1923-09-23

Grankulla. Finland. 13/9 23
Kære Willum!
Vi sidder oppe i det fjærne Finland og faar af og til Politiken, og i gaar fik vi den, og saa Dig fejret paa kryds og paa tværs med mange kloge og mange dumme Ord, og til det altsammen er jeg sikker paa, at Du siger, mens Din Latter klukker helt ned i Spidsen af Dit Bukkeskæg:

Det er ikke rigtigt. –
Kun en Ting er vel rigtigt, og det er, hvad Fatter Skovgaard gav i Fødselsd[a]gsgave: Ønsket om en stor Opgave til Dig, saa Din noksom besugne Mesteraand et eller andet Sted i Danmarks Land (helst i Hovedstaden) maa give sit Besyv med til Dannelsen af et nyt Skønhedsmoment dernede. For, ikke sandt? det er det vigtigste af alt; Dyrkelsen af Skønheden?! Som

vor "efter-Krigstid" fatalt har glemt. Ja, kære Willum det gør mig ondt, at vi netop nu er borte fra Landet; hvor vilde jeg ikke gærne være med til at fejre Dig, jeg husker maaske bedre end de fleste andre Dine TrængselsAar og – gaar Tiden ikke alligevel hurtigt? – nu er alt det forbi – gid Dine Laurbær, som nu lægges om Dit Bjærgmandsho'de, maa give Dig Lykke og

Velbehag, saa Du atter kan føle Dig Tilpas hjemme og skabe nyt og skønt.
Hvis I bryder Jer om det, skal jeg ved Lejlighed skrive om os selv, men dette kun som en Hilsen fra Din hengi[v]ne gamle Veninde
Fernanda
Hils Fru Willum og de to søde Pigebørn. Felix erklærer ikke at ville dele Papir med mig, men vil selv skrive med det første!