1904-12-11

Søndag d. 11 Debr. 1904.
Kjære Willum!
Tak for Dit kærkomne Brev. Hermed sender jeg en nøgen Rytter, eller rettere nogle af mine Modeller; det er væmmeligt at være i Modelnød; jeg for mit Vedkommende har Overflod af smukke unge Mænd at vælge imellem; her er mange Officerer i Ystads ved de skånske Dragoner, og det er så heldigt for mig, at de alle heller end gærne vil med på "Tavlen". – Du skriver, at Du ikke har oplevet noget siden forrige Brev – kære Willum – de ydre Oplevelser er naturligvis altid interessante, men de kommer i Reglen Tankeudvexlingen meget lidt ved; og den kunne vi vist have Glæde af at meddele hinanden just nu,

II
hvor vi beskæftiger os med ligestillede Opgaver. – Jeg synes egentlig, at for så moderne Mennesker som os, er Opgaven i sig selv en vanskelig Ting at bringe i Samklang med vor Tids (jeg mener vor ligesindedes) Livsopfattelse. Jeg skal sige Dig hvad jeg særlig mener. Forleden en Gang læste jeg en Afhandling om Griegs Kunst; og deri stod, at han var så udpræget national, (hvilket vi ikke er). Og der fulgte en Beskrivelse elle Udvikling af, hvor nøje hans Musik knyttede sig til Norges Natur, (han var vild Naturdyrker) og til de norske Bondesange og Dandse og Eventyr! hvorledes Nøkken og Draugen og Nisser og Trolde levede i ham, og hvorledes hele denne nationale Underbund skabte hans Musik o.s.v. Ser Du, jeg som

III
regner al Tro lig med Overtro har i mit Inderste Modvillie mod en sådan Undergrund som Griegs. – Da gamle Italienere, hvem jeg som Kunstner føler nærmest med, havde reliøs Tro, og byggede jo næsten alle deres Ting på religiøse Emner, selv Michel Angelo med sine nøgne Figurer. (Han var jo iøvrigt en dybt reliøs Mand). Men de religiøse Emner skulle vi jo hellerikke dyrke, og efter min Mening ikke engang som Skalkeskjul for en malerisk Opgave. Vi er Internationalister, Willum, og betegne egentlig et Standpunkt, hvortil kun få i deres Hjærtes Dyb hører. Derfor er vi nye; vi er på bar Bund; det mærkes i vor Produktion, og føles af os i den Mangel på Interesse, der møder os. I det

Øjeblik der spilles en gammel kendt Melodi, lytter Alle med Velvillie; den nye Melodi synes som Regel ingen om; eller den påhøres med Ligegyldighed. Lad den være ny – som Griegs – med den nationale Klangfarve vil den – inden kort Tid være sikker på Forståelse og Dyrkning. – Når vi nu maler nøgne Figurer – (i en Tid hvor Nøgenheden ses ret sjældent) og hvor vore Motiver fjærner sig langt fra de franske Kokettenøgenheder, og lige så langt fra den Krøyerske Maleriskhed, hvor hans badende Drenge er et lille Led i en forøvrigt meget smuk malerisk Stemning, som iøvrigt også er international i Øjeblikket, så arbejder vi på bar Bund, uden Sangbund i nogen Befolkning; og vi kan kun vente os (højst) Forundring over vor Begei-

2. V.
-string. Ser Du, jeg føler mig ikke just som Naturalist, når jeg maler mine badende Officerer, selv om jeg føler meget for Lys og Sol og Natur. Jeg maler disse unge gymnastiserede Mænd og smukke Heste med Begeistring; men jeg føler ligeså meget ved at forme dem til monumental Kunst, til at bygge mit Værk op, så ingen Tilfældighed skal indløbe i Linier og Former og Farver. Og jeg føler tillige en Mission i Opgaven. (Ibsen havde også en Mission med hvert af sine Dramer). Jeg vil søge at rense den Augias' Stald, som den nøgne Figur, navnlig i fransk Kunst, for Tiden er. Men jeg har tillige altid en nagende Længsel i mit Indre efter at finde Udtryk for vor Civilisations Stand-

VI
-punkt, som jo for andre Mennesker synes så negativt. Vort åndelige Indhold er ikke udtømt med hvor Begeisting og Skønhedsdyrkelse og Renhed i Opfattelsen af det nøgne. Mit næste Billede er allerede ved at spire i mig – men jeg aner ikke, hvad det bliver. Føler Du ikke noget Lignende? – Jeg læser i denne Tid en Bog, som interesserer mig ovenmåde; det er Richard Wagners Briefe til Mathilda Wesendonck. Og jeg tror at have fundet Nøglen til det betagende, det almengyldige i hans Musik. Det er kort og godt utilfredsstillet Elskovstrang, en evig Længsel.
Han elskede hende og hun ham, men platonisk, idet de begge respekterede hendes Ægteskab; men han skrev og componerede Alt til hende ud af

VII
en mægtig Kærlighed – utilfredsstillet. Men vi som er lykkelige i vor Kærlighed, har heller ikke denne almene Sangbund at bygge på. Og de Sorger og Skuffelser vi har, er jo nærmest Skuffelserne ved ikke at få de Opgaver at løse, som vi tror vi kunne gjøre bedre end andre – og som ikke interesserer nogen at føle i et Kunstværk.
Se – disse Ting synes jeg vi kunne drøfte lidt med hinanden – og så lade andre om at lave Bazarer og Kunstlotterier (som de gør i Kjøbenhavn i denne Tid) med Lodsedler, hvis Vindere kan få sit Portræt malet eller vælge et Landskab eller en lille Marine af bekendte Kunstnere! Jeg får Kuldegysninger af Væmmelse ved Tanken alene – Din Hilsen til Ryttmästerinnan

Brunnström skal jeg overbringe, når jeg en Aften besøger dem igjen; det er meget hyggelige Mennesker, og han er en særlig fin og alvorlig Officer. Hvad angår Tersling, så har jeg netop ikke brudt med ham (og derved overvundet mig meget!) i Håb om at komme derned igjen og arbejde. Ja, Ejeren af det Pallais som jeg dekorerede, lovede mig endogså Fortsættelse om 1 á 2 Aar, så jeg går i spændt Forventning om at få ny Bestilling dernede fra. Iøvrigt har jeg gjort hvad jeg kunde for at anbefale Dig til Sculptur. Palaiets Udsmykning blev nemlig ikke færdig - det havde kostet for meget; men Fortsættelsen venter jeg altså, og håber på. Havde vi Penge, så kunne vi to errobre hele Rivieraen. Men der er vældig dyrt, og der skal optrædes flot, så det fra det ydre bemærkes. – Ja så farvel for denne Gang – og skriv nu snart igjen og lad os snakke lidt om Tingene. De hjærteligste Hilsner til Edith og Dig fra Din hengivne Oscar M.