Menu

J. F. Willumsen

1904-10-16

Document content

Awaiting summary

Transcription

27 I Peder Skrams Gade. København. K. 16 Oktober 1904
Kære Willumsen,
Tak for Deres Brev. Lad mig allerførst svare paa Deres Spørgsmaal.
De Legater, De for Øjeblikket kan søge, er kun ét, nemlig det Anckerske. Det vil sagtens ogsaa være det, hvor De har mest Chance. Størrelsen er 1800 Kr. med Forpligtelse til at være i Udlandet ¾ Aar – det kan De vel nok love.
Ansøgningen stiles til Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet og sendes til dette i December Maaned.
Et lignende Legat ved Akademiet er Stoltenbergs der gives for 2 Aar, men det bliver ikke ledigt før 1906. Akademiets almindelige Stipendier søges om Foraaret; Ansøgningen skal være ude i Løbet af Februar Maaned. Kauffmanns Legat, som ogsaa bortgives af Akademiet (1200 Kr) bliver heller ikke at uddele til en Maler før 1906; Ansøgning sendes til Akademiet inden 28 September.
Iaar har Ilsted faaet det.

Der er jo ikke meget at vælge imellem – egentlig er der nu kun Anckers Legat – det er jo den gale Aarstid.
Imidlertid – hvis jeg maa give Dem et Venneraad, uden at De tager mig det fortrydeligt op – De skulde se at vise nogle af Deres nyere Arbejder herhjemme til Foraaret. Det er jo nu snart længe siden, man her har set andet end mindre Ting, Studier o.lign. fra Dem, og De ved vel selv saa godt som jeg, at det gjælder om at holde sig frisk i Folks Minde. Jeg taler ikke her kunstnerisk, men praktisk.
De forsvandt fra Paris, inden jeg fik søgt Dem op, og drog til Italien. Hvorledes gik det Dem dernede? Fik De godt Udbytte af Turen?
Vi har det ganske godt – Tak for Efterspørgselen. Nu er jeg igjen spændt for min gamle Kærre, og man befinder sig altid vel paa sin Arbejdsplads, selv om man aldrig naar at faa udrettet det, man gjerne vilde.

Mit Studium har jo den Uendelighed, der baade er en Tillokkelse og en Grund til at fortvivle. Imidlertid fik jeg læst en meget vigtig Lærdom i Paris iaar, særligt med Hensyn til Miniaturernes store Betydning. Disse beskedne gamle Mestre, hvis Navn kun bevares nu og da ved et Tilfælde, og som aldrig tænkte paa at komme i Avisen! Iaar læste jeg ogsaa, hvad Kærnen var i det store Fremskridt, Masaccio gjorde ved sine Fresker i Capella Brancacci – det var det, at han helt brød ud af Miniaturestilen. Prøv engang at faa Tilladelse til at se Pol de Limburgs Miniaturer i Chantilly. (Très grandes et riches heures du duc de Berry) saa skal De se noget af det mærkeligste, nordisk Kunst har frembragt.
De skriver om at reformere Akademiets Malerskole. Ja Gud skal vide, at den trænger til at løftes op fra at være en "Skole" for "Elever" til at være en Udviklingsanstalt for Kunstnere. Men jeg kan ikke faa Pro-

fessorne, ikke engang Jerndorff, med dertil, skjøndt jeg i de senere Aar har arbejdet meget ihærdigt derpaa, og diskuteret Emnet med dem Gang efter Gang. Maaske hjælper det, naar de ældre Kræfter falder fra og nye kommer til – men det kan jo vare Aar endnu. Det skulde interessere mig i overmaade høj Grad at kjende Deres Tanker derom
nærmere, dersom det ved Lejlighed kunde ske – med mindre De vil ruge over dem som en Hemmelighed, til De selv bliver Professor ved Akademiet? Ingen ved jo, hvad Fremtiden kan bære i sit Skød. Foreløbigt trænger vi til en dygtig Professsor i Dekorationskunst – men hvor i Alverden faar vi ham fra?
De venligste Hilsener til Dem selv og Deres Frue
fra Deres altid gode Ven
PJohansen
I disse Dage er her aabnet den sædvanlige Efteraarsudstilling, den viser mere Talent og Løfter hos nogle ganske unge Kunstnere (Forup, Wegener, Lønborg-Jensen, Ejnar Olsen) end man er vant til, og mindre Skaberi.

Mentioned works

  • Brødrene Limbourg: Très Riches Heures du Duc de Berry (ca. 1412-1416)
    Bogmaleri, 29 x 21 cm.
    Musée Condé, Chantilly. Inv. nr. Ms. 65

  • Masaccios fresker i Cappella Brancacci (ca. 1424-7)
    Santa Maria del Carmine, Firenze

Facts

PDF
Letter

Dansk

København (Danmark)

J.F. Willumsens Museum
Arkivkasse: A/II/1 - J