J. F. Willumsen
1913-02-18
Sender
Johannes Wilhjelm
Recipient
Jens Ferdinand Willumsen
Document content
Awaiting summary
Transcription
Hôtel Central & Cosmopolitain
Bordighera (Italie) 18 Feb 1913.
Kære Willumsen!
Tak for Brevet, jeg i Dag har faaet tilsendt fra København. Det var en Overraskelse at høre, at De og Madame er paa disse Kanter, jeg troede Dem i Sevilla, men dernede har Vejret altsaa været daarligt, saa De er vendt tilbage til Rivieráen, og forhaabentlig vil her alle Mavedaarligheder og lignende helt fortage sig.
Vi er i Bordighera, og har været her i smaa tre Uger, og haft herligt Vejr det aller meste af Tiden. Oprigtig talt
troede jeg nærmest det var en Fabel, alt hvad der blev fortalt om Solskin og Sommervejr midt om Vinteren hernede, men nu har jeg selv oplevet det, og adskillige Dage staaet ude og malet uden saa meget som en Sommerfrakke paa. Hjemme staar man jo ofte med Vinterfrakke paa om Sommeren. Her er meget smukt og gode Forhold at arbejde under. Vi har et godt Hotel, som ikke er dyrt. (6½frs Pension) Kysten er saa udmærket, her er baade Klipper - og til den anden Side flad Strand. Her er meget smukke Vigner og Appelsinhaver, hvor Appelsinerne falder ned i Hovedet paa en, naar man gaar under Træernes Kroner.
Alle Haver staar fulde af Blomster, og Palmer er her lige saa mange af som Piletræer paa Lolland; gaar man lidt op i Bjærgene er der smukke, gamle Olivenskove og meget morsomm[ere] Smaabyer, der er bygget sammen paa den besynderligste Maade ogsaa skumle og snavsede saa det er forfærdeligt. Men forresten kan jeg se af de to Kort, De har sendt, at Karakteren af det hele meget ligner det Sted, som De har valgt.
Inden vi kom her til var vi 14 Dage i Andermatt, jeg vilde egentlig kun have været der en Dag, men vi blev i 14, fordi vi syntes der var saa smukt. Der laa et Par Meter
Sne og vi løb paa Ski og Skøjter, og jeg malede ogsaa lidt; der var en vidunderlig Luft og vi havde megen Fornøjelse af at se al Vintersporten deroppe.
Vi tænker at blive her til Begyndelsen af næste Maaned, og det er vor Hensigt at gjøre en lille Tur til Monte Carlo og Niza og Villefranche og aflægge Dem et lille Besøg og se hvor dejligt der er i Deres By. Gid Solen maa skinne paa Dem og Deres Kone hver eneste Dag og vær hilset fra os begge
Deres hengivne
J. Wilhjelm
Facts
PDFDansk
- Bordighera, Italien
- Nice, Frankrig
- Sevilla, Spanien
- Monte-Carlo, Monaco
- Villefranche-sur-Mer, Frankrig
- Andermatt, Schweiz
J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: A/III/5 - VW