Menu

J. F. Willumsen

1951-01-31

Document content

Awaiting summary

Transcription

31 Januar 1951
Kære Willumsen!
Tak for Brevet af 20/1 51.
Jeg forstaar godt at Du er ked af Tilstanden i Øjeblikket, men dersom Du var her hjemme, saa vilde Du bedere forstaa hvorfor alt er saa skævt. Tilstandene her i Danmar er idag ganske kaotiske. Alt gaar i Staa af Mangel paa Penge! Penge – Penge. Rigsdagen øser Penge ud til Kanoner og Flyvemaskiner og Soldater. Hvor Pengene skal komme fra? ja det skal Skatterne udrede. Ser Du alt er af den Grund skruet op, alle flaar alle kun for at betale Skatter med. Staten sparer

alt andet. Jeg skulde lave 4 smaa Relieffer til ialt 2000 Kr, de var antagne, men –– igen afbestilt fordi de 2000 Kr kan spæres paa et Beløb af 1 Million til et Seminarie. Kunst kan undværes. Paa den Maade kan man jo nok betale sin Skatter. Jeg har i disse Dage faaet forhøjet min Eiendomsskyld med 10.000 Kr (det er 3ie Gang i Løbet af 2 Aar). Det betyder forøgede Udgifter til Husleje og Formueskat til Staten. Huset er det samme som for 50 Aar siden, men Husleje og Formue stiger og stiger. Saadan gaar det alle, om 1 eller 2 Aar maa jeg sælge Huset, jeg kan ikke blive ved med at bo i det og altsammmen fordi jeg skal betale min Andel af Forsvaret. Du ser altsaa, at alt maa vige for Statens Sikkerhed, og er Landet saa sikret?

Det tror jeg ikke paa. Men alt det som sætter Kulør paa Tilværelsen, bliver vasket af, alt er graat – og sort. Jeg tror ikke det er Kunstnerne der laver Dig Knuder. Men vi hører en længst forsvunden Tid til. Det som idag raabes ud som Kunst forstaar vi ikke, mom det ellers kan kaldes for Kunst?
Du spørger om Din Hest? Du ved ikke hvor jeg har maset for, at faa en Afgørelse, men Bjerg som har Sagen i sin Haand, han lover og lover, at nu skal det ske, men der sker intet.

Du Efterlyste Idealitet, det har jeg gjort i adskillelige Aar, men de “Andre” tror vi er gale! Jeg blev færdig med Ørnen, men da der ikke er flere Penge, skal den gentages 4 Gange, en til hvert Hjørne, saa sparer de disse Penge. Jeg arbejder ikke i Værkstedet i denne Tid, det er for at spare Brændsel, det er nemlig saa dyrt at man skal være vel udrustet med Penge for at købe det, saa jeg er nødsaget til at lave smaa Ting, indtil vi faar lidt Varme i Luften. Jeg glæder mig til at sludre med Dig naar Du kommer hjem. Nu mange hjærtelig Hilsner til Michelle B. og Dig selv fra Dine Venner
Olga og Siegfried W.
E.S.
Vinteren har ikke været god for Olga!
SW.

Facts

PDF
Letter

Dansk

Lyngby (Danmark)
Cannes (Frankrig)

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: B/I/1 - Wagner