J. F. Willumsen
1919-07-26
Sender
Emil Hannover
Recipient
Jens Ferdinand Willumsen
Document content
Awaiting summary
Transcription
Bagsværd d. 26.VII.19.
Kære Willumsen,
Deres Brev har overrasket os ikke lidt, idet vi altid har ment, at det omtalte Billed af Dem tilhørte Karen. Vel véd jeg, at De en Gang for nogle Aar siden har antydet for hende, at Billedet nok egentlig var Deres. Men da hun i sin overtog det til Vurderingspris i Anna Petersens Bo (tilligemed nogle Tegninger af Dem og et smukt Portræt af Dem malet af A.P), og da Anna Petersens Nærmeste, Fru Gudrun Hansen, som havde Kontrollen med Boet, har erklæret det for givet, at Billedet tilhørte Boet, idet hun, ligesom vi, aldrig havde hørt Tale om andet end, at det var den Afdødes Ejendom, gik vi ud fra en Fejlhuskning fra Deres Side, hvilket De bl.a. kan se deraf, at vi ganske nylig har ladet Konservator Rønne restaurere Billedet, som vi i sin Tid modtog med en Revne i.
Men skønt Billedet saaledes i juridisk Forstand selvfølgelig har været vort fra det Øjeblik, hvor vi – jeg véd ikke for hvor mange Aar siden – købte det i Anna Petersens Bo (efter at Proclama i dette var udløbet uden at der fra Deres Side forelaa nogen Fordring paa Billedet) og skønt vi af ovennævnte Grunde tillige har ment os berettigede til at betragte Billedet som vort ogsaa i moralsk Forstand, vil vi under de foreliggende Omstændigheder naturligvis ikke gøre Fordring paa at beholde det, men overlade det til Dem paa den – som vi mener lempelige – Betingelse, at De i dets Udlevering anerkender et imødekommende Skridt fra vor Side. Af det Beløb, vi i sin Tid betalte for Billedet, ønsker vi ikke nogen Refusion.
Derimod vilde vi finde det ret og billigt, om De betalte Billedets Restaurering. Den er ikke betalt endnu. –
Hvad den lille falske Elfenbensfigur angaar, staar den selvfølgelig til Deres Raadighed, naar De vil have den. Men den udgør et saa interessant Led i Museets Samling af Forfalskninger, at jeg meget gærne vilde købe den til denne for en rimelig Pris, hvis De kunde tænke Dem en saadan Ordning. Herom vil De maaske tilskrive mig et Ord samtidig med, at De udtaler Dem om den anden Sag.
Hos os staar alt vel til. Vore Børn voxer os over Hovedet; vor ældste Datter er allerede cand.phil. Medens hun vil studere Kemi, laver Karen Tid efter anden smukke Fayencer. Selv har jeg nylig fuldført en stor Bog, og nu skal jeg jo i Lag med det nye Kunstindustrimuseum paa Frederiks Hospitalets Grund.
Karen og jeg hilser Dem venligst.
Deres
Emil Hannover
Mentioned works