1901-09-26

Meillerie. Savoie. France
26 Sept. 1901.

Kære Matthis.
Det gør mig virkelig ondt at høre, at det ikke bliver til noget med Din Dekoration paa Lachmanns Villa. Jeg ved hvad Skuffelse er og hvad Nedtrykthed den giver. Jeg synes at vi snart skulle have Medgang, alle vi, som hører til samme forkuede Generation. Og dog arbejde vi i Haabet, som aldrig opfyldes. Lever i Troen paa os selv, og glæder os over os selv naar vi synes vi gaar fremad i vor Kunst; Lønnen er ikke materiel; men maaske saa meget mere sublim. Jeg haaber Du maa beholde Berlingske, thi Du gør megen Nytte for os ved at have den Stilling. Jeg har jo ikke kundet følge Dine Skriverier der;

for jeg har jo været bortrejst den meste Tid; men gennem andre har jeg hørt om Din rigtige Dømmekraft og udvidede Syn. De to Artikler Du har skrevet om mig, om Porcelainet og om Gravmonumentet har sikkert gavnet min Stilling meget og jeg er Dig meget taknemlig for dem.
Om nogle faa Dage rejser jeg herfra til Chamonix ved "Mont Blanc" for at gøre nogle Studier der.
Jeg har i disse Par Maaneder jeg har været her i Sweitz faaet bestilt en hel Masse, gjort over 50 Aquareller, 1 Oliebillede og paabegyndt et Par andre og derved gordt Begyndelse til Arbejde, hvis Fuldendelse vil vare hele Vintren.
Men hvad særligt Gavn saadant et

Rejseliv medfører er, at man igjen bliver iagtagende, bruger sine Øjne, og lægger god Grund til det kunstneriske Sprog. At sidde formeget stille hjemme, gør En formeget indadvendt og følende. Og megen Følelse er i al Fald ikke den afbildende Kunsts Maal. Jeg føler og ser at jeg saaledes har gjort store Fremskridt i de sidste to Aar; Mine Maal er højere og mine Evner til at udføre dem er større, jeg tager sundere og fornuftigere (mere rationel) fat. Jeg tænker altid med Morskab paa en af mine nærmeste Kunstvenner, der begynder paa en Figur, ved at begynde med et Smil i den ene Mundvig.
Naar jeg har været i Chamonix, maa jeg vel tage hjem? Det bliver en Gang

i sidste Halvdel af Oktober. Her er ikke godt længere at være, her i Bjærgene, det regner saa meget. Og skulde jeg rejse, skulde det være ned i Syditalien; men der kan jeg ingen Penge tjene til mine Livsfornødenheder.
Jeg har slet intet hørt om Raadhusudstillingen, skøndt jeg har staaet i Corespondence med vore Venner Kunstnerne, imens den har været aaben. Naar jeg faar Breve fra disse Venner (Dig undtagen naturligvis) saa skulle man sku ikke tro at det var Kunstnere som skrev, aldrig et Ord om Kunst, om deres Maal, om deres Forsøg, om deres Resultater, om andres Resultater. Ikke et Ord har jeg hørt om sidste frie Udstilling. De skrive "om Kunst vil jeg ikke skrive". Jeg erindrer det gamle Ord: "Hvad Hjærtet

er fuldt med løber Munder over af med." Man skulde paa deres Breve tro at de var Politikere eller agtværdige Haandværkere. Naa. Du skriver om Karl Madsen at han vil komme til at skade os meget; Kære han har skadet os meget. Han (er) en af mine stærkeste Modstandere. Og derfor pusler det ret ofte min Hjærne hvorfor han engang for et Par Aar siden drak Du'es med mig. Han er som Karl Nielsen siger af Udseende en Smudsredaktør. Jeg synes han desuden ser pervers ud.
Men naar Manden bliver sat over Udstillingen maa han jo have sin Vilje. Karl Jensen er hans Svoger, en smagfuld Ubetydelighed, han er for Ubetydelig til at kunne begaa Smagløsheder. Hammershøj er en god Ven af mig og vil give ham det bedste jeg kan, han har meget Skønhed i sine Ting. Men hans Ting virke altid paa mig, som saa

jeg paa et smukt Lig. Jul. Paulsen er en rigtig rutineret Fyr, som naar man ser igjennem en lækker tillavet Farve, som forøvrigt oftest har en harsk Smag, ellers intet har af Værdi.
En anden Mand som ogsaa er farlig, for en stor Del af os unge, er Bindesbøll. Tag Dig i agt for ham, jeg tror forøvrigt han er klædt af og mest til Grin.
En tredie Mand er Krøyer, som under Venskabsmaske med alle, som den feterede bedste, største danske Kunstner, som den fortrinlige Kamerat og Ven og Radikaler, skader os unge i en utrolig Grad. Fra mit Samarbejde med ham i Pariserkomiteen lærte jeg ret hans Sindelag at kende og Gud skal vide at jeg fandt ofte Lejlighed til at give ham paa Puklen. Om det var

deraf at han blev syg, tror jeg ikke; men det hjalp i al Fald til at fremskynde hans Sygdom. Han er Danmarks største Kunstjounglør. Taskenspiller i Penselføring, Et Portræt, værsaaartig, i fire Penselstrøg, "naar jeg er aller heldigst". Naar han ikke er heldig i sit Trik er der ikke meget tilbage. Han er Ven med højre Ministeriet, han er Ven med Akademiet, med Charlottenborg, med Frie Udstilling o.s.v. Med alle Grossererne, Thi at man kan lave Portræt i 4 Strøg, det kan alle forstaa maa være storartet.
Fra Juliette har jeg faaet et Par Breve og de synes at aande af Haab i Anledning af at jeg kommer tilbage. Det er disse Familiehistorier som gør mig mest angst for at komme tilbage. Jeg føler mig i Grunden saalykkelig her under disse ensomme Forhold fuldt op af Arbejde, og

med Følelsen af engang at skulle kunne være sammen med en smuk Pige som jeg elsker, og sammen med hvem alt synes at være Harmoni, – naar jeg blot holder mig fra Danmark.
Hvad før er vokset i mig og ved mig, er vokset med Energi og med Kamp. Jeg er nu bekrandset med Fredens Oliegren og med Kærligheds Magt synes nu alt at vokse uden Anstrængelse. Jeg har kysset Skønhedens Klædebons yderste Hjørne.
I har det ogsaa godt sammen, alle I.
Mange Hilsner til Din Kone og Dig selv.
Din Ven
Willumsen
poste restante
Charmonix France