J. F. Willumsen
1930-10-31
Sender
Johannes Wilhjelm
Recipient
Jens Ferdinand Willumsen
Document content
Awaiting summary
Transcription
p.t. Skagen 31 Okt 30.
Kære Willumsen!
Jeg sidder endnu oppe paa Skagen, hvor jeg har været 1½ Maaned. En gennemtrængende Nordenvind jager Skyerne forbi en kold og bleg Maane og her er egentlig ganske vinterligt i Øjeblikket, men om et Par Dage tager jeg til Sjælland, for at besøge et Par af mine Døtre, inden jeg gaar i Vinterhi i København.
Den Udstilling, jeg havde her i Skagen i Sommer i et Træhus sammen med Stuhr gik bedre, end jeg havde ventet, og vi havde virkelig Fornøjelse af den. Ellers er her sløje Tider, de andre Malere solgte intet. Clement maler et stort officielt Portræt af Dronningen til Frederiksborg, foreløbig har [ulæseligt] og forskellige andre staaet Model til det, men til allersidst vil den høje Dame dog skænke ham et Par Séancer. Det Portræt, som De malede af mig, kom godt hertil sammen med mine Billeder, og gør megen Lykke hos de fleste, som har set det, og min Kone bliver gladere og gladere for det og fremhæver dets Fortrin i varme Ord til dem, der kommer for at se det.
Hun rejste til København for otte Dage siden. Gamle Fru Tuxen er her endnu og bliver her i Vinter; hun har givet sin Villa her til Børnene og maa nu betale Husleje, for at bo i sit eget Hus. Det glædede mig i Avisen at se, at De har solgt Deres Store Billede af Krigsinvaliderne, og at det nu kommer paa Galleriet. Men hvorledes mon det gaar Dem selv, jeg har saa ofte tænkt paa Dem. Jeg haaber, at De havde en god Sommer i Venedig sammen Mme Bourret, og at hun ogsaa nu er sammen med Dem i Nice, saa De ikke skal være helt ene. Har De fundet nogle gamle Billeder ogsaa denne Gang? For De er da forhaabentlig ikke holdt op med at købe Billeder! Og hvorledes gaar det Deres Døtre i Paris? Tænker De endnu paa at leje Lejlighed i Paris, eller har De foreløbig opgivet den Plan. De ser mit Brev er fuldt af Spørgsmaal. Selv har jeg ikke oplevet noget videre ud over at jeg har været et Par Maaneder i Svinkløv og hængt i som et lille Søm, men det har jeg jo gjort før.
Hav det godt! En hjærtlig Hilsen
Deres hengivne
Johannes Wilhjelm
Vil De bringe Mme Bourret en Hilsen.
Facts
PDFDansk
Michelle Bourret
G.F. Clement
William Stuhr
Frederikke Tuxen
Anse Willumsen
Gersemi Willumsen
- Skagen, Danmark
- Nice, Frankrig
- København, Denmark
- Frederiksborg, Hillerød, Denmark
- Paris, Frankrig
- Svinkløv, Fjerritslev, Denmark
- Venedig, Italien
J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: A/III/5 - VW
Mentioned works
G.F. Clement: Portræt af Dronning Alexandrine (1931)
J.F. Willumsen: Portræt af Johannes Wilhjelm (1930)
J.F. Willumsen: Krigsinvalider (1928)
Olie på lærred, 192.2 x 168.5 cm
KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg, inv. nr. NK 281