1910-01-30

30 Januar 10

Kære Willumsen!
Det har glædet mig at De tog ind til Koncærten, - men hvorledes kom De dog hjem?
Jeg vilde gerne endnu en Gang kunde blive så ung som jeg var det, da jeg skrev Kvintetten, og dog er det netop så besynderligt, at jeg dengang var mere syg end jeg før eller senere har været det.
Min Arm hang som en død Lap og jeg kunde ikke anslå en eneste Tone uden Smerte.

Hvorledes går det til at den Sunde kan sidde hen uden Tanker og uden Lyst til at tage fat, medens den Syge sitre af Livslyst og Længsel? Jeg var så vist på at jeg dengang ikke havde lang Tid til at leve i – jeg måtte skynde mig, jeg havde travlt.
Og endelig har De Ret, thi bestandig og altid var det de blege Længslers Kunst der fandt villigt Øre og Tiltro og under tusind forskellige Former søgte man at pille Fjedrene af mig. Mine Vinger. Man indgød mig Tillid, fik mig til at blive åbenhjertig og – bedrog mig –

og hver Gang kostede det en håndfuld Fjeder.
Nu sidder jeg tilbage med Stumperne, og føler ingen Sorg over det - slet ingen, men i Hemmelighed pønser jeg på om de ikke skulde kunde vokse ud igen, for der kan påkomme mig en Lyst til at sige de Godtfolk noget, der kan ruske dem op af deres Sløvhed og Indolents.
Det er egentlig pudsigt at jeg endnu kan rumme en så naiv Tillid og Tro, thi af alle Egenskaber er dog Dumheden den mest uovervindelige Modstander.

Imidlertid Tak for Brevet.
Ja! Butikken – i dette Tilfælde "Spillebulen" – må passes. Men - om man tog under alvorlig Overvejelse at sé hinanden i en ikke altfor fjern Fremtid, var det måske en ikke helt uigennemførlig Sag. – Det er jo mig der endnu fremdeles har Udspillet.
(Mange Hilsener til Dem og "Damser")
Deres
Louis Glass.