J. F. Willumsen
1923-03-19
Sender
Carl Nielsen
Recipient
Edith Willumsen
Document content
Awaiting summary
Transcription
Menton den 19-3-23.
Kære Edith Willumsen!
Det var mig en stor Glæde at besøge Jer og jeg takker mange Gange fordi jeg føler mig beriget af det Besøg . – Jeg ved ikke hvordan I har det, men jeg er overbevist om at jeg vilde have stort aandeligt Udbytte af Omgang og Samtaler med Dem og naturligvis ligesom stærkere og større endnu med Willum. Ja, jeg mener endnu mere endnu end i vore yngre Dage, fordi jeg ser hvad det betyder at han hver Dag i sit urolige og rige indre Liv faar den fulde, den fuldeste Forstaaelse hos Dem,
ikke paa den Maade at De bare siger ja og Amen, men saaledes at De sliber Prismerne endnu engang efter og om muligt forstærker alt det, der kommer fra Urkilden.
Én Ting til, tror jeg vilde være af Betydning for Omgang og Udveksling mellem os, nemlig: en vis Alderens Objektivitet.
Vi ser ikke mere paa alt det, der tidligere kan være Drivkraften og som maaske i og for sig er periodisk berettiget; jeg mener, Ærgerrighed, Kappelyst o.s.v. men kun paa det der angaar selve de Tings Væsen som vi stræber efter at udforske og forbedre. – Det nye Billede gjorde et meget stort Indtryk paa mig, og jeg er egentlig forundret
over at jeg husker, ikke alene Kompositionen nøjagtigt, men ogsaa Farverne – for ikke at tale om Figurernes Udtryk. Det er et Tegn der siger at Billedet rummer de elementæreste Egenskab[er] og det er noget der for mig er det vigtigeste i al Kunst.
Jeg lovede at sende Dem Kritikken over Charless Koncert i Berlin.
Jeg skriver ikke hvad der staar om mig, men kun hvad der angaar ham personlig, altsaa: "Herr Lautrup führte das Orkester mit ersichtlichem Geschick, sodass man in ihm einen temperamentvollen und ersichtlichen Kapellmeister kennen lernte". Bladet hedder "Der Tonkunst" og er meget anset. Mr. Eckermann skriver at i andre Blade har man været ligesaa anderkendende, og det er meget, da den tyske Presse er meget streng
Jeg tænker at komme engang endnu og besøge Jer. Men nu vil jeg idag bare sende denne lille Hilsen til Dem og Villum.
Hils de to søde Døtre fra mig og levvel allesammen!
Eders hengivne
Carl Nielsen