1905-05-05

5.V.1905.
Nybrogade. 12
Kjøbenhavn

Kjære Willumsen
Siden mit sidste Brev, som De formodentlig har faaet, er der sket dette, at jeg efter Fru Fabers Opfordring har været hos hende for at drøfte, om der muligvis ved Hjælp af gode Kautionister kunde skaffes Dem en Kassekredit paa nogle Tusind Kroner, som De kunde ty til, naar De manglede Penge.
Selv tilbød hun strax at ville kautionere for 2000 Kr.; det gjaldt nu om at skaffe nogle ligesaa beredvillige.
Den nærmeste til at henvende sig til, var naturligvis Deres Fader, og jeg tilbød at ville tale med ham – Jeg har nu endelig i Formiddags truffet ham og er for nylig kommet

hjem efter en meget drøj Dyst. Henimod en Time har jeg maattet kjæmpe med ham paa alle mulige Maader, snart med haarde Ord, snart anslaaende følsomme Strænge for at røre hans Hjærte. Men han er haard. Han indrømmede, at han havde Penge nok, mange flere end han brugte, men Pengene, selv disse usle Penge, var ham saa kjær at gjemme paa, at han hellere vilde se sin eneste Søn sulte end skille sig af med nogle af sine kjære Dukator. Da jeg fortalte ham, at Fru Faber vilde kautionere for 2000, om han ogsaa vilde, svarede han blot "Hun er jo gal".
Det lykkedes mig imidlertid tilsidst at aftvinge ham det Løfte, at han i Dag skulde gaa ud paa den frie Udstilling og kjøbe et af Deres Billeder.

Jeg takkede ham meget derfor og appellerede til hans gode Hjærte med Haab om, at han vilde ende med at give Dem en fast Maanedlig Understøttelse. – Jeg traf ham ude i en Børnevognsforretning i Linnésgade, hvor der var en Dame tilstede, hvem jeg ikke véd hvem var, men som sagde, at hun skrev til Dem. Jeg maa sige, at hun hjalp mig meget ligeoverfor Deres Fader.
Han var meget opbragt over at De brugte Penge til at gjøre Rejser for, og jeg vil derfor raade Dem til ikke at skrive ham til om Deres Rejser, men forøvrigt tror jeg, at han skal tages med det gode, paa en følsom Maade, men bestemt. Jeg sagde ham naturligvis, at De aldrig havde bedt mig om at gaa til ham, ligesom De aldrig nogensinde havde beklaget Dem over ham til mig. –
Ja det er jo foreløbigt ikke meget, men noget er jo bedre end intet og lad os saa haabe,

at dette er Begyndelsen til mere.
Med venlige Hilsner
Deres hengivne
Johan Rohde