Men gjør Dig gode Venner med hende. Mærker hun saa først lidt efter lidt, hvor stor Interesse Du har af at faa noget at vide og hvormeget der staar paa Spil for Dig, saa vil hun nok af sig selv give Dig et lille Vink, hvis der virkelig er noget sandt i hvad Rygtet fortæller. Det skylder hun ogsaa sin Veninde: ikke at udsætte hende for den Ubehagelighed at modtage en "Erklæring" fra Dig, naar hun allerede har bunden sig til en anden.
Dette kan Du jo nok forstaa. Det Middel Du omtaler til at opvække til Skinsyge hos hende, kan ganske vist føre til
 
Maalet, men det er dog et lidt farligt Middel og man skal aldrig lege alt for meget med Ilden; saa brænder man let sine Fingre; Og tag Dig i Agt, at ikke det overdrivende Rygte skal bringe forvanskede Historier for hendes Øren, hvad der let vilde kunne skaffe Dig mere Vrøvl end Gavn og gjøre Dig Vejen længere. – Saa omtaler Du Samtalen, Du havde med hende paa Verandaen.
Jeg vil nu oprigtig talt sige, at den holder jeg ikke rigtig af; nej jeg synes egentlig heller ikke, der er Grund til at være glad over den; og Du fik intet at vide, Du kunde kun bruge Din Gjætteevne. Men Du kunde have faaet alt at vide, alt hvad Du behøvede og det uden at blotte Dig selv; og skal jeg sige Dig, hvordan Du skulde have opnaaet det? Du skulde have benyttet en stor Uforsigtighed hun begik i Samtalens Løb ganske anderledes. Først taler I om, hvorlænge hun bliver paa Samsø; Du mener at hun nok bliver der med det samme o.s.v. –
Se det er nu meget godt alt sammen
 
2)
Men saa begaar hun den ubegribelige Uforsigtighed at blotte sig halvt ved at sige: "De har nok hørt noget i Byen" Havde Du nu været fiffig, saa havde Du ikke svaret som Du gjorde men paataget Dig en uskyldig forbauset Mine og sagt: "Hvilket? – taler man om noget i Byen?!!^["^] og saa havde hun staaet aldeles blottet og ved sin Uforsigtighed løbet sig en Stage i Livet. Saa var ét af to sket. Enten havde hun slaaet det hen i Spøg og fortalt ligefrem, at Rygtet havde smeddet hende sammen med den og den o.s.v. o.s.v., eller ogsaa var hun bleven forlegen^{x) x)Det kan du bande paa.} og rød i Hovedet og vilde slet ikke have gaaet ind paa det. I første Tilfælde kunde Du have været rolig, saa havde der ingen Grund været til Bekymring; i sidste
 
Tilfælde var det øjensynligt at der dog var noget i, hvad Rygtet fortalte, og saa havde Du ogsaa været paa det rene med hvordan Du skulde forholde Dig.
Det er dog noget skandaløst Blæk dette her, det bliver blegere og blegere. Dette Brev ser ud som det var skreven for hundrede Aar siden.
- Efter dette lille private Hjertesuk gaar vi videre. –
Resten af Samtalen har jeg naturligvis ikke noget at udsætte paa, den var jo ført i en let og aldeles fri Tone og var jo kun at betragte som en Art Konversation. Du spørger om hvad Du nu skal tænke derom og hvorledes jeg vil løse Gaaden paa den smukkeste Maade. Ja kjære Ven, det vilde jo være let nok at finde en smuk Forklaring,
 
en Forklaring der stemmer overens med vore Ønsker og Forhaabninger i denne Sag men den skulde jo ogsaa helst stemme lidt overens med Sandsynligheden; og Du kan jo nok begribe, at det er lidt vanskeligt for mig at danne mig nogen Mening derom. Af Ordskiftet lader sig intet udlede, dertil var Samtalen holdt i en altfor let overfladisk Form; det eneste var jo af hendes Adfærd og Minespil at slutte sig lidt til hendes Tanker. "Hun stod, rød i Kammen og med stort Smil og kastede sig forlegent fra den ene til den anden Side i Døren" skriver Du. - Gid hun havde ladet være med det.
Man kan naturligvis ikke, naar man ikke har set dette men kun hørt det omtalt, danne sig en afgjørende Mening om hvem denne
 
Forlegenhed gjældte; den kan jo ligesaa godt have gjældt Dig, som den anden. Det maa Du jo bedre have kunnet dømme om, som saa dette Smil og i det hele saa hendes Adfærd. Men som sagt: Gid hun selv havde været ligesaa let og fri som Formen af Samtalen var det.
Jeg venter nu med Længsel Dit næste Brev; ja jeg vil endogsaa sige Dig, at jeg i denne Tid længes mere efter at høre fra Samsø end efter at høre fra Jylland og det er dog meget. For Resten har Du bragt mig lidt Fidtefadet med det Brev til Præstens, idet Du ikke har mælet et Ord om hvad Opholdssted Du har sat i Overskriften. Præstens vil naturligvis nok spørge mig om Grunden til at der kun var 4 Ører Frimærke paa Brevet og om hvor Du opholder Dig. Det vilde jo saa
 
være kjedeligt for mig at komme til at røbe at Du er paa Samsø, hvis Du vil have det fortiet fremdeles og paa den anden Side vilde det jo dog være lovlig frækt at stikke en Præst den Plade, at Du har skrevet det her paa Refsnæs, hvis Du saa har sat Tranebjerg i Overskriften.
Blot et simpelt Spørgsmaal f. Ex af den gamle Apotheker: om hvor Du er henne, vilde sætte mig i en slem Forlegenhed, naar jeg vidste at Præsten havde et Brev med en Overskrift der maaske stod i Strid med den jeg opgav. Se, det er jo tidsnok, naar jeg afsender Brevet den 8^de og naar jeg nu en af de første Dage gaar ned og besøger Kjørboe's, behøver jeg
 
ikke at komme der, før jeg har faaet nærmere Besked fra Dig om hvad Overskrift Du har sat i Brevet. Skriv derfor snarest. Lev vel, husk det Raad jeg gav Dig i mit forrige Brev og Motiveringen derfor, nemlig: Din skjæbne bliver ikke et Haar anderledes fordi Du venter i 8 Dage, og hvis hun siger ja om 8 Dage, siger hun ikke nej idag,
I det jeg sluttelig beder Dig undskylde de tre forskjelligartede Lapper Papir – et for hvert af de tre Begreber, der skal staa Dig bi i Din Kamp: Tro, Haab og Kjærlighed – er jeg Din Ven
Sophus Stein